Igen i går var det en vidunderlig og nærmest forårsagtig dag. Vi kom op på hele 14 grader og måtte bare ud og nyde det dejlige vejr. Vi kørte til Studenterkilden ved Dyrehavens sydlige del og gik derfra langs de to søer og hen til Bakken, hvor der var masser af liv. Folk gjorde deres boder og forlystelser klar til åbningen i april. Vi gik gennem Dyrehaven og op til Eremitageslottet, forbi en stor flok dyr, vistnok sikahjorte, og tilbage igen og ud forbi den mere end 800 år gamle Skovfogedegen på hjørnet af Strandvejen og Peter Lieps Vej.
Den lange tur gav lyst til kaffe, og det havde de på tankstationen på hjørnet af Strandvejen. Vi fandt et smukt sted med udsigt over Øresund - der satte vi os og beundrede også den lille smukke restaurant Den gule Cottage. Jeg har kigget på Krak, og det var mindst 10 kilometer, vi gik i går.
torsdag, februar 28, 2019
Lang tur i Dyrehaven
søndag, februar 24, 2019
En særlig dag
Ind imellem kigger jeg på nogle af mine gamle billeder - de virkelig gamle - og jeg forstår næsten ikke, at jeg har levet så anderledes et liv, end det vi alle har nu med computer, iPad, mobiltelefon osv.
Da jeg var 13 år, var jeg med mine forældre og lillebror i England for at besøge vores engelske familie i Butleigh, Somerset. Billedet her er fra en fiskedam, familien havde i haven, og som vi unge mennesker sejlede rundt på i robåde. Huset hed Fishponds, som man bruger i England med at give huse navne.
I dag har jeg fødselsdag, og det skal fejres, men desværre ikke med min engelske familie. Jeg håber at se dem snart igen ❤
Her nederst er det et billede fra jeg var 9 år og på tur rundt i Danmark med min far, min fætter og min tante. Min mor havde næsten lige fået min bror, så hun ville helst blive hjemme. Det var hende der havde syet den fine røde kjole. Hun var dygtig til at sy og syede også en stor del af sit eget tøj.
torsdag, februar 21, 2019
Tur til Helsingborg
Vi havde 11 grader og det fineste solskin til en tur til Helsingborg i lørdags. Det var en rigtig dejlig udflugt! Vi lod bilen stå i Helsingør, vandrede rundt og kiggede på gamle huse, på butikker og kiggede efter et godt sted at spise frokost. Det blev på Café Viva i Södra Storgatan, hvor vi sad ude lige som en del andre gæster. Der var terrassevarmere, så der var lunt at sidde. Jeg havde kun en jakke på for første gang i lang tid og frøs slet ikke. Bagefter gik vi op og så Kärnan - et tårn og tidligere fæstning. Der har jeg vist aldrig før været helt oppe, og der er en fantastisk udsigt ud over byen og havnen. Ja, det glemte jeg selvfølgelig helt at tage billeder af :-)
Hvis andre har lyst til en tur til Helsingborg, kan jeg anbefale at se Tropikariet og Fredriksdal. Tropikariet er en eksotisk indendørs dyrepark, og Fredriksdal er et frilandsmuseum. Men der er virkelig meget at opleve, som det ses af skiltet her ...

søndag, februar 17, 2019
En af de mest betagende oplevelser
Jeg kunne genkende de smukke mønstre, men navnet Morris sagde mig ikke noget. Nu er jeg meget klogere efter at have læst, hvad Nivaagaard skriver om deres nye særudstilling, 'Al magt til skønheden'. Vi har set udstillingen, og det var en af de mest betagende oplevelser, jeg har haft på et museum. Og museet er i sig selv utrolig smukt!
Udstillingen viser Morris’ smukke og sanselige univers af tapeter, tekstiler, møbler, glasmosaikker, bøger mm. Hans mønstre er præget af den vilde natur - af blomster, fugle og andre dyr.
Men mens han levede, var Morris mest kendt som forfatter. I 1870'erne var han på længere rejser til Island og lærte sig oldnordisk.
William Morris revolutionerede britisk design i anden halvdel af 1800-tallet. Men Morris var også forfatter og digter, kunsthåndværker, bogtrykker, naturelsker og indædt modstander af Viktoriatidens industrialisering. Som en af hovedkræfterne bag Arts & Craft bevægelsen sværmede Morris for middelalderens æstetik og håndværksmæssige kunnen. Han flyttede på landet og skabte et inspirerende, produktivt og til tider dramatisk kunstnerkollektiv sammen med nogle af tidens førende malere, kunsthåndværkere, arkitekter og designere.

onsdag, februar 13, 2019
Haven lige nu
D er er jo ikke ret meget at se i haven lige nu, men nogle få krokus og vintergækker er kommet op og blomstrer - og hasselnøddebuskene blomstrer også.
Men ellers er det mest fuglene, jeg nyder i øjeblikket. Her er det en stillits.
Når jeg kigger på vejudsigtens langtidsvarsel, ser det lunt ud - ingen frost i alle de dage, jeg kan se frem, og dagen er tiltaget med cirka 2½ time.

mandag, februar 11, 2019
Hornbækhus m.m.
Jeg elsker jo at komme lidt ud hver dag for at gå en tur, få lys og luft - og en oplevelse. Vi valgte at tage til Rusland, altså Rudolph Tegners Statuepark, hvor vi gik en dejlig tur, og bagefter kørte vi videre til Hornbækhus og drak kaffe. De to steder ligger kun seks kilometer fra hinanden. Vejrudsigten varslede regn fra ved 14-tiden, så vi var ret tidligt ude af døren, allerede før klokken 12 :-)
Hvor jeg nød at se både lyngområdet ved Tegners museum med statuerne og Hornbækhus igen. Vi fandt ud af, at der også er frokost på Hornbækhus - måske fordi det er efterårsferie? Det var stegt gedeost, og der var også en salat med laks. Jeg ved ikke, om menuen skifter fra dag til dag.
På Instagram så jeg Bella spille bold med en delfin - det er helt vildt at se, at de kaster bolden til hinanden. Hun er på Tenerife her i vinterferien.
lørdag, februar 09, 2019
God motion
Hvad gør du for at få motion hver dag?
Jeg går ture og bruger mit mavehjul fra Trojan - et ab wheel. Det fandt jeg i en genbrugsforretning for et par år siden. Ved at bruge mavehjulet får man trænet mavemuskler, lænd, ben, øvre ryg, arme og skuldre.
Jeg er meget glad for havearbejde, men det er jo ikke sæson lige nu. Jeg holder af at bruge et par timer på at luge, beskære og passe blomster flere dage om ugen. Vores have er på 1650 kvadratmeter, og cirka en fjerdedel er græsplæne – der er en på hver side af huset. Græsset bliver slået på gammeldaws maner med rugbrødsmotor. Vi har haft både en motorplæneklipper og en elektrisk, men efter svigermor fik kappet en halv finger af i sin elplæneklipper, valgte vi rugbrødsmotoren. Og det har vi aldrig fortrudt – det giver nemlig god motion.
Som ung gik jeg til udspring i Frederiksberg Svømmehal i flere sæsoner og elskede det. Men jeg må nok se i øjnene, at det ikke lige er det, der trækker mere.
Billederne er fra Asserbo Slotsruin, som blev bygget af biskop Absalon i 1100-tallets sidste halvdel.
torsdag, februar 07, 2019
GeoArt krystalmuseum
I søndags besøgte vi GeoArt krystalmuseum. Det ligger ved Tisvilde Hegn mellem Helsinge og Frederiksværk. Siden åbningen har der været skiftende udstillinger af kunst og en permanent udstilling og salg af krystaller, sten, mineraler og fossiler fra hele verden. Der er også møbler, kunsthåndværk, stoffer og gaveideer fra Indonesien, Thailand, Laos og Burma - og en smykkeafdeling. Virkelig spændende!
Britt og Gunnar åbnede butikken i sin tid, fordi de var interesserede i sten og stenslibning, og de sælger stadig udstyr til at slibe sten. Vi fik en rigtig hyggelig snak med Gunnar.
På hjemmesiden kan man læse:
'Behovet for at kunne præsentere udstillingen af sten, krystaller og mineraler på en ordentlig måde førte i 1996 ved lidt tilfældighed til, at der blev bestilt 20 vitrineskabe på Bali. Besværligheder omkring leverancen førte til det første besøg på Bali. Her blev det besluttet ikke bare at sende 20 tomme vitrineskabe hjem, men at fylde dem med forskellige genstande inden afsendelsen. På den måde startede vores salg af ting fra Østen. Faktisk endte en del af vitrineskabene med også at blive solgt, og så var grundlaget for endnu en tur til Bali tilstede. Det er blevet til mange ture siden da ...'
søndag, februar 03, 2019
Weekendglæder
I går var vi i biffen og så 'Unge Astrid' - den nye film om Astrid Lindgren med Alba August i hovedrollen. Hendes skuespil er betagende smukt, og filmen er meget vellykket. Det er Pernille Fischer Christensen, der har instrueret. Filmen er allerede blevet set af over 200.000 svenskere og er solgt til mere end 50 lande.
Siden jeg var barn har jeg elsket Pipi Langstrømpe og alt, hvad Astrid Lindgren har skrevet. Her i de senere år har det været hendes eget liv, jeg har læst om.
For fire år siden læste jeg Jens Andersens bog om Astrid Lindgren, 'Denne dag et liv' og blev grebet af hendes historie. Astrid Lindgren blev 94 år og døde i 2002. Hun brød igennem med Pippi Langstrømpe og er næsten lige så berømt som H.C. Andersen. Biografien blev til på baggrund af hidtil upublicerede breve, dagbøger og fotos – og halvandet års samtaler med Astrid Lindgrens datter.
Lørdagen bød også på en travetur langs Kattegat ad Spodsbjergstien fra Kikhavn til Hundested. Det er en af mine absolutte yndlingsture.
torsdag, januar 31, 2019
'Mød Vikingerne'
J eg er jo blevet ret glad for at udforske vores museer, og nu har jeg sammen med to veninder været på Nationalmuseet og set udstillingen 'Mød Vikingerne'. Den var utroligt flot og spændende! Anbefales varmt. Det er tiltrængt med et frisk blik på vikingerne, selv om det nærmest er fri fantasi.
Ingen ved med sikkerhed, hvordan vikingerne så ud, selv om man har fundet flere skeletter og rester af dragter.
Designeren og vikingeentusiasten Jim Lyngvild har et bud på, hvordan bonden, krigeren, bersærkeren, skjoldmøen husfruen, stormanden, vølven, kongen og dronningen så ud.
Danske vikinger drog på togter til England, Irland, Holland, Tyskland, Frankrig, Spanien, Nordafrika og Spanien. Men de var også købmænd og skabte et stort handelsnetværk - og de var opdagelsesrejsende og bosatte sig i Grønland, Island og på Færøerne. I 1000-tallet opdagede de Amerika næsten 500 år før Columbus.
Fra slutningen af 700-tallet til 1050 blev vikingerne kendt for lidt af hvert: Frygtelige og blodige plyndringer, mageløst kunsthåndværk, købmandssnilde, frygtløs kampteknik på slagmarken, eminent sejlads og skibsnavigation ...

tirsdag, januar 29, 2019
Fællesskab i nærområdet
Hele lørdag eftermiddag var vi til jubilæum i Torup Forsamlingshus, som blev 20 år. Vi var cirka 80 mennesker ved runde borde, og der var lækre pindemadder, drikkevarer, kaffe og kage - i rigelige mængder.
Toastmaster var Jan Grønborg - formanden for Torup Landsbycenter - og han var helt forrygende i den rolle. Hans kone sang og spillede så smukt. Jeg kan se, at hun er præst i Torup Kirke. Der var både fællessang og optræden af lokale kunstnere.
Vores mest kendte ildsjæl er Peter Plant, og han optrådte med en monolog, hvor han foregav at være i 2039, og som 90-årig så tilbage på de sidste 20 år. Både sjovt og tankevækkende.
Vi kom til at sidde ved et bord med nogle meget underholdende mennesker. En kvinde, der er uddannet operasanger og sang helt vidunderligt, en arkitekt, og en fyr, der har været skolelærer på Grønland. Vi udvekslede telefonnumre, da vi skiltes, for det kunne være hyggeligt at ses igen.
Fællesskab i nærområdet er dejligt! Jeg har ikke boet andre steder, hvor der var så berigende et fællesskab.
lørdag, januar 26, 2019
Regnfrakkevejr
Det danske vejr er regnfrakkevejr. Vi har fået en masse sne i løbet af i nat og indtil for et par timer siden.
Jeg kan slet ikke undvære en god regnfrakke - især ikke efter at have opdaget det norske firma Blæst. De har det lækreste regntøj, som med en lun jakke eller sweater under kan bruges også om vinteren.
Her er min nye Firenze Citycoat. Jeg har to andre regnfrakker fra Blæst - en grøn og en rød. De er uopslidelige og med de fineste detaljer. Er 100% vandtætte, vindtætte og åndbare - forede og med tapede sømme. Hætten kan tages af, og der er sidelommer med lynlås plus en inderlomme også med lynlås. Der er reflekser på, så jeg roligt kan gå ture her, hvor der ikke findes gadelygter.
torsdag, januar 24, 2019
En tur på Louisiana
Udstillingen af hendes billeder er utrolig smuk, og det er første gang, man kan se billederne på et museum.
mandag, januar 21, 2019
Blogtræf
Er der mon stemning for et blogtræf?
