lørdag, august 22, 2009

Sol og dragefrugt

Dessert
Godmorgen! Ih hvor jeg nyder at sove længe - det er nu rart at sove, til man vågner uden et kimende ur, der hundser med en. Selv om jeg holder af hverdagen, som Dan Turèll gjorde, holder jeg nu endnu mere af mine fridage.

I dag får jeg mine to ungdomsveninder på besøg. Vi skiftes til at besøge hinanden cirka en gang om måneden og har gjort det i årevis. Det er noget ganske særligt at følge med i andres liv på så tæt hold, at kende deres børn og nu deres små børnebørn. Jeg tror, vi skal have denne dessert med dragefrugt. Den hedder også pitahaya og ser fantastisk ud. Udenpå er den rød med grønne dutter, der stikker ud. Og inden i er den prikket, som det ses her. Den smager lidt blomsteragtigt, og gør sig mest via det flotte syn til en dessert – her er det hyldeblomstsorbet med druer.

Solen skinner ind gennem træerne og giver håb om en smuk sensommerlørdag. DMI lover 20 grader, så jeg tror, vi i hvert fald kan drikke kaffe ude på terrassen ved siden af den blege hortensia.

Rigtig god lørdag til jer, der læser med!