Drømmeland

Gang på gang undres jeg over drømme. Har de mon altid et budskab, eller er det ind imellem bare dagsrester, der lige skal ned i den rigtige skuffe i underbevidstheden.

Jeg har som alle andre drømt de særeste ting, men drømme er flygtige, hvis man ikke straks skriver dem ned, og derfor kan jeg lige nu kun huske, hvad jeg har drømt i nat.

Op og ned gik jeg på en trappe, der strakte sig over mange etager, og ved nogle af dem var der sat et radiomanuskript fast til gelænderet. Et sted var jeg inde for at spørge, om de havde min ene sko, som jeg havde mistet. Det havde de ikke.

På trappen mødte jeg Arne Honoré, som jeg har arbejdet en del sammen med. Han hilste venligt. Miss Mis var med mig, men hun blev rundtosset af alle de trapper og måtte lægge sig og gispe.

Hvad sådan en drøm fortæller, kan jeg ikke blive klog på.

Kan du huske dine drømme? Hvad har du drømt i nat?

Giro 413

De fleste har nok en mening om Giro 413, der har eksisteret siden 1946. Nogle kalder det for sejle-op-ad-åen-kultur, en vittighed, en del af deres barndom, et tidløst program ... Det har ikke ændret sig meget gennem årene; hilsnerne har været det bærende element - længslerne er budskabet.

Vores lyst til at sige tillykke til hinanden eller forlænge festen med en hilsen gennem Giro 413 er tiltagende, læser jeg, og det kan mærkes på pengetilstrømningen. I 2006 blev der samlet 569.547 kroner ind ved for eksempel sammenkomster, bryllupper, barnedåb eller firmafester. Sammenlagt er der nu samlet cirka 25 millioner kroner ind til arbejdet blandt socialt dårligt stillede børn og unge i Danmark.

683.000 lytter med - er det noget for dig?

Jeg må hellere komme ud af busken selv og sige, at jeg hører meget lidt radio ;-)

En ekstra fødselsdagsgave

Monsieur er lige kommet med en let forsinket fødselsdagsgave. Det er en af de bedste gaver, han kunne have fundet på - for nu har jeg fablet om bogen i et par måneder. Det er en kogebog, og nu griner I måske, når I ved, hvor mange jeg har, og hvor lidt jeg bruger dem.

Smukt indpakket i sort papir med hvide prikker og grønt silkebånd lå - 'dada': Køkkenrevolution på høje hæle af Oscar Umahro Cadogan. Han er født i 1977, skøn at se på, og så er han uddannet i biologi og biokemi. Som 19-årig fik han kronisk tarmbetændelse med deraf følgende symptomer fra nervesystemet, led og muskler - men så tog han skeen i den anden hånd og valgte at spise sig rask. Han arbejder med at krydse mad og ernæring, og nu skriver han blandt andet for Politiken, har været tv-kok og meget mere. Han har desuden startet konsulentfirmaet Sundhedsrevolutionen sammen med ernæringsterapeut Thorbjörg Haffsteinsdottir.

Principperne bag:

- Ingen tilsat sukker, fremhæv madens egen sødme med krydderier.

- Fuldkorn i stedet for tomme kulhydrater.

- Basislækkerier til køleskabet uden sukker, fløde og smør.

- Optimal udnyttelse af tiden i køkkenet, så du får mere tid til dig selv og din familie uden at gå på kompromis med kvalitet og sundhed.


Bonus ifølge bagsiden:

- Du giver din krop mad, den forstår og elsker.

- Du får ren energi og optimal forbrænding.

- Du får brændstof til hjernen, styr på blodsukkeret og en velsmurt krop, som holder længere.

Nu sidder jeg med min kommende bibel i hånden - jeg ved det bare - og det er en af de bøger, som man ikke skal læse, hvis man ikke kan undvære sukker. Men det kan jeg sagtens. Det er en flot bog og fyldt med det lækreste, jeg kan forestille mig. Også selv om jeg nok ikke kan leve op til dét med de høje hæle.

Pilgrimsrejsen

For nogle år siden læste jeg alle Shirley MacLaines bøger, blandt andet På dybt vand og Linen ud. Det var på anbefaling fra en kollega, og jeg blev ikke skuffet.

Nu opdager jeg pludselig, at hun også har skrevet en bog om sin 800 km lange pilgrimsfærd til Santiago de Compostela i det nordlige Spanien.

Shirley MacLaine er en meget spirituel kvinde, og hun skriver godt, så den bog må jeg bare have fingre i. Camino er hendes beretning om turen, om de mange spirituelle oplevelser og de fysiske strabadser, hun blev udsat for gennem de tredive dage den varede. Skal jeg tro, hvad jeg læser på nettet, at det er en pragtfuld bog - velskrevet, underholdende, inspirerende og spændende læsning – en af den slags beretninger, man har svært ved at slippe, og som man tænker tilbage på igen og igen.

Er der nogen af jer, der har læst den?

Apropos Santiago de Compostela.

Hello, det er Frank

Sådan lød en dejlig telefonopringning i går aftes fra London. Fra en næsten forsvundet halvfætter, der nu er ved at skabe kontakt igen til familien. Frank er 66, og jeg har aldrig set ham, men én i vores familie har været i Sydafrika og besøgt hele den sydafrikanske del af familien. Min fars fætter udvandrede nemlig i 1954 og startede en hel klan ved at producere fem børn, der nu alle har en efterslægt. Men to af den udvandrede fætters sønner bor nu i London, fordi der blev for råt i Sydafrika - brosten smidt ned fra motorvejsbroer kan man ikke tale til rette. Det gik ud over min halvfætters kone, der nu må leve med sine men.

