Jeg var desværre ikke til Kulturnat, og desværre heller ikke til ølblogtræf, men jeg fik mit kulturinput på andre måder i går.
Jeg læste de første 40 sider af Stieg Larssons første krimi Mænd der hader kvinder. Indtil videre er jeg overrasket over, at han ikke skriver bedre. Forventningerne var skruet helt op efter massehysteriet i forbindelse med hans nyudkomne, sidste roman i trilogien.
Men jeg fik også lidt for øret: Anna Netrebko og Rolando Villazón fra dvd'en The Berlin Concert - Live From Waldbühne. Jeg er målløs over, hvad de to kan, og hvis andre ikke har snuset til opera før, så begynd med dem og fald i svime ...
Aftenen sluttede med Vild med dans - det er brandgod underholdning - og Monsieur flygtede som sædvanlig ned i den anden stue. Jeg synes, det er imponerende hvad danseamatører kan lære på en uge. Men når et par er dømt ude sidst på aftenen, er det næsten ikke til at bære. Især ikke, når det er Anne Louise Hassing!
Derudover var jeg ude for at hjælpe Sofus ned fra taget, hvor han sad og hylede. Vi har en hyld, som har vokset sig helt op over tagrenden, og den blev brugt som lian/springbræt. Sofus havde bare ikke lige tænkt over, hvordan han skulle komme ned igen. Og Monsieur fik aftenen ødelagt for anden gang, da han måtte ud med saven, fordi jeg insisterede på en øjeblikkelig beskæring.
Nu har vi en meget mindre hyld - men til gengæld en hel del mere lys i køkkenet.
lørdag, oktober 13, 2007
Kulturfredag
Abonner på: