Drømmen der blev til virkelighed

For fem år siden holdt min fætter åbent hus, eller rettere åbent skib. Han ville sejle Jorden rundt i sin hjemmebyggede båd – en drøm han havde haft i tredive år, og nu var tiden og økonomien til at realisere den. Han var ikke sikker på, at han kom tilbage. "Jeg kunne godt leve på en båd", sagde han. Jeg forstod ham ikke. Og jo, alligevel lidt. Jeg tog læssevis af billeder den dag og alligevel ikke nok. Tanken om, at jeg måske aldrig så ham igen, havde jeg det ikke helt nemt med. Nu fem år efter bor han hver sommer i sit sommerhus i Nordsjælland, og hver vinter sejler han Caribien tynd.

Han har sendt mange mails hjem på sine rejser, og jeg følger hans farefulde projekt med ærefrygt og tilbageholdt åndedræt. Det kræver mod og ikke så lidt behændighed at manøvrere rundt blandt hajer, orkaner, pirater, svindlere og bedragere på den anden side af kloden og slippe godt fra det. Han har boltret sig i Caribien og omegn, og selv skulle jeg ikke nyde noget, men jeg kan sagtens leve mig ind i den eventyrlyst, som han generøst deler med familie og venner over internettet. Hans løbende rapporter om dykning, maratonkarnevaller og fattigdom, som man dårligt kan forestille sig, er fantastisk læsning, ligesom hans beretninger om eksotiske skønheder, der bestjæler ham, og som han vælger at trække på skulderen og smilebåndet af. Hans eneste, meget karakteristiske kommentar: 'De har mere brug for pengene, end jeg har'.

Nu skal vi besøge ham i hans sommerhus, og jeg glæder mig!