Giftfri tænder, tak

Som nævnt er jeg for tiden optaget af Ninka-Bernadette Mauritsons bog Kernesund familie - sådan. Den handler om meget andet, end hvad vi spiser, og hvad vi kommer i munden. Den handler også om, hvad tandlæger kommer i munden på os, og det er noget af en gyser! I bogen siger tandlæge Bent Christensen, Klinik for Tandsundhed i Horsens, blandt andet:

Ifølge Tandlægeforeningen er amalgam et giftstof. Men kun inden det kommer i munden og efter det er ude igen, hvor det betegnes som skadeligt for miljøet. Ikke imens det sidder i munden på os. Det er der ingen logik i.

Det kan man vel dårligt være uenig med ham i. Jeg skal i hvert fald ikke have flere end de tre amalgamfyldninger, jeg allerede har, og nu overvejer jeg alvorligt at få dem fjernet, hvad der ikke er helt enkelt. Her og her er der interessant læsning om amalgamsanering - og plastfyldninger er lige så stærke!

Har du en mening om den sag?

Jeg - en lysvampyr

Det gik ellers lige så godt. Men nu har jeg fået at vide, at jeg skal rykke ud af mit dejlige, lyse lydstudie, som endda også har en stor dør ud til det fri. Det rum, jeg skal flytte ind i, har kun et mikroskopisk vindue - ikke ud til verden, men ud til et andet rum. Og ulykken har ingen ende: fra min arbejdsplads, kan jeg ikke engang se ud af vinduet. Jeg skal med andre ord sidde i kunstigt lys otte timer om dagen, og tanken er næsten ikke til at bære for en lysvampyr som mig - selv om jeg ikke har opgivet kampen om at beholde mit rum endnu!

Jeg aner klaustrofobien lige om hjørnet.

Og så er det, jeg gerne vil spørge jer derude, om I har kendskab til dagslyslamper, der kan bruges - de skal altså give meget lys, men jo uden at man blændes.

Intrigante kvinder

I fredags tog jeg Metroen ind til min tandlæge i København, og transporttiden fordrev jeg med at bladre gratisaviserne igennem - dem jeg ellers aldrig ser, fordi jeg plejer at køre i bil, og som jeg hører så meget grimt om. Men jeg blev indfanget af en overskrift i farten:

Kvinder giver ballade
Når kvinder er i overtal på en arbejdsplads, medfører det flere konflikter og bagtaleri, viser en ny norsk undersøgelse ifølge fpn.dk. Løsningen er dog ikke at lade mændene være i overtal, for undersøgelsen viser også, at en arbejdsplads med en jævn kønsfordeling giver færrest konflikter.

Først blev jeg så forarget, at det var lige før jeg hoppede i sædet (det ville have tiltrukket sig opmærksomhed, for det var et af de sæder, der smækker op med et brag!). Da adrenalinet igen var faldet til et rimeligt niveau, begyndte jeg at tænke efter og begav mig en tur tilbage i tankerne gennem skiftende redaktioner og afdelinger på min arbejdsplads. Og nedslået må jeg se i øjnene, at for mig har det desværre været helt sandt.

Hvad er din erfaring med arbejdspladser, hvor kvinder er i overtal?

Boligreportage

Jeg har lyst til at invitere jer til en lille leg om, hvordan vi har valgt at indrette os. For at gøre det ekstra svært/let må man bruge 25 ord til at beskrive sit hjem.

Mit hjem kan for eksempel beskrives sådan, hvis man kiggede ind gennem dørspionen (som jeg ikke har):

80 kvadratmeter, hvide vægge, brændeovn, ingen vaskemaskine, glastagsentre, bondekøkken, kurvemøbler, naturfarver, patchwork, afrikanske figurer, kig til kip, bøger, cd'er, planter, afsyret kommode, plisserede lampeskærme, Pernilla.

Har I lyst til at være med?

Musik-apoteket

Vi abonnerer på Politiken og får gratis Frederiksborg Amts Avis med i købet. Der finder jeg ofte anderledes og spændende artikler. I dagens avis faldt jeg over en artikel om musik som terapi.

Den norske psykolog og professor Even Ruud har i flere år forsket i musikkens helbredende virkninger. Ifølge ham er er det et faktum, at musik kan virke afspændende, lindre smerter og reducere angst og stress. Ud over at være psykolog er Even Ruud også musikuddannet med klaver som instrument. Senest har han lavet en undersøgelse over musikens betydning for langtidssygemeldte, og det viser sig, at de, der lytter til musik, har en langt bedre livskvalitet og kommer hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.

Langtidssygemeldte i Norge koster samfundet cirka 42 milliarder kroner - og nogle af dem var måske givet godt ud på musikterapi. For de færreste ved, at musik har helbredende kræfter, selv om vi alle ved, at kost og motion har.