Men nu var Frank i røret med et dejligt dansk, præget af at han aldrig bruger sit modersmål og næsten heller aldrig har gjort det. Til sommer kommer han til Danmark og hilser på sin familie her. Alt sammen fordi en anden halvfætter fandt en ung pige med vores efternavn på en sydafrikansk hjemmeside. Om jeg glæder mig! Jeg er bidt af en gal genealog og har lyst til at vide alt om min slægt, og det har gennem tiden ført de mest utrolige breve og bekendtskaber med sig.

At føde min søn var en speciel følelse, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Det samme var tilfældet med mit bryllup. Jeg tror, der venter endnu én.

Betyder familie noget for dig, selv om det er mennesker, du måske aldrig har mødt?

Københavner-erindringer

Hvis du interesserer dig for, hvordan verden så ud, før vi selv kom til verden, er der masser af læsestof i Københavner-erindringer, en bog, Københavns Kommune udgav som led i Kulturby 96. Man opfordrede alle, der havde levet i København mellem 1920 og 1950 til at skrive deres erindringer. Det blev til 1200 beretninger - eller 25.000 sider. De 11 bedste blev udgivet i bogform, og det er en fremragende bog.

Min beretning begynder i 1931. Dengang var jeg fem år gammel. Vi skal ud på Nebraskavej ved Kongelundsvejen. Her boede vi til at starte med i et lille træhus, eller skur, på ét værelse. Min far og hans brødre var i gang med at bygge et rigtigt hus til os. Det var gudskelov sommer. Da vi nærmede os oktober måned, var den ene stue og et værelse på første sal færdigt. Familien bestod af seks personer, far, mor og os fire børn ...

Sådan indleder Leif Jensen sin historie om sin families liv på Nebraskavej på Amager fra 1931-40, og de andre bidragydere har lige så spændende læsning at byde på fra en tid, hvor man boede tættere sammen, havde nær forbindelse, ikke kun til kernefamilien, men også til fætre, kusiner, onkler og tanter. Konfirmationer, bryllupper og juleaften blev fejret med stor familiemiddag, men ellers samledes man til kaffe og kager om søndagen. Skolen var delt i en drenge- og pigeafdeling, og der var streng justits med, at ingen kiggede over plankeværket. Fattige børn, som der var mange af, kunne få gratis mad på skolen og træsko en gang om året. Lusetanten kom i klassen et par gange om året. Det var en stor skam at få lus, men renlighed var et problem. Man havde kun den kolde hane i køkkenet, zinkbaljen foran kakkelovnen og den kommunale badeanstalt. Københavner-erindringer fortæller også om krigsårene, om uddannelse og arbejdsliv.

Kort sagt: læs den bog!

Og vi var fire til bords ...

Her til aften har vi fejret min fødselsdag i morgen - lidt for tidligt. Vi har været på Spiseriet på Attemosevej i Holte, en dejlig restaurant der ligger i tilknytning til Gammel Holtegaard. Vi havde inviteret min far med ud, men vi var fire til bords, for min mor var med i tankerne. Sådan er det, når man har mistet en af sine forældre - den, der ikke længere kan være med, er alligevel med i kraft af alt det, man har oplevet sammen.

Jeg kan anbefale restauranten, vi fik lækker og veltilberedt mad. 'Køb for Guds skyld æblekagen', havde nogen skrevet i gæstebogen ved udgangen. Det nåede vi ikke denne gang, for vi indtog kaffen i mit barndomshjem, og bagefter havde vi et par hyggelige timer med gamle billeder og breve - og et par nye billeder på min fars digitalkamera, der skulle have fjernet røde øjne. Og et hyggeligt gensyn med alle familiebillederne på vægge og reoler.

Hvis ikke vi boede så langt fra hinanden, havde vi nok været lidt flere end fire omkring fødselsdagsbordet i aften.

Stjernehimlen

I 1993 opdagede jeg stjernerne. Det var det år, vi købte et sommerhus og begyndte at tilbringe weekenderne på landet. Efter at have boet nogle år i en soveby med mange mindre børn, der kom hujende hjem klokken tre om eftermiddagen, var stilheden pludselig til at tage og føle på. Vi ændrede livsstil ved at rejse en halv time nordpå hver fredag eftermiddag, når det var muligt.

Det er sjovt, som livet kan føles anderledes, når man pakker bil, barn, dyner, mad osv. og indstiller sig på dage uden vaske- og opvaskemaskine. Lange traveture ventede, ture til vandet - og som et af højdepunkterne at kunne gå ud i bare tæer på græsset midt om natten og kigge på stjerner. Når månen lyste haven op, stod gran-, fyr- og lærketræer i silhouet med Karlsvognen og alle de andre stjerner spredt rundt omkring. Vi oplevede pludselig at få følelig kontakt med årstidernes skiften. At få besøg af fasaner, grævlinger, ræve, harer, rådyr og (næsten) alverdens fuglearter, som jeg omhyggeligt førte logbog over.

Men den stærkeste oplevelse var stjernehimlen. Stjernehimlen i haven om natten eller på en gåtur i mørke med knasende sne under fødderne. Nu bor jeg her og kan se stjernerne gennem mit glastag i entreen når som helst, jeg har lyst.

Sådan skal det blive ved med at være.

Yndlingscitater

Lediggang er roden til al god kunst.
Asger Jorn

Den, som ønsker at leve livet om igen, har overhovedet ikke levet. Karen Blixen

Man siger, at visdommen kommer med alderen - men sommetider kommer alderen alene.
Johannes Møllehave

Vær ydmyg, hvis du vil opnå visdom. Vær endnu mere ydmyg, når du har opnået den.
Helena Blavatsky

Drager stiger højest mod vinden - ikke med vinden.
Winston Churchill

Og i den mere kyniske ende lige et hurtigt citat fra radioen i morges:

I ethvert lille problem ligger der et stort problem og venter på en kværulant.

Har du nogle visdomsord på lager, du har lyst til at dele?