Jeg har endnu aldrig oplevet tulipanerne på Gavnø Slot og synes, det kunne være spændende at lave et blogtræf i parken, når der er tulipanfestival mellem den 20/4 og den 18/5.
Jeg holder meget af at besøge parker med blomster - fx Nivågårds rododendronpark og Sofiero ved Helsingborg, hvor der er de mest fantastiske rododendronbuske. Billedet her er fra Sofiero.
Vi kunne finde en lørdag eller søndag til at opleve tulipaner fra de førende løgavlere i Danmark, England og Holland i slotsparken ved Gavnø Slot i Næstved.
Update: Blogtræffet bliver søndag den 28/4. Mere følger om tid og mødested.
lørdag, januar 19, 2019
Hillerød og en tur i tidsmaskinen
Fredag havde vi det smukkeste solskin efter tre meget mørke dage. Det fik min indre lysvampyr til at ville ud at gå tur, og vi valgte en travetur rundt om Slotssøen i Hillerød. Det er en af mine yndlingsture. Slotsparken er meget varieret - der er flere søer med andefugle og meget andet at kigge på. Vi var også en tur i byens genbrugsbutikker. Dem er der mindst fem af plus loppesupermarkedet Kirppu.
Traveturen gennem byen fik mig til at mindes de mange blogtræf, vi har holdt - blandt andet i Hillerød, på Frilandsmuseet, i København og senest i Køge i 2013. Jeg mindes også et helt forrygende blogtræf på vinbaren Bibendum i Nansensgade, hvor vi var 25 bloggere, der mødtes. De fleste af dem, der bloggede dengang, blogger ikke mere. Mange er gået over til Instagram og/eller til Facebook.
Men jeg kan virkelig savne de mange hyggelige blogtræf ...
onsdag, januar 16, 2019
Tre glæder midt i januar
Dagens længde er tiltaget med 42 minutter, og det kan mærkes! Billedet her er fra Gadevang Mose - en mindre tørvegravsmose i udkanten af Gadevang ved Hillerød.
På Instagram har jeg set, at flere har drevet mirabellegrene til blomstring allerede nu. Jeg må ud og finde et par grene i de levende hegn langs markerne.
Jeg er ved at læse Christian Mørks 'I gode hænder', som to af mine venner har rost. Jeg er enig med dem - man kan næsten ikke lægge bogen fra sig lige fra side 1. Den handler om en ung mand med astma, der opsøger en alternativ helbreder, som viser sig at have en mere end mørk fortid.
søndag, januar 13, 2019
En eftermiddag i Indien
Fotografiet herover er fra 1858!
I øjeblikket er der en særudstilling, som hedder 'Under Indiens himmel' med fotografier fra det 19. århundrede. Man føres helt tilbage til fotografiets fødsel og tidligste barndom lige før 1850 op til omkring 1900. Med sin storslåede arkitektur, eksotiske landskaber og de mange forskellige folkeslag og kulturer bød Indien på fantastiske motiver med prægtige paladser, moskeer og gravmæler. Prinser, maharajaer, ministre og krigere i al deres pragt. Men også̊ et folkeliv med alt fra stenhuggere til slangetæmmere - og elefanter, der bader i Ganges.
Museet har tre permanente samlinger: Islamisk samling, Ældre europæisk samling og Nyere dansk samling.
Den islamiske samling, der i en international sammenhæng er museets vigtigste, udgøres af udsøgt kunsthåndværk fra det 7. århundrede og frem til midten af det 19. århundrede fra et område, der strækker sig fra Spanien i vest til Kina i øst og fra Usbekistan i nord til Yemen i syd.
Den ældre europæiske samling indeholder et rigt udvalg af kunst fra det 18. og 19. århundrede – møbelkunst, fransk og tysk porcelæn, dansk fajance og sølvtøj samt danske, nederlandske og franske malerier.
Den nyere danske samling består af malerier og skulpturer udført omkring 1880-1950 af danske kunstnere. For tiden vises udelukkende værker af maleren Vilhelm Hammershøi.
Jeg kan varmt anbefale et besøg! På mine ældre dage er jeg blevet meget glad for at gå på museer.