Mange ville have større udbytte af at gå i en pladeforretning end at gå på apoteket - det er endda både billigere og bedre! Even Ruud anbefaler, at vi har mapper med vores eget musikalske husapotek på MP3-afspilleren. Det kan ersatte både medicin og piller og er langt at foretrække. Han bruger selv Keith Jarrett og har i en sorgperiode haft stort udbytte af at lytte til Toots Thielemanns. Det havde dog den ulempe, at han ikke kan lytte til ham mere uden at komme til at tænke på den epoke i sit liv.

Har du også erfaringer med, at musik virker som balsam på dig?

Yrk!

Det får indvoldene til at krympe sig, mavesyren til at stige op i spiserøret, og det bliver endnu værre, hvis man føler sig forpligtet til at lade, som om det smager pragtfuldt.

Sådan har jeg det med fisk og skaldyr og til dels med indmad, selv om jeg gerne spiser pateer og postejer - her skal det bare camoufleres lidt. Det er så træls at være ude til middag og få en forret sat foran sig, som man bare ikke kan få ned. Da jeg var barn, satte jeg engang noget tun op under et bord - der var en lille hylde under værtsparrets bord - og sagde det aldrig til nogen. Men jeg gjorde det kun denne ene gang, for siden har jeg øvet mig i at sige rent ud, at der er visse ting, jeg ikke spiser. Og den taktik er lykkedes. Bliver jeg inviteret ud til nogen for første gang, fortæller jeg forsigtigt, at sådan er jeg. Og jeg har faktisk aldrig hørt nogen blive fornærmet af den grund - selv om jeg jo ikke kan vide, hvad de tænker. Jeg får det, som jeg vil have det.

Men besværligt er det søreme. Alt sammen bare fordi en viljestærk mormor tvang rejer i en lille 5-års pige med en ufølsomhed, der var grænseoverskridende. Jeg ser det stadig for mig og mærker fornedrelsen. Et ægte traume!

Er der også ting, du simpelt hen ikke kan spise?

Kom frit frem!

Jeg er blevet nysgerrig. Bedst som man sidder og studerer sin besøgsstatistik (jeg bruger Statcounter), dukker der eksotiske flag op rundt om i kolonnerne. De fleste fremmede fugle er selvfølgelig havnet på ens blog ved en fejltagelse, men så er der også nogle IP-numre fra USA, Rumænien, Tyskland, Sydafika, Frankrig, Spanien, New Zealand og Malaysia, der bliver ved med at vende tilbage, men som aldrig giver lyd fra sig - udover de to fra Irland og Belgien, som jeg ved hvem er, og som kommenterer flittigt.

Men hvem er I andre? Ja, det er et selvmodsigende spørgsmål, når det karakteristiske jo netop er, at I aldrig efterlader kommentarer, men hvor ville jeg gerne vide det. Er I danskere, der er bosat eller udstationeret i det store udland? I har helt sikkert en vanvittig spændende historie i bagagen. Kom nu, er der ikke nogen er jer, der har lyst til at fortælle?

Og hvad med jer, mine medbloggere, har I også blinde passagerer i statistikken?

Oplevelsesgaven

Min far er museumsgænger om en hals, men han er ikke så mobil længere. Derfor var min fødselsdagsgave til ham en tur i byen omkring Den Hirschsprungske Samling og frokost et passende sted. Jeg deler hans interesse for Skagensmalerne, så jeg slog to fluer med ét smæk.

Selve museumsbygningen er et dejligt sted at opholde sig, og dekorationerne i loft, på vægge og i gulv er kunstværker i sig selv.

Heldigvis nåede vi kun at se en brøkdel af samlingen. Jeg har nemlig en aftale lige om lidt med nogle gode venner om at studere P. S. Krøyer i enkeltheder.

De forbudte trin

Har du det også sådan, at én bestemt film har gjort et uudsletteligt indtryk på dig?

Strictly Ballroom gør det, hver gang jeg ser den, og det har jeg gjort temmelig mange gange, siden jeg så den første gang til premieren i 1992. Allerede fjorten dage efter måtte jeg ind og se den igen. Nu har jeg den stående i reolen, hvis jeg skulle få brug for et langvarigt smil, lydsporet har jeg også liggende, og plakaten med Paul Mercurio og Tara Morice hænger på væggen til at minde mig om det.

Scott er en ung, eminent danser, der insisterer på at danse på sin egen måde til den store konkurrence. Desværre har hans dansepartner lige droppet ham, og der er ingen, der har lyst til at være hans partner, for han er bare for meget. Det er ved at tage livet af hans mor, som ejer den danseskole, hvor han arbejder som lærer, og hun kæmper for at få ham til at danse ordentligt - strictly ballroom - så han kan vinde konkurrencen. Scotts far er en resigneret tøffelhelt, der ikke blander sig. Han er selv gammel dansestjerne og har travlt med at drømme sig tilbage til sin egen storhedstid - det gør han ved at danse med sig selv om natten, når ingen ser det.

I sidste øjeblik inden konkurrencen lykkes det Scott at finde en partner. Hun er elev på danseskolen, og i hans mors øjne er hun alt for ordinær og klodset til, at man kan tage hende alvorligt. Men vil hun alligevel få chancen, og kan hun nå at blive god nok? Vil det lykkes Scott at åbne andres øjne for hans uortodokse dansetrin? Vil hans mor få sin vilje? Vil hans far ende på en galeanstalt?

Der er både typer, man kan elske og hade i Strictly Ballroom. Stilen er konsekvent grotesk med vanvittige flashbacks, skuespillerne er suveræne, klipningen og rytmen har jeg aldrig set bedre, musikken er overdådig, og det hele går op i en højere enhed (undskyld klicheen, men jeg kan ikke finde et mere dækkende udtryk). Det er ikke bare en film om dans, det er også en Askepothistorie, en historie om to, der elsker hinanden, om kærlighed kontra opstyltethed, gennemsyret af humor - og syret i det hele taget.

Hvis du ikke har set den, så gør det!

Dagens spørgsmål: hvad er din yndlingsfilm?

Stiløvelse

Jeg kom til at tænke på, at den måde, vi klæder os på, egentlig siger ret meget om os. Og vi har nok alle en foretrukken stil, selv om vi ind imellem skejer lidt ud. Når jeg kommer hjem med et nyt fund, siger Monsieur som regel: 'Du skulle have været keramiker. Har du for resten ikke én magen til?'. Det er ikke uvenligt ment, og jeg får som regel også en kompliment, men han har nok ret i, at min 'uniform' ikke varierer voldsomt.

Jeg går ikke ret meget i cowboybukser, selv om jeg har flere par. Cowboybukser kan være smarte - jeg føler mig bare ikke helt tilpas i dem, uden at jeg ved hvorfor. Jeg går mest i lange bukser, stramme. Og alle naturfarver er mine foretrukne.

I dag har jeg en cowboynederdel på med håndmalede blomster i helt afdæmpede farver, korte, flade sorte støvler med lynlås foran, og en sort løst strikket bluse med stor halsudskæring. Sorte strømper og tykke, grå sokker udenpå i støvlerne. Om halsen en lædersnor med en sten i, som jeg har fundet på stranden i Liseleje. I ørerne ret store, runde sølvringe og på højre hånd min vielsesring i hvidguld - helt enkel. Mit ur er et herreur fra Georg Jensen (købt engang i min ungdom for en uventet arv). Og så bare et stort, afrikansk tørklæde i sort, med brune og hvide batikmønstre svøbt om halsen. Jeg er meget glad for etniske ting, min taske er en afrikansk kurvetaske med læderhanke og lynlås.

Hvad har du på lige nu? Og hvorfor lige det? Hvad er din stil?

Farverig søndag

Invitationen lød på sammenskudsgilde i anledning af Runes 24-års fødselsdag klokken 13 på Bellevue. Lige mig, som elsker at se min kulørte familie til ustrukureret sammenkomst! Vi medbragte gave: 1000 Places to See Before You Die og de drikkevarer, som var vores del af tjansen. Og sammen med en snes andre gæster spiste vi frokost med udsigt over Øresund fra vinduet. Kusine, fætter, fætters halvbrors fraskilte kone og to børn, moster, onkel og tante, Runes fraskilte forældre og venner ... Kan du følge med? Det kan jeg næsten heller ikke.

Først skulle jordomrejsefætter hentes og ærinder gøres for ham, for han har ikke bil for tiden, og gasflasker er tunge. Men det viste sig, at der også var en mus, der skulle have et lift, fordi moster gerne vil have sådan én i et bur. Den skulle så lige hentes hos jordomrejsefætters bror, der havde fanget den i morges under sofaen i Tisvilde, hvor han lå og rekonvalescerede efter en diskusprolapsoperation.

Da vi endelig ankommer til selskabet, kun lidt forsinket, står der en trettenårig skønhed med en rotte ved navn Askepot på skulderen og siger goddag. Så var der ellers mad i lange baner, dansk frokost plus momo, en mongolsk ret, her i tibetansk udgave fremtryllet af Runes ven David, der kan sådan noget.

Snakken gik til den ene side om studium, legatansøgninger og studiejob som telefonsælger, til den anden side om brændestabling og fuldtidsjob som skovarbejder.

Afslutningsvis gåtur i Dyrehaven, farvel og ønske om god vind til jordomrejsefætter, som drager af sted igen om et par dage.

Vi tog Strandvejen hjem hele vejen langs kysten i adstadigt tempo for at fordøje indtrykkene i ro og mag.

Apropos fordøjelse er vi lige blevet enige om at springe aftensmaden over.

Et ømtåleligt emne

Jeg har haft mange overvejelser, før jeg lagde dette indlæg på, for kan man tillade sig at skrive om og blande sig i andres drikkevaner? Jeg er kommet frem til, at det synes jeg godt man kan, hvis man forsøger at gøre det på en ordentlig måde.

Sagen er, at jeg har problemer med at tackle den måde, en af mine venner omgås vin og spiritus på. Jeg pudser ikke nogen glorie, overhovedet ikke, og jeg elsker at være sammen med venner og bekendte over nogle gode glas. Der er bare det, at nogle mennesker ændrer sig og bliver mindre spændende at være sammen med efter for mange glas. Jeg har måttet opgive et vennepar, hvor drikkekulturen var alt for langt fra min egen, og hvor jeg den ene gang efter den anden med et stift smil måtte høre på de samme 'sjove' historier, som efterhånden var blevet til sørgelige påmindelser om, hvor hård spiritus er ved hjernen. Hukommelsen var simpelt hen forsvundet ud i den blå luft. Og hvis ens venner aldrig aner, hvad man har talt om sidst, hvad er så meningen med at ses? Et venskab bygger på gensidighed og interesse for, hvad andre siger og foretager sig.

En af mine meget gode venner er nu ude i noget, hvor jeg slet ikke kan være med længere. Det er ikke kun hukommelsen, der er væk - fornuften, livsglæden, overskuddet er også gået fløjten, men vedkommende kan ikke selv se problemet. Jeg har forsøgt at udtænke en redning, men jeg har måttet erkende, at det magter jeg ikke. Og det piner mig.

Er der nogen af jer andre, der har erfaringer enten fra jeres private liv eller via jeres job eller uddannelse og ved, hvordan man kan gribe den slags an?

Hvor er du, Jas?

Jas er vores aldrende hankat, som aldrig er blevet fuldstændig tam. For eksempel kan vi ikke tage ham op. Han var en næsten vild kat, der gik for lud og koldt vand, da vi adopterede ham i det tidlige forår 2002. Allerede da var han fuldvoksen, men mager og med en mat pels af at leve efter de forhåndenværende søms og krummers princip. Måske er han en efterladt sommerhuskat, eller måske er han en, der aldrig har haft en familie, der tog sig af ham, før vi kom ind i hans liv.

Vi er kommet til at holde meget af gamle Jas. Han spinder, som var han betalt for det, når man stryger ham på ryggen, og elegant og næsten ubesværet hopper han op i husets bedste kurvestol på patchworktæppet, hvor han kan sove i timevis. Hans liv er mest at sove. Jeg gætter på, at han er så gammel, at han ikke har så meget til gode. Hans ører er savtakkede af slagsmål, og han er flere gange kommet hjem med blødende sår eller bylder, med betændt øje, og én gang kom han humpende på tre ben. Det stod på i tre uger, hvorefter han var fit for fight igen. En selvhelbredende kat.

Men nu har Jas altså været væk en uge. Og vi ved godt, at en dag kommer han bare ikke hjem mere. Måske er det nu. Det håber vi bare ikke.

Kom så hjem Jas! Kurvestolen og brændeovnen er klar, og din madskål er fyldt.

Rejse- og livskunst

I går blev jeg en hel del aha-oplevelser rigere. Jeg havde fri, og min jordomrejse-fætter og jeg havde sat hinanden stævne på en café i Hillerød. Det var også efterårsferie, og der var børn overalt i byen, men heldigvis ikke på den café, vi havde valgt.

Den bærbare blev placeret på nabobordet, og med lidt til halsen og maven gik snakken om hans utrolige oplevelser i Caribien. Jeg har aldrig været på en sejlbåd andet end i havn, så jeg slugte fortællinger, billeder og videoklip fra livet om bord, fra små og større øer og folkelivet der, om hans særlige fascination ved Cuba, hvor befolkningen lever meget ydmygt for ikke at sige fattigt. Om fætters nye cubanske, unge kæreste, der kun taler spansk og bor i en ussel hytte med betongulv. Og et univers åbnede sig for mig, hvor jeg fik lov til at få et kig ind i rejsen som livskunst, at være undervejs hele tiden og føle sig hjemme alle steder. Billeder så skønne at jeg ikke kan finde ord, smukke og glade mennesker, mange uden arbejde, uden mulighed for at rejse væk, som det var almindeligt i 50'erne, før kommunisterne overtog styret.

Mens jeg sad der, tænkte jeg, hvad pokker jeg dog laver her i Danmark og med fast job, når man kan leve sit liv på den måde og til meget få penge, når man rejser rundt.

Men jeg må indrømme - efter at have sovet på det - at jeg alligevel foretrækker mit liv som det er. Uden palmer, uden tropiske orkaner, uden 32 grader lige nu - men med sikkerhed, et socialt system, der griber dem, der falder, med venner og familie.

Og på Cuba er der ingen e-mailadgang ...

Forandring forfrisker

Har du nogen sinde prøvet at vågne op en dag og opdage, at den måde, du har indrettet din tilværelse på, ikke længere fungerer? Jeg tror, at alle, der har nået en vis alder, kender fornemmelsen.

Verden omkring os ændrer sig efterhånden så hurtigt, at det er umuligt at forudse, hvad fremtiden bringer. Derfor kan man heller ikke planlægge på samme måde, som man kunne engang, og derfor kan det pludselig være nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved de valg, man har truffet, og som virkede helt rigtige, dengang man traf dem.

En drastisk ændring lige nu kan være det helt rigtige, og fra den ene dag til den anden kan man beslutte sig for at sælge sit hus og flytte - til et andet land eller bare andre omgivelser. Jeg/vi flyttede på landet for snart ti år siden fra et komfortabelt hus med alverdens elektriske bekvemmeligheder til en lille, primitiv hytte med kun det allermest nødvendige, og vi har aldrig fortrudt det, selv om det var en meget hurtig beslutning, og vi har fået længere til arbejde.

Andre skifter pludselig karriere. Det kan jeg ikke prale af at have gjort, for det har ikke været noget påtrængende behov, selv om jeg har arbejdet det samme sted, siden jeg var atten. Monsieur har til gengæld aldrig brugt sin uddannelse til det, den var beregnet til, og det fascinerer mig altid, når jeg hører om historikeren, der gik i lære som automekaniker, gymnasielæreren, der blev tømrer eller præsten, der nu arbejder som psykoterapeut.

Det er ikke altid, at den slags beslutninger bliver truffet fra den ene dag til den anden - det kan tage år at samle mod til at tage springet. Men som regel har det været det rigtige at gøre, når man spørger til det.

Har du prøvet af skifte spor på den ene eller anden måde?

Det var hyggeligt

I fredags, da jeg løb gennem avisens tillæg om Kulturnatten, stødte jeg på ordet fremkaldervæske. Igen blev jeg sendt en tur tilbage i tiden, og et andet ord meldte sin ankomst i baghovedet: hygge.

Hvad er hygge egentlig? Det har altid undret mig, at man siger, at ordet hygge kun findes på dansk. Kan det være rigtigt?

For mig har hygge været forskellige ting i de forskellige livsfaser. Nu er det fridage hjemme med kattene og Monsieur, med læsning af bøger og aviser - eller i gode venners selskab. At gå ud og spise eller at være sammen med veninder.

Som barn var hygge at gøre noget sammen med især min far, som var god til at inddrage mig i det, der interesserede ham selv. Vi samlede på frimærker - og så gik vi jævnligt i mørkekammer og lavede sort/hvide billeder. Først hængte vi et sort stykke stof for vinduet og satte en rød pære i lampen i loftet - og derefter fik jeg til opgave at stå med billederne i de forskellige kar: fremkaldervæske, fikservæske og til sidst under rindende vand, før de blev lagt til tørre. Vi var rigtig gode til det, og jeg vidste ikke noget bedre end at stå der og frembringe ’kunstværker’ sammen.

Når jeg bliver ældre, gætter jeg på, at det vil være hyggeligt, når familie eller venner kommer på besøg og fortæller om, hvad de har oplevet. Og at gå i haven og pusle om planterne og lave god mad.

Hvad er hygge for dig? Har du gode ideer til os andre?

Fra kamp til kærlighed

For et par uger siden så jeg en artikel i Politiken om en ny bog, som ved første øjekast kun handlede om kost og motion. Men den stak flere spadestik dybere, for den fortæller historien om, hvordan en familie med to børn blev af med astma, allergi, svingende humør og mange andre skavanker.

Jeg slugte artiklen, fordi sund kost altid har været min kæphest - det er ikke for ingenting, at min familie er husholdningslærere. Nu har jeg skimmet bogen, jeg har læst første del ved lommelygtens skær på vej til jobbet. Og jeg kan næsten ikke lægge bogen fra mig.

Den hedder Kernesund familie sådan!, forfatteren er Ninka-Bernadette Mauritson. Og med småt: Livsstil uden sukker, stress og kemi. Passer ind i din hverdag og ændrer den for evigt.

Det er historien om, hvordan en autistisk dreng bliver stort set normal, hvordan faren i familien bliver fri for astmaspray, og hvordan ungerne slipper af med hyperaktivitet og snot. Oven i købet bliver familien fri for stress og træthed, og forklaringen ligger i vores kost.

Bogen er hamrende lækker at blade i, motiverende og fyldt med opskrifter. Og Ninka garanterer, at livet er lagt om uden afsavn, at nattesøvnen er dyb, og at det er nok med 6 timer for de voksne. Uden sukker, mælkeprodukter og hvidt brød og med masser af sunde olier, nødder, shakes, frugt og grønt. Når man ser før- og efterbillederne af familien, tror man ikke, det er de samme mennesker, der er tale om. Før er familien småfede, rødøjede og med plamager i ansigtet. Efter er de slanke og med masser af liv i øjnene. At autisme og hyperaktivitet har noget med kosten at gøre er ikke en ny viden - det har kostvejledere vist i årevis. Og bogen understøttes hele vejen igennem af fagpersoner. Det er som at have fået nye børn, kan jeg forstå, og opskrifterne er så lækre, at jeg næsten ikke kan vente til jeg kommer hjem med at begynde.

Bogen får 6 hjerter af mig på forhånd - og jeg er ikke i tvivl om, at det holder.

Opdatering kl. 13.45
Et par supplerende artikler her og her.

Økologi for begyndere

Her i refugiet er vi enige om at købe økologisk, når det overhovedet kan lade sig gøre, og det er i virkeligheden alt, alt for sjældent. Heldigvis bliver det langsomt bedre, men udvalget i de almindelige supermarkeder er stadig rystende dårligt. Det gælder også Kvickly, der praler hæmningsløst af deres økologiske varer i tide og utide.

