Afmagt

En af mine nære veninder er hårdt ramt af depression. Den fulgte i kølvandet på en livstruende sygdom, som dog heldigvis ser ud til at være under kontrol. Men med depressionen fulgte tanker om, at det havde været bedst, hvis hun aldrig var vågnet op efter operationen - en følelse af at alt er lige meget. Hun foretager sig stort set intet ud over det mest basale og har ingen appetit, og nu har jeg forsøgt at trænge igennem og få hende til at forstå, at den rette medicin vil kunne få hende til at se alt i et andet lys. Det er som om, hun ikke tror på mig, og jeg er bange for hendes liv. Bange for at hun gør en ende på det, og jeg har frygtelig ondt af hendes mand og øvrige nære familie. Jeg har fortalt hende om psykiatrisk skadestue og om, at det kan hjælpe at skifte til et andet mærke af antidepressionsmedicin. I mit stille sind har jeg tænkt, at jeg ville få hende indlagt, men hvor er det dog svært som veninde at hjælpe et menneske med en dyb depression.

For jer der tænker, at det kan man ikke skrive på sin blog, vil jeg nævne, at hun ikke bruger internettet og ikke læser med her. Kun to af mine venner læser med, og de kender ikke min veninde. Jeg mener, det er et alment problem, som vi alle på en eller anden måde har inde på livet i vores familie eller omgangskreds.