Rejse- og livskunst

I går blev jeg en hel del aha-oplevelser rigere. Jeg havde fri, og min jordomrejse-fætter og jeg havde sat hinanden stævne på en café i Hillerød. Det var også efterårsferie, og der var børn overalt i byen, men heldigvis ikke på den café, vi havde valgt.

Den bærbare blev placeret på nabobordet, og med lidt til halsen og maven gik snakken om hans utrolige oplevelser i Caribien. Jeg har aldrig været på en sejlbåd andet end i havn, så jeg slugte fortællinger, billeder og videoklip fra livet om bord, fra små og større øer og folkelivet der, om hans særlige fascination ved Cuba, hvor befolkningen lever meget ydmygt for ikke at sige fattigt. Om fætters nye cubanske, unge kæreste, der kun taler spansk og bor i en ussel hytte med betongulv. Og et univers åbnede sig for mig, hvor jeg fik lov til at få et kig ind i rejsen som livskunst, at være undervejs hele tiden og føle sig hjemme alle steder. Billeder så skønne at jeg ikke kan finde ord, smukke og glade mennesker, mange uden arbejde, uden mulighed for at rejse væk, som det var almindeligt i 50'erne, før kommunisterne overtog styret.

Mens jeg sad der, tænkte jeg, hvad pokker jeg dog laver her i Danmark og med fast job, når man kan leve sit liv på den måde og til meget få penge, når man rejser rundt.

Men jeg må indrømme - efter at have sovet på det - at jeg alligevel foretrækker mit liv som det er. Uden palmer, uden tropiske orkaner, uden 32 grader lige nu - men med sikkerhed, et socialt system, der griber dem, der falder, med venner og familie.

Og på Cuba er der ingen e-mailadgang ...