Nærhed

Jeg har en tæt og dejlig veninde, som har fået konstateret celleforandringer i livmoderen. Det er voldsomt at opleve. Vi har kendt hinanden, siden vi var cirka 17 år og gik på husholdningsskole sammen. Jeg arbejder ikke inden for sygehusvæsenet, så den verden ved jeg ikke meget om - men man bliver altid ængstelig, når man får den besked. Om knapt 14 dage skal hun indlægges og opereres, og jeg vil være der, så snart hun har brug for nogen på sengekanten til en snak.

Én ting har denne hændelse medført - hun og jeg er kommet hinanden meget tættere. Vi taler i telefon med hinanden mindst hver anden dag.
Når sygdom rammer ens nærmeste, tænker jeg på, hvor vigtigt det er, at vi er gode ved os selv og ved hinanden.

Mad & Helse

Jeg har omtalt Mad & Helse før, men det skal ikke afholde mig for at reklamere endnu engang. Det er et ret nyt blad i Danmark, men det har eksisteret i Norge siden 2002. Her er fokus både på madkvalitet, opskrifter og tilberedning og på undersøgelser af helsekostprodukter og kosttilskud. Det er min kæphest, at den mad, vi spiser, er grundlaget for vores helbredstilstand, og for mig er det mindst lige så vigtigt, at maden er sund, som at den smager godt, så det er lige et blad for mig. Den danske udgave bliver redigeret af Frede Damgaard, der er veteran inden for alternativ behandling.

Det nye nummer, der lige er dumpet ind ad min brevsprække, handler blandt andet om vands betydning for vores velbefindende, om Ninka Bernadette Mauritson og hendes bog Kernesund familie, om planten kvan, sund ferie på Cuba, supper og meget mere. Mad & Helse udkommer 11 gange om året og koster 440 kroner, men der er et hav af interessante artikler på den norske hjemmeside ganske gratis.

Gartneren og mesterfotografen

For et par år siden døde en af de mest spændende naturfotografer, jeg er stødt på. Harry Opstrup var gartner i Holte, men hans store interesse var at fotografere naturen med sit Hasselblad-kamera. Ingen kunne som han indfange tågen i en skov en tidlig morgen eller andre af de billeder, vi alle går rundt med inde i hovedet.

Jeg var så heldig, at min far havde to af hans billeder i plakatstørrelse, og ét af dem har nu hængt på min væg i nogle år og talt til mig hver eneste dag. Jeg bliver aldrig træt af det. Der må være noget i det, der taler til underbevidstheden.

Undskyld den mærkelige vinkel, men det var nødvendigt for at undgå at få mig selv med som spejlbillede!

Flere gaver

For et par år siden, begyndte clairvoyanten Jette Harthimmer at lægge interview ud på nettet, og de kan også podcastes. Hun har valgt personer inden for personlig udvikling, clairvoyance, sund kost, simple living, meditation og en masse mere. I øjeblikket ligger der 63 lydfiler til gratis inspiration for alle os andre.

På sin blog fortæller Jette Harthimmer om, hvordan hun fik ideen til at lave interviewene. Nogle af dem er Majbritte Ulrikkeholm, Barbara Berger, Svend Trier, Maya Fridan, indianeren Art Reade, Sofia Manning, Swami Janakananda, Lene Hansson, Rud Grant, Martin Thorborg og Eckhart Tolle.

Kig ind hos Jette Harthimmer, hvis du har en ledig time - og man kan jo også lave huslige sysler, mens man lytter.

Gaveregn

Der er dage, hvor gaverne bare vælter ned over én. I dag har jeg været så heldig at støde på Nynne Pertou på eventyr, en ung dansk pige, der løbende fortæller om sin rejse i Østen. Jeg er fuldstændig væk i hendes billeder og oplevelser:

En anden opdagelse var at løbe ind i Losarinas mor. Det er dejlig blog, jeg anbefaler på det varmeste for hendes forståelse for at lytte til livet.

En udbytterig dag!

Æret være hans minde ...

Det er tilsyneladende kun pæne og helt igennem hæderlige mennesker, der dør - i hvert fald hvis man skal tro nekrologerne. Her i landet er en nekrolog som regel en fuldstændig ukritisk hyldesttale, men sådan er det fx ikke i England. Der gælder ingen regel om, at man ikke må tale ondt om de døde, og en nekrolog kan være temmelig grov.

Nyhedsavisen havde en underholdende artikel om den forskel, der er på vores og englændernes måde at omtale de døde, og den engelske stil er grundlagt af den tidligere nekrologredaktør på Daily Telegraph Hugh Messingberd. I hans tid har man fx kunnet læse følgende nekrolog fra 1991:

Den tredie Lord Moynihan, som er død i Manilla, 55 år gammel, gav igennem sin person og sin karriere skyts til modstanderne af arvesystemet. Hans hovedbeskæftigelse var bongotrommer, bordelvirksomhed, narkosmugling og politimeddeleri.

Nekrologer skrevet som fortællende portrætter er i øvrigt populære både i England og USA.

Kunne vi lære noget af englænderne, eller skal nekrologer kun stryge med hårene?

En ekstra dag

Det er skudår i år, og vi får en ekstra dag forærende. Skuddagen, den 24. februar, falder oven i købet på en søndag i år, så betingelserne for at gøre noget ekstra ud af den kan ikke være bedre. Stærkt inspireret af Naturlig overflod (men uafhængigt af dagen) er her et par ideer til, hvad du kunne bruge denne gave til:

• Rydde op på dit skrivebord



• Bestille sommerfrø



• Skrive et kærlighedsbrev til dig selv og sende det



• Finde et dejligt billede af dig selv som 10-årig og sætte det i en ramme på skrivebordet



• Tage på en kreativ ekskursion - behøver ikke koste noget



• Leje Mit Afrika/læse Karen Blixen



• Læse om feng shui



• Lave en håbsskuffe eller en trøstekiste

Eller et par ting, der nok må vente til mandag:

• Besøge en genbrugsbutik



• Gå på biblioteket og låne noget, du ikke plejer at læse



• Besøge en pladeforretning

Fortsætter du listen?

Så englene synger

For et par år siden opdagede jeg en opskrift, som jeg har været helt vild med siden. Den er fra Arlas opskriftsamling, der er sprængfyldt med spændende retter. Det, jeg godt kan lide, er blandingen af ingefær, chilisauce, lime og ketjap manis. Det giver en udsøgt lækker sauce. Til 4 personer dobler jeg saucen op og bruger to mørbrader - jeg synes tit, der er for lidt sauce i opskrifter. Det er ikke en lynopskrift, vi bruger knapt 1 time til at lave retten. 'Ikke fryseegnet', står der i opskriften. Men det går fint - og så har man en nem ret til senere.

Mørbrad i sød chilisauce

1 stor eller 2 mindre svinemørbrader
1 spsk revet frisk ingefær
½ dl friskpresset limesaft
4 spsk olie
10 forårsløg i 2 cm skrå stykker (ca. 250 g)
2 røde peberfrugter i meget tynde strimler (ca. 250 g)
2 knuste fed hvidløg
2 spsk sød chilisauce
4 spsk ketjap manis (indonesisk sød sojasauce)

Pynt
3 spsk hakkede friske korianderblade
½ dl saltede peanuts eller cashewnødder

Tilbehør
400 g ægnudler eller ris
1 mangofrugt i skiver
1 spsk limesaft

Skær mørbraden i tynde skiver. Kom ingefær og lime over og lad det marinere i ca. 10 min. Opvarm en pande eller wok med 2 spsk af olien. Lynsteg kødet ad to omgange og læg det på fedtsugende papir. Tør evt. panden af og opvarm på ny med resten af olien. Steg forårsløg og peberfrugter i ca. 1 min. Tilsæt det stegte kød, hvidløg, chilisauce og ketjap manis og steg/kog i ca. 2 min. Pynt med peanuts /cashewnødder og koriander.

En sparsom samling

Da min mor var barn - hun var årgang 1925 - samlede hun på nogle små figurer, som jeg overtog, da jeg var en stor pige. Desværre er der kun én tilbage, og den hæger jeg om. Jeg har ryddet op i en masse småting i dag, og pludselig lå den der, den meget lille mand med de meget store øjne, der kan rystes ud og ind.

Hvad var det for nogle figurer? Kender du dem? Hvornår er de fra? Og det er altså en almindelig tændstikæske, ikke en husholdningsæske!

Til ganen og ørerne

En hurtig optælling viser, at min reol er hjemsted for 112 kogebøger i varierende størrelser og tykkelser plus det løse, som man får i nakken eller ind ad brevsprækken. Det er ret beset helt ude af proportion, når man tager i betragtning, hvor meget/lidt tid, jeg bruger i køkkenet, og hvor lidt/meget jeg faktisk eksperimenterer på madfronten. Men kogebogsbladren er et herligt tidsfordriv, og man har jo lov at fantasere.
Latinamerika - Smag & Behag kunne meget vel gå hen og blive nr. 113 i reolen. Jeg har en svaghed for farvestrålende retter fra eksotiske steder på kloden. Det er argentineren Ana Piazzetta, der har samlet opskrifter fra 23 lande, og samtidig giver hun et kulturelt indblik i hvert enkelt land. Hvis det ender med, at jeg lader mig lokke, bliver det for resten min første kogebog med tilhørende cd - 16 sange fra Latinamerika. Det kunne passende være argumentet for at overtale mig selv til at udvide kogebogssamlingen med endnu nummer ...

At tage dig tid til dig selv

Jeg har en bog, som følger mig i tykt og tyndt nu på 9. år: Naturlig overflod - daglige tekster til inspiration og glæde af Sarah Ban Breathnach. Det er en moppedreng på 784 sider, men der er ikke én side for meget i denne meget specielle bog om kvindeliv med daglige tekster af forskellig længde til inspiration og glæde - én til hver dag i året. Det er en form for praktisk vejledning til at finde det skønne i hverdagen, og den handler både om musik, loppemarkeder, mode, økonomi (men ikke på den gængse måde), madlavning, meditation, kreativitet, havedyrkning, følelser og så en hel masse andet. Og egentlig kan jeg ikke se, hvorfor mænd ikke også skulle kunne have glæde af den.
Det er muligt, at den hører hjemme i kategorien 'selvhjælpsbøger', som har en noget kedelig klang. Men vinklen er i hvert fald meget anderledes, og jeg anbefaler bogen på det varmeste. 'At læse Naturlig overflod er at tage sig tid til sig selv', skriver forlaget. Bedre kan det ikke siges.

Mine vilde drømme

Ind imellem har man lov til at drømme vilde drømme - drømme om, hvad man kunne foretage sig af spændende ting. Lige nu fik jeg tanken ved at læse med hos Marianne, der vil have os til at gætte hendes længsler. Hvis jeg skulle komme med mine egne tilbagevendende luftkasteller, som alligevel ikke er helt uden for rækkevidde, kunne det for eksempel være at bo på en husbåd, at gå på den kinesiske mur eller tilbringe et par måneder ved Titicacasøen i Andesbjergene.

Hvad drømmer du om at opleve, hvis du forestiller dig, at alt er muligt?

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det

Der har været en farlig ballade inden for møbelbranchen på det seneste. Et britisk firma fremstiller kopier af blandt andet danske designikoner og sælger dem for en brøkdel af, hvad originalerne koster. Kopien af Arne Jacobsens Ægget kan man få i skindbetrukket udgave for rundt regnet 8.500 kroner, mens den ægte vare vist ikke koster under 60-70.000 - undskyld den upræcise prisangivelse, men de møbelhuse, der sælger Ægget, er meget hemmelighedsfulde med prisen, og det forstår man måske godt, hvis de vil have lokket nogen indenfor i butikken.