Men der er selvfølgelig også dem, der mener, at økologiske varer er det rene fup. Synspunktet er, at grønsagerne sgu nok er sprøjtet nøjagtig lige så meget som alle andre grønsager, men hvis man kalder det økologisk, kan man forlange skyhøje priser for det. Eller også, at vi såmænd ikke tager skade af en smule sprøjtemidler.

Jeg har en metode til at at lukke munden på dem, der har den opfattelse. Jeg spørger: 'Hvis der lå to æbler foran dig - et almindeligt æble og et økologisk - og du kunne vælge frit, hvaffor ét ville du så vælge: dét med pesticider eller dét uden?'

Hører du til skeptikerne, er her en liste over, hvilke ikke-økologiske grønsager der indeholder flest giftstoffer. Den afslører, at æbler er de rene pesticidbomber.

Værsgo og spis!

Kulturfredag

Jeg var desværre ikke til Kulturnat, og desværre heller ikke til ølblogtræf, men jeg fik mit kulturinput på andre måder i går.

Jeg læste de første 40 sider af Stieg Larssons første krimi Mænd der hader kvinder. Indtil videre er jeg overrasket over, at han ikke skriver bedre. Forventningerne var skruet helt op efter massehysteriet i forbindelse med hans nyudkomne, sidste roman i trilogien.

Men jeg fik også lidt for øret: Anna Netrebko og Rolando Villazón fra dvd'en The Berlin Concert - Live From Waldbühne. Jeg er målløs over, hvad de to kan, og hvis andre ikke har snuset til opera før, så begynd med dem og fald i svime ...

Aftenen sluttede med Vild med dans - det er brandgod underholdning - og Monsieur flygtede som sædvanlig ned i den anden stue. Jeg synes, det er imponerende hvad danseamatører kan lære på en uge. Men når et par er dømt ude sidst på aftenen, er det næsten ikke til at bære. Især ikke, når det er Anne Louise Hassing!

Derudover var jeg ude for at hjælpe Sofus ned fra taget, hvor han sad og hylede. Vi har en hyld, som har vokset sig helt op over tagrenden, og den blev brugt som lian/springbræt. Sofus havde bare ikke lige tænkt over, hvordan han skulle komme ned igen. Og Monsieur fik aftenen ødelagt for anden gang, da han måtte ud med saven, fordi jeg insisterede på en øjeblikkelig beskæring.

Nu har vi en meget mindre hyld - men til gengæld en hel del mere lys i køkkenet.

Kærester

Jeg har lige hørt en radioudsendelse, hvor Vagn Jensen fortæller om sin første kærlighed, Oda, som han svigtede så grusomt. Suk, den fik mig lige til at tænke tilbage med et stik i hjertet.

Man kan blive meget forelsket som barn - jeg kunne i hvert fald, og min første kæreste hed Peter og havde sorte krøller. Vi gik i børnehave sammen og boede i samme ejendomskompleks, og senere kom jeg også til at gå i klasse med Peter. Min mor må have vidst, at det var meget hedt, for jeg kan tydeligt huske, at jeg fik en gulerod med, som jeg skulle dele med Peter. Den var skåret igennem på langs, så den ikke var for hård at bide over.

Men vi blev drillet frygteligt af de andre børn, fordi vi var kærester, så meget at vi slet ikke turde tale til hinanden til sidst. Vi nåede aldrig at kysse, inden det var forbi. Ak ja.

Måske var det alligevel ikke helt overstået for Peters vedkommende. I hvert fald fik jeg en kæmpe buket røde roser, da jeg fyldte sytten, men da var det ’lissom’ for sent, for jeg havde fået en anden kæreste i mellemtiden (som jeg også svigtede, men det er en anden historie). Vi blev selvfølgelig gift med nogle helt andre, men fuldstændig spildt var vores første kærlighed nu ikke. I dag - sådan cirka en menneskealder efter - er Peter en af Monsieurs og mine bedste venner.

Fortæller du om din første forelskelse? Det bliver mellem dig og mig.

Hvad med en litteratur-tur?

I London har man London Walks - i København har man Peter og Ping. Jeg havde ikke hørt om dem, før en veninde gjorde mig opmærksom på ideen med litterære byvandringer. Her får man både noget at vide om byen og om de forfattere, der har haft deres gang i og omkring den.

Peter og Ping er et lille familiefirma bestående af mor, datter og 3-4 andre guider, som alle er uddannet inden for litteratur eller historie, og hensigten er at inspirere og motivere til læsning af de forfattere, turene drejer sig om. Der er både faste ture og mulighed for særarrangementer. De faste ture gennemføres i al slags vejr, og dem kan man bare møde op til. Det koster 75 kr. for voksne, og børn under 12 år kommer gratis med.

Det vil jeg da prøve!

Læs mere her.

Sur

I forgårs skrev Frederiksborg Amts Avis om et groft overfald på en kvindelig kondiløber lige her i nærheden. Hun blev slået ned bagfra med en flaske, der blev knust mod hendes hoved. Kun fordi hun skreg voldsomt op, forsvandt overfaldsmanden skyndsomst - ellers var hun formentlig blevet voldtaget eller det, der er værre.

