Et ømtåleligt emne

Jeg har haft mange overvejelser, før jeg lagde dette indlæg på, for kan man tillade sig at skrive om og blande sig i andres drikkevaner? Jeg er kommet frem til, at det synes jeg godt man kan, hvis man forsøger at gøre det på en ordentlig måde.

Sagen er, at jeg har problemer med at tackle den måde, en af mine venner omgås vin og spiritus på. Jeg pudser ikke nogen glorie, overhovedet ikke, og jeg elsker at være sammen med venner og bekendte over nogle gode glas. Der er bare det, at nogle mennesker ændrer sig og bliver mindre spændende at være sammen med efter for mange glas. Jeg har måttet opgive et vennepar, hvor drikkekulturen var alt for langt fra min egen, og hvor jeg den ene gang efter den anden med et stift smil måtte høre på de samme 'sjove' historier, som efterhånden var blevet til sørgelige påmindelser om, hvor hård spiritus er ved hjernen. Hukommelsen var simpelt hen forsvundet ud i den blå luft. Og hvis ens venner aldrig aner, hvad man har talt om sidst, hvad er så meningen med at ses? Et venskab bygger på gensidighed og interesse for, hvad andre siger og foretager sig.

En af mine meget gode venner er nu ude i noget, hvor jeg slet ikke kan være med længere. Det er ikke kun hukommelsen, der er væk - fornuften, livsglæden, overskuddet er også gået fløjten, men vedkommende kan ikke selv se problemet. Jeg har forsøgt at udtænke en redning, men jeg har måttet erkende, at det magter jeg ikke. Og det piner mig.

Er der nogen af jer andre, der har erfaringer enten fra jeres private liv eller via jeres job eller uddannelse og ved, hvordan man kan gribe den slags an?