Gamle billeder

Her er lille jeg sammen med fætter Morten og fætter Mikkel. Min far, der var familiens fotograf og selv lavede billeder i sit mørkekammer, må have ment, at det var et godt motiv.

Når jeg i dag ser sort-hvide billeder fra en tid, hvor farvefotografering ikke rigtig var slået igennem hos amatørfotografer, synes jeg, at de har deres egen helt særlige charme, og det er lige ved, at man ikke savner farverne.

I min barndom var det almindeligt at blive fotograferet hvert år hos fotograf Kehlet. I hans fotografiske atelier på Strøget blev der taget utallige billeder af børn, og mange forældre fik deres børn fotografere en gang om året, indtil de blev 18 år, hvor de så fik et album med alle billederne. Min mor og hendes søskende fik sådant et, og det samme gjorde min bror og jeg.

Min far har fortalt mig, at han engang viste min mors livsalbum til en dame
i familiekredsen, og da hun så billederne, sagde hun: 'Sådan et har jeg også haft, men jeg har smidt det væk!'. På min fars spørgsmål om, hvordan hun dog kunne gøre det, sagde hun: 'Jeg var som barn rødhåret, fregnet og skeløjet, og værre kunne det ikke blive. Det var ondt af min forældre at hive mig ind til en fotograf hvert år!'.

Ak ja, man kan jo sagtens sætte sig ind i pigens problem, men det hører med til historien, at hun som voksen blev en nydelig dame.