Historien i mandagens avis blev udpenslet i går: manden var særdeles mørkhåret og formentlig af slavisk afstamning, og han var sidst i tyverne. I dagens opfølgning menes han at stå bag flere tilfælde af blufærdighedskrænkelse, og en mand kan fortælle, at han er blevet forfulgt på sin løbetur i klitterne - indtil forfølgeren opdagede, at det var en mand, han forfulgte og hastigt forsvandt med noget hængende ud over bukselinningen.

Alt i alt ikke nogen rar historie, og så lige i nabolaget.

Jeg har lige været ude at cykle en tur. På min vej møder jeg en grå, polsk indregistreret kassevogn med en meget mørkhåret mand i tyverne bag rattet. Hvad mon jeg tænkte, og hvordan mon det indvirkede på min puls og mit adrenalin? Og kan det nok være, at jeg kom hjem i en fart?

Som bekendt er der mere end én mørkhåret mand i verden, der er sidst i tyverne, men jeg fik ødelagt min formiddagscykeltur. Hvem skal jeg blive mest sur på, ud over skvadderhovedet, der er årsag til det hele? Avisen eller mig selv?

Vis mig din tidsskrifthylde

Det er ikke fordi, jeg er den store magasinoman, men på mit spisebord ligger der en lille stak tidsskrifter og blade, som jeg nyder at læse i, hver gang de udkommer:

Mad & Helse - et ret nyt blad i Danmark, men det har eksisteret i Norge siden 2002. Der er fokus både på madkvalitet, opskrifter og tilberedning, og på undersøgelser af helsekostprodukter og kosttilskud. Det er min kæphest, at den mad, vi spiser, er grundlaget for vores helbredstilstand, og for mig er det mindst lige så vigtigt, at maden er sund, som at den smager godt, så det er lige et blad for mig. Den danske udgave bliver redigeret af Frede Damgaard, der er veteran inden for alternativ behandling.

Psykologi - en slags Populær Mekanik for psykologiinteresserede. Det er sikkert ikke i høj kurs hos fagpsykologer, men jeg synes, jeg får meget at vide for pengene, og det er langt mere indbydende at læse, end de tørre psykologibøger, jeg tyggede mig igennem som ung.

Samvirke - FDBs medlemsblad. Egentlig synes jeg, at det altid har været noget af en rodebutik, men lige som med tv-kigning har man lov at sortere, og der er som regel tankevækkende forbrugerstof, jeg har lyst til at læse. Og så er bladet blevet lækrere og mindre fodformet med årene.

Kiwi og Kulør er kundeblade fra Netto og Spar. Jeg læser dem som andre læser Alt for Damerne og Femina, og jeg har svært ved at se den store forskel, bortset fra at de er gratis. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt de to autoriserede dameblade, og det har ikke været noget stort savn.

Vil du røbe, hvilke blade og tidsskrifter, der ligger på dit bord? Og gerne også hvorfor.

Et farverigt møde

Jeg har haft store oplevelser ved at møde andre bloggere, og i dag var jeg så heldig at få endnu en. Jeg har ved at lege detektiv fundet Husejer, som arbejder på min arbejdsplads på etagen under mig. Men da vi begge er anonyme i blogverdenen, måtte jeg analysere fingeraftrykkene på Filia-farverne, hun havde lagt til mig i går som et spor. Det lykkedes, og der stod hun så, på 2. sal og var præcis det indsigtsfulde og underholdende menneske, som jeg troede hun var.

Tak for en meget, meget hyggelig kaffepause, Andrea.

Appelsinerne i turbanen

Jeg var på loppemarked i går, og jeg fik et af mine største ønsker opfyldt: en stegeso. Ikke en Römertopf, som jeg egentlig havde tænkt mig, men en glaseret kokotte, som er mindre sart, som ikke skal stå i blød, før man bruger den, og som er nemmere at gøre ren. Er der nogen, der har erfaringer med sådan én? Så hører jeg gerne, for jeg har ikke, men jeg glæder mig til at afprøve den.

Det andet kup, jeg gjorde, var en selvbiografi af den slags, jeg ikke kan gå forbi uden fare for at blive trukket skæv: 'Farmor fortæller' af Dori Rasmussen. Hun er fra 1865 og døde i 1949, og hun var mor til arkitekten Steen Eiler Rasmussen. Under krigen nedskrev hun sin historie, så hendes børnebørn kunne få den, når de blev voksne. Sjældent har jeg læst en bog, der fangede mig så meget! Hun fortæller guddommeligt om sin barndom og ungdom, og jeg kan kun anbefale den, hvis du er interesseret i tidligere tiders levevilkår. Den står under gruppe 99.4 på biblioteket, og jeg har lige opdaget, at den også findes som lydbog.