I England er kopieringen fuldt lovlig, fordi opretsretten her kun gælder i 25 år - i Danmark er det 100 år. Men reglerne for fri handel inden for EU's grænser gør det lovligt for danske forbrugere at købe kopierne via det britiske firmas hjemmeside. Og ikke nok med det: nu har firmaet planer om at sætte yderligere skub i salget af kopierne ved at indrette et showroom i Danmark. Det er den danske producent af de dyre møbler meget fortørnet over.

Hvad skal man nu mene om det? Kopierne ligner til forveksling, og hvis man ikke interesserer sig specielt for møbeldesign, kan det være svært at se forskel. Men kenderen kan godt se, at der faktisk ikke er tale om helt nøjagtige kopier.

Skal jeg være ærlig, kan jeg ikke blive forarget, og jeg tror ikke på, at der går noget fra de danske firmaer, der fremstiller originalerne. Hvis man er designfreak, vil man have den ægte vare, uanset hvad den koster, og har man ikke råd, giver man afkald. Er man ikke designfreak (men måske lidt af en snob) køber man den billige stol, der fungerer og ligner noget, der er mere værd.

Under alle omstændigheder er det noget rod, at der gælder forskellige regler i de forskellige EU-lande. Og så undrer det mig for resten, at Ilva, som jo opererer helt lovligt i Danmark, i årevis har kunnet sælge billige og næsten tro kopier af Charles og Ray Eames' berømte kontorstole, uden at det er faldet nogen for brystet.

Hvad mener du om sagen?

Mere ukrudt, tak!

Hurra for rugbrødsmotoren, naturgødning, buske og træer. Jeg vidste ikke, at jeg var så trendy.

Har lige set i avisen, at hvis man har have, befrier man atmosfæren for en hel del CO2. Faktisk kan en have på bare 500 kvadratmeter med vildtvoksende planter binde 250 kg CO2 om året, et stort træ binder mellem 50 og 100 - buske og træer binder mere end græs og planter. Har man mange træer og buske, bliver tallet nemt 750 kg om året pr. 500 kvadratmeter. Gøder man derimod planterne med kunstgødning, giver det en udledning på 100 kg CO2. Bruger man en elektrisk græsslåmaskine vil der ikke blive bundet særlig meget CO2.

Jeg holder mere og mere af min økologiske græsslåmaskine.

Punktum

Dagen har stået i oprydningens tegn - at skulle skille sig af med et familiemedlems ejendele, kigge på alt og bestemme, hvad der skulle ske med hver eneste lille genstand. Om noget skulle sælges eller kasseres, hvem der skulle have hvad. Det er et vendepunkt i ens tilværelse at sige farvel til en generation og se i øjnene, at man nu selv befinder sig på den yderste post. Når et meget gammelt og ikke længere raskt menneske dør, er det ikke kun sørgeligt. Men for de voksne børn er det blandt andet forbindelsen til barndommen og til at kunne dele den nogen, der definitivt afskæres, når den sidste af forældrene dør. Det er vemodigt.

I vores alder har man jo sådan set det, man behøver, så det er ikke bare at aftage et helt indbo. Man man må vælge ud, hvad der er plads til, og hvad der passer ind, eller hvad der rummer minder, som skal gemmes.

I dag blev vores hjem især en hel del fotografier og kønne glas rigere - og efter mange overvejelser også en del tøj. Min svigermor havde meget flot tøj. Hun var en smuk, ældre dame - slank og elegant. Nu vil jeg vove at bruge noget af det, for det er så heldigt, at vi brugte samme størrelse. Jeg har aldrig ejet en rød skindfrakke med pelskrave! Og jeg har fået en elegant festjakke, indkøbt til en helt særlig juleaften med Monsieur og hans søster.

Monsieur sidder lige nu og beundrer det gamle fotografiapparat fra 40'erne. Det fremkalder sikkert mange flere billeder, end man skulle tro ...

Man skal stå model til meget

Med jævne mellemrum er der fokus i aviserne på de radmagre modeller. Nu er der udarbejdet et såkaldt etisk charter af Danish Fashion Institute i samarbejde med Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser.

I 2006 døde den uruguayske model Luisel Ramos af et hjertetilfælde under modeugen i Montevideo i Uruguay. Hendes BMI (Body Mass Index) var på 14.5 - langt under de 18,5 der anses for den nedre grænse for at være undervægtig.

Man får lyst til at bede om sine kvalmepiller, som overlæge på Rigshospitalets anoreksiklinik Marianne Hertz siger.

Og man kan jo sagtens lave et katalog med smart tøj og bruge modeller uden standardmagerhed, og som ikke alle er under 25 år. Det viser Gudrun Sjödéns kataloger, der vrimler med modeller i alle aldre, farver og tykkelser. Hun bruger rask væk kvinder på omkring 70 år, og de er skønne at se på.

Nogen, der er uenig?

Stød eller ikke stød?

Somme tider hører man et ord i radio eller tv, og man fatter ikke, hvorfor det bliver udtalt på den måde.

Sådan har jeg det med ordet amerikaner, som i de senere år mere og mere udtales uden stød i næstsidste stavelse. Jeg begriber det ikke, og det kan gøre mig vildt irriteret, selv om det måske i virkeligheden er mig, der bare ikke følger med tiden. Man synes jo, at ordene skal udtales på den måde, man er vokset op med.

Jeg har det på samme måde med navnet Maria - men hvad der er rigtigt og forkert her afhænger vist nok af, om man kommer fra øst eller vest for Store Bælt. Johanne har i min verden også stød på næstsidste stavelse, men ikke i min venindes. Hun har en datter, der hedder Johanne uden stød.

Hvordan siger du amerikaner - med eller uden stød?

Har vi flere liv?

For nogle år siden så jeg en tv-udsendelse om 'hypnotisk regression', der gjorde et stort indtryk på mig. Den var lavet af den australske psykoterapeut Peter Ramster, der havde ført over 1000 personer tilbage til et tidligere liv.

Nogle af tilfældene var særligt overbevisende. Det var ganske almindelige kvinder fra Sydney, der aldrig havde været uden for Australien. En af dem havde levet i tiden omkring den franske revolution sidst i 1700-tallet, en anden i Nazityskland i perioden 1938-43, hvor hun som teenager blandt andet havde oplevet Krystalnatten og opholdt sig i en KZ-'Vernichtungslager'. Hun kunne beskrive lokale forhold meget detaljeret, og alt blev bekræftet af lokale kontrollanter, dokumenter, gamle kort og arkitekttegninger, hvor der var sket ombygninger. Begge kvinder var i stand til at 'vise rundt' og finde frem til gamle opholdssteder og bopæle på lokaliteter, som de umuligt kunne have kendskab til fra deres nuværende liv, hvor de aldrig havde været uden for Australien.

Kvinden, der 'vendte tilbage' til Frankrig, talte fransk under hypnosen, oven i købet uden accent og med gammeldags udtale.

Den australske advokat Victor Zammit nævner i sin bog A Lawyer Presents the Case for the Afterlife også Peter Ramsters udsendelse.

Hele bogen kan læses her, og kapitlet om reinkarnation her.

Men det er billigt

For fem år siden hørte jeg radiodokumentaren Tøjslaverne fra Burma første gang, og jeg var rystet over at høre om de forhold, man byder arbejderne i tøjindustrien i den del af verden. I formiddags blev programmet genudsendt - intet har med andre ord ændret sig.

Store danske og udenlandske tøjfirmaer får deres tøj syet i Thailand på fabrikker af tusindvis af eksilburmesere. Både Tommy Hilfiger og den skandinaviske tøjkoncern Melka har taget en beslutning om at arbejde etisk korrekt og sikre, at deres ansatte får en menneskelig behandling. Alligevel bliver arbejderne behandlet som slaver med 12-15 timers arbejdsdag og én fridag om måneden. Toiletbesøg er kun tilladt to gange på en arbejdsdag - tredje gang vanker der prygl. Lønnen er 8 kroner om dagen, og arbejdsugen er på syv dage. Ferie er et ukendt begreb.

Man får åndenød, men udsendelsen er fremragende. Du kan høre den på nettet her.

Ny profil på nettet

Det er jo ikke hver dag, man får ny stol - i hvert fald ikke når man er kat. Men når ens personale har hang til loppemarkeder, kan man jo være heldig. Faktisk manglede der ikke kattestole i huset, men der var ingen, der havde så tyk og blød en pude og så smukt svungne kurver, løvefødder og gesvejsninger. Først nu kommer ens profil rigtig til sin ret i februarsolen!

Radiobøffer

Som radiomedarbejder kommer man automatisk til at lægge øre til de mest utrolige fortalelser. De fleste af dem bliver fanget inden udsendelsen går i luften, men det kan af gode grunde ikke lade sig gøre med direkte programmer. Bøfferne er selvsagt samlerobjekter for enhver radionørd, og jeg har kolleger, der har hundredevis af dem liggende på bånd - pinlige ord, der har sneget sig ind i en radioavis, studieværters eder og forbandelser over egne fejl, hvor de har troet, at der var lukket for mikrofonen, træden vande, mens der ledes efter manuskripter osv. osv. Selv har jeg på en vagt nytårsaften for mange år siden oplevet, at de to nyhedsoplæsere drillede hinanden, så det var umuligt for dem at sige én fornuftig sætning med det resultat, at radioavisen for det meste bestod af grådkvalte hulk af grin. Højst uheldigt, fordi det var en snevinter, hvor folk sad fast og hundefrøs i driverne, mens de ventede på bæltekøretøjer, der skulle komme og hjælpe dem fri.

Men den slags gør sig ikke på tryk - det skal høres, og det er der heldigvis mulighed for når som helst, man lyster, takket være nettet. Enjoy!

Ugens ekskursion

Igen i dag har vi været turister i vores forhenværende egen by. Første billede i reportagen mangler, for udgangspunktet var parkeringskælderen på Israels Plads, og her sætter jeg aldrig mine dæk igen - mage til klaustrofobisk sted har jeg sjældent oplevet! Herefter førte apostlenes heste os ned gennem Købmagergade, Strøget, Nyhavn ...

... og Bredgade forbi Marmorkirken ...

... og ned til Kunstindustrimuseet og Grønnegården ...

... hvor vi vi straks opsøgte cafeen. Jeg skal skåne dig for de mundvandsfremkaldende billeder af maden, men den var yderst delikat, og jeg må på det mest gastronomiske anbefale stedet, som man sagtens kan frekventere uden at købe billet til udstillingen. Det gjorde vi nu, for det var den, der var målet for vores ekskursion.

Vi tog hele turen fra det gamle Kina gennem middelalderen, inklusive det smukke franske tæppe her med det gotiske tidselmotiv fra cirka år 1500.

For min skyld måtte det godt hænge i min stue, og når vi nu er i gang ...

... aftager jeg også gerne et par prøver på Thorvald Bindesbølls keramik fra lige omkring 1900. For resten var Regitze også kommet på museum ...

eller i hvert fald hendes armbånd. Og så glemte jeg lige indgangen ...

... som jeg åbenbart ikke var den eneste, der havde lyst til at fotografere. Den forfængelige Monsieur, hvis hårpragt for det meste stadig er intakt, har forlangt, at jeg udtrykkeligt gør opmærksom på, at det ikke er hans måne, der er fri udsigt til her.

Men solen skinnede hele eftermiddagen!

Afgiftning

Eventuelle trofaste læsere vil vide, at kostens betydning for vores helbred er et emne, der optager mig lidenskabeligt. Jeg er så at sige flasket op med det - både min mor og min mormor var husholdningslærere, men der er sandelig sket noget, siden min mormor regerede på Holte Husholdningsskole.

Det er en gyser at læse Detox dit liv - Damore-metoden, men en gyser på den gode måde. Monsieur og jeg tager et par afsnit hver morgen som højtlæsning i bilen på vej til arbejde. Vi er nu 80 sider inde i bogen, og jeg vil gerne anbefale den til folk med stærke nerver, som gerne vil vide, hvad det er, vi spiser, har på, indånder og omgiver os med. Selv jeg, der har gransket en del i den slags, er temmelig rystet.

Det handler om bromerede flammehæmmere, arsen, PFC, pesticider, kunstige duftstoffer, cadmium, bly, kviksølv og ptalater, som vi risikerer ryger lige videre til børn og børnebørn.

Ikke fordi jeg bliver sponsoreret, men det lader til at være en god idé at lægge sine indkøb hos Hennes & Mauritz, Ikea og Nokia til en begyndelse. Alle tre bliver frikendt for at anvende farlige stoffer.

Mere om Damore-metoden her.

En god ven

Vi har to dompap-par i haven her i vinter. De er en fryd for øjet med deres dejlige farver. Hannen her bliver endnu mere karminrød, når yngletiden nærmer sig. Hvert forår har vi dompap-unger, de ligner hunnen, men har ikke hendes sorte kalot på hovedet.

Jeg fodrer dem med solsikkefrø, og dompappen er en af de fuglearter, jeg er allergladest for i haven på grund af den smukke farve. De danner par for livet. For nogle år siden mistede én af vores hanner sin mage, og det resulterede i, at han mistede sin røde farve - der var ikke brug for den længere, nu hvor han ikke havde konen mere.

Og nu jeg er i gang: spætten bliver jeg heller aldrig træt af!

Krut og palmer

Min ferie-tirsdag er blevet brugt til cafébesøg med en dejlig veninde. Efter frokost inklusive et par timers snak og grin på Krut's Karport spadserede vi gennem Botanisk Have og beundrede de smukke væksthuse. Det er pinligt at skulle indrømme det, men jeg har aldrig været der før - til gengæld bliver det ikke sidste gang. Et flot og stemningsfuldt sted - Kew Gardens i miniformat. De runde væksthuse ligger på rad og række med forskellige klimaer, og det er en helt speciel fornemmelse pludselig at befinde sig i de varme og fugtige troper på en råkold eftermiddag i februar.



Man kan både købe de smukke plakater og poser med spændende frø - men det må jeg undersøge nærmere næste gang.


Jeg glæder mig til at opleve Botanisk Have igen til sommer, når alle planterne udenfor er sprunget ud!

FairNok

Livsstilsmagasiner er ikke lige det, jeg gør mest i, men i dag lå FairNok henne på vaskeriet til fri afbenyttelse. Temaet var kakao kloden rundt, og nu ved jeg:

• At chokolade er sprængfyldt med antioxidanter, kobber, magnesium og jern, når chokoladen er mørk nok.


• Ifølge Hjerteforeningen forebygger chokolade muligvis kræft og hjerte-kar-sygdomme.


• Det er en dødssynd i ordets bogstaveligste forstand at dele chokoladen med katten, hunden eller kanariefuglen. De kan ikke nedbryde theobrominen i chokoladen og kan i værste fald dø af det.


• Belgierne ligger på førstepladsen, hvad chokoladespisning angår, med 10,74 kg om året pr. mand - vi er nummer 7 med 7,13 kg, og en kineser kan nøjes med 0,12 kg.

Skal jeg være helt ærlig, vidste jeg godt det meste af det i forvejen, men jeg kendte ikke chokoladens historie i detaljer fra 1100 f. Kr. Det gør jeg nu.
Jeg vidste heller ikke, at Danmark er det land i Vesten, hvor der er flest børn under 18 år, der arbejder, og at det ikke er længe siden, at danske børn havde fuldtidsarbejde på linje med børn i u-lande.

Se, så synes jeg pludselig, det giver mening at læse et livsstilsmagasin. Og så gør det jo ikke noget, at layoutet og billedsiden også er en oplevelse.

Man kan tage FairNok i Irma eller udvalgte SuperBrugsen'er og i cafeer og virksomheder, der handler med Max Havelaar-mærkede produkter. Ellers kan man læse det online, eller man kan få 4 numre om året ind ad brevsprækken for 120 kroner.

Det kunne jeg godt finde på.

Balladen om Anna Castberg

I går, da jeg besøgte Arken for første gang, kom jeg til at tænke på Anna Castberg og slog hende op på Wikipedia. Her står:

I 1993 blev udlandsdanskeren Anna Castberg udset til at være leder af det planlagte museum Arken i Ishøj på Københavns vestegn. Arken skulle være museum for moderne kunst.

I marts 1996 blev museet officielt indviet. I september samme år blev Anna Castberg tvunget til at fratræde sin stilling. Det viste sig senere, at hun havde løjet om sine kvalifikationer.

Forkert! Anna Castberg havde løjet om sine eksaminer, ikke om sine kvalifikationer. Men i det eksamensglade Danmark er vi tilbøjelige til at bruge de to ord synonymt, fordi vi forudsætter, at kvalifikationer også kræver en eksamen. Sagen var jo, at Anna Castberg bestred sit job glimrende, indtil der var nogen, der opdagede, at hun ikke havde de papirer, man traditionelt kræver af en person, man ansætter i så prestigefyldt en stilling.

Da det kom frem, at Anna Castberg var selvlært, var fanden pludselig løs. Godt nok havde hun overskredet budgettet med en lille million, men den slags har man hørt om før, uden at det har fået konsekvenser. Anna Castberg måtte gå som direktør, fordi hun havde fiflet med sit cv, ikke af nogen anden grund. Faktisk havde hun med sin farverige personlighed været exceptionelt god til at skaffe museet international omtale, men hun fik ikke chancen for at rette op på budgettet, sådan som hun sandsynligvis ville have fået, hvis hun havde haft de rigtige papirer.

Nu taler man om 'skandalen på Arken'. Efter min mening bestod den egentlige skandale i, at man fyrede Anna Castberg alene på grund af en formalitet.

Og hvad skete der for resten med de tre lokalpolitikere, der ansatte Anna Castberg til stillingen? Hvem var mest inkompetent - dem eller hende?

En søndag på landet

Planen blev til allerede sidste forår under et blogtræf i min have med Krøyers Hip Hip Hurra-maleri som forbillede. Det var Regitze, der fik den indlysende idé: vi skulle da se det ægte billede sammen engang!

Endelig i dag blev planen en realitet. Kunstmuseet Arken havde været så venlig at arrangere en udstilling om Skagensmalerne, sådan at vi kun behøvede at tage til Ishøj.

Det var første gang, jeg selv betrådte museumsbygningen, som ikke just vandt mit hjerte - for meget stål og beton og for lidt lys på én gang. Men Hip Hip Hurra fornægter sig ikke. At det er et mesterværk er man ikke i tvivl om, når man har det lige foran sig. Og Skagensmalerne bliver jeg aldrig træt af - og så så mange på én gang. Fin udstilling!

Prikken over i'et var den efterfølgende frokost i landlig idyl, hvor Claus havde fremtryllet ret på ret i sit nye, selvgjorte køkken - Monsieur og jeg var mere end enige om at springe aftensmaden over, da vi kom hjem.

Tak Claus, Regitze, Donald, Mads og Misse for en uforglemmelig eftermiddag med løftet stemning og højt til loftet!

Det var dengang

Det øredøvende tordenvejr torsdag nat fik mig pludselig til at tænke tilbage på min ungdom, da jeg var med til at lave radioteater. Uvejr var en yndet lydeffekt i radiospillene, som ikke var så ligetil at fremskaffe dengang. Men man producerede selv lydene med store tordenplader af metal, som man rystede, og en vindmaskine, som bestod af en stor cylinder, der var spændt et stykke lærred ud over, og som man drejede rundt med et håndsving, så det lød som en susen. Havde man brug for lyden af en lussing, indkøbte man på forhånd et stykke råt kød, man kunne klaske løs på, og faktisk lød det alt sammen meget naturtro. De gamle hørespilstudier var også forsynet med en dør i en ramme, der stod frit i rummet, som man brugte, når en stuedør skulle åbnes eller lukkes, en trappe, der førte op til ingenting, når der skulle lyde trin på en trappe, og en kasse med grus, som skuespillerne gik i, når handlingen foregik ude på landet. Flere maskiner til lydeffekter her.

I dag finder man lyden på en cd eller en fil - så længe det varer, for drama er en truet kunstart i DR.

Da jeg - desværre forgæves - forsøgte at finde et billede på Google til at illustrere indlægget her med, faldt jeg helt tilfældigt over radioteater.dk, som jeg aldrig før har hørt om. Den er oprettet af entusiastiske privatpersoner, der interesserer sig for emnet og samler på gamle radiospil og artikler om radiodramatik og forsøger at skabe kontakt mellem radiointeresserede. Kig engang, hvis du har de samme tilbøjeligheder. Sitet indeholder blandt andet en database over radiospil produceret af DR. Den er under stadig opbygning og indeholder i øjeblikket over 1300 poster, man kan søge på. Imponerende!

Men der produceres altså stadig nye radiospil, og de kan oven i købet høres på nettet. Hvis du er til krimi, kan du lige for tiden høre dramatiseringen af Sara Blædels roman Kald mig prinsesse i fire afsnit.

Siger radioteatret dig noget?

Nej, det er ikke løgn II

Til min store lettelse har jeg lige læst, at den udvisningstruede kenyanske kvinde Kiki og hendes danske mand, som jeg skrev om her, i sidste øjeblik er blevet tilbudt en bolig, der opfylder kravet om mindst 60 kvadratmeter. Kiki skulle nu være sikret mod at blive udvist af Danmark den 8. februar, sådan som integrationsministeriet havde varslet.

Det har været en gyser at læse om det pres, familien har været udsat for, og det er godt at vide, at det faktisk af og til kan lade sig gøre at trænge igennem skankepaveri af værste skuffe.

Link.

At følge med tiden

'Jo længere jeg lever, jo kortere er der mellem mine nytårsaftner', skrev Frederik Dessau i en kronik forleden dag. Det kan jeg tilslutte mig hundrede procent. Tid er en mærkelig elastisk størrelse, for den kan både føles alt for kort og alt for lang. Barndommens sommerferier var endeløse, men nu synes jeg, at mine ferier drøner af sted.

Har din tidsopfattelse også ændret sig med tiden?

Bortset fra det: fra i dag har jeg ferie i en uge, og det kommer sikkert til at gå ud over aktiviteten her på bloggen. Nej, vi skal ikke ud at rejse, men vi har en del praktiske projekter, der ikke er til at snige sig udenom.

Jeg glæder mig nu alligevel!

What a night

Nætter har bare at være stille og rolige, så man kan sove i fred. Men der var noget, der var gået helt galt dér, hvor jeg tilbringer mine nætter. Ikke nok med, at det stormede, så hus og træer var ved at lette - klokken to begyndte et tordenvejr af dimensioner, jeg aldrig har oplevet før. Det bragede og lynede festligt med brøkdele af et sekunds mellemrum, så det var tæt på, og jeg tvivler på, at lydniveauet var på den rigtige side af de 120dB. En stiv time stod det på, og så kostede det lige en time til at falde i søvn igen. Kattene var rystede.

Som et ekstra krydderi lå der et tykt lag sne over det hele her til morgen, og vi var spændt på, hvordan den daglige rejse på landevejen fra Nordsjælland til Amager ville forløbe. Men ti kilometer fra os havde nogen åbenbart spændt en snor ud og sagt 'hertil og ikke længere!' Resten af vejen var der i hvert fald dejlig snefrit.

Og for min skyld behøver vi ikke mere sne i år. Eller torden og lynild for den sags skyld.

Hvordan var vejret hos dig i nat?