lørdag, maj 01, 2010

Bøgen og de lyse nætter

Kirsebærblomster
I går så jeg, at bøgen er sprunget ud. Ja, det har den måske været i flere dage, uden jeg har opdaget det. Og kirsebærblomsterne er lige ved at springe ud, som det ses herover. Men sikke et vejr det var - øsende regn, der dog også er smukt på sin egen måde.

Nu har jeg næsten vænnet mig til sommertiden, men jeg hader disse skift hvert forår. Det går meget nemmere at vænne sig til vintertid - det synes jeg ikke er noget problem.

Om få dage begynder 'de lyse nætter', og det sker, når sollyset stadig kan nå at oplyse himlen om natten. Jeg synes, det er utroligt smukt og ville nødig bo i et land, hvor det er bælgmørkt om natten året rundt.

Ha' en dejlig lørdag!

Tudse