Og så er der Filia-farverne - de har ikke noget som helst med loppemarkedet at gøre! De lå i en kuvert til mig uden nogen forklaring eller afsender, da jeg kom på arbejde i morges efter en uges ferie. Men jeg vidste med det samme, hvor de kom fra, for mig bekendt er der kun én i min lille blogkreds, der har skrevet om Filia-farver, og kun én jeg har udtrykt mit ønske om at eje sådan en æske over for.

Tusind tak, Andrea!

Det var i går et vejr

Men hvad mon det var for en kanut, jeg kom forbi?

Den var go', svigermor!

Vi sidder ved et fint dækket middagsbord, hele familien, hjemme hos min mormor. Jeg er blevet så stor, at jeg ikke længere er forvist til børnebordet i vinterhaven, dér sidder kun min lillebror og vores to små kusiner. Vi får koldt bord med ost til efterret. På bordet er der dækket op med Blå Blomst fra Den kongelige Porcelænsfabrik, smørkrukke med vand mellem de to lag for at holde smørret koldt, og ind kommer en gammel osteklokke med fin bund af træ. Nu holder vi alle sammen vejret, for vi ved præcis, hvad mormor vil sige, for det gør hun altid, når vi er nået til osten, og vi hader det, fordi den slags morsomheder har meget begrænset holdbarhed, men vi slipper ikke:

'Nu er vi nach Osten gekommen ', lyder det højt fra mormor, og alle krummer tæer. Men man er jo venlig, og reagerer man ikke, bliver situationen pinlig, så vi ler halvhjertet, og min far gør sin pligt: 'Den var go', svigermor!'

Alle familier har garanteret tyndslidte standardvittigheder, der har hærget middagsbordene i årevis, så hit med dem!

Madame, 5 år

Min far er altid i godt humør, og nogle gange går vi en tur sammen. Osse når det regner, man skal bare klæde sig rigtigt på, for så er der ikke noget, der hedder dårligt vejr, siger min far. Min mor vil vist ikke være våd, for hun vil ikke med. Når vi går tur, fortæller min far om stjernerne og om regnormene og tæller til ti på fransk.

Jeg går osse i børnehave. Det kan jeg ikke ret godt lide. Vi får levertran og skal stille os i en kø og åbne munden. Det smager så grimt. Det bedste er, når vi skal sove til middag. Så slår lærerinden en hel masse køjesenge ud, og jeg ligger i en af de øverste. Vi får en kiks, og så læser lærerinden en historie op, før vi skal sove. Engang blev jeg slet ikke hentet. Så tog lærerinden mig i hånden, og vi gik hen på Virum station for at se, om min far kom med toget. Så kom min far, og han sagde, at der var noget galt med togene.

Om morgenen laver min mor havregrød til os, og jeg skal røre i gryden, mens grøden bliver varm. Ellers brænder havregrøden på, siger min mor. Min mor er meget dygtig til at lave mad og kan lave franskbrød og flæskesteg. Min mormor siger, at jeg er meget kræsen og forkælet. Og når man er kræsen, skal man lære at spise alt, siger hun, og hvis jeg ikke spiser det, hun sætter på bordet, så tvinger hun mig til at spise det alligevel. Det er derfor, jeg ikke kan lide rejer mere.

Det store lotteri

En god ven syntes, at tiden var inde til at finde en livsledsager, og gennem en kontaktannonce fandt han frem til en kvinde, der viste sig at have et helt vidunderligt talent for brevskrivning, og de begyndte en heftig brevveksling, der stod på i lang tid. Min ven blev mere og mere tændt, fordi hun blev ved med at overgå sig selv med sine fantastiske breve. Men det var trods alt ikke uden betydning for ham, hvordan hun så ud, så det endte med, at de også udvekslede fotos - og det viste sig, at hun så bragende godt ud - markeret og myndeslank, præcis som han foretrækker kvinder.

Da dagen oprandt, hvor de skulle mødes for første gang, var min ven fyr og flamme, men selvfølgelig også lidt nervøs. Han iførte sig sit bedste tøj, og udstyret med et stor buket roser troppede han op på hendes adresse og ringede på. Da hun åbnede døren, fik han et chok. Der var mildest talt temmelig stor uoverensstemmelse mellem det billede, hun havde sendt, og virkeligheden. Godt nok kunne man ane, at det var det samme menneske, men i en betydelig ældre og cirka halvtreds kilo tungere udgave. De tilbragte den ene aften sammen, og hun fik da også et venligt 'tak for sidst'-kort. Men mere kom der ikke ud af det arrangement.

Jeg har ikke den samme indstilling som min ven til store damer. De kan selvfølgelig være lige så smukke som alle andre, men man kan ikke snyde sig til et andet udseende. Og for nogle betyder udseende lige så meget som personligheden eller intellektet.

Heldigvis går det jo også godt engang imellem. En af mine veninder lever i et meget lykkeligt forhold, der bygger på en kontaktannonce. Jeg er desværre ikke leveringsdygtig i 'en god historie' om mine egne erfaringer med kontaktannoncer, men måske kender du nogen, der fandt lykken eller det modsatte på den måde?

Fortæl, fortæl!

Et dystert emne

For et stykke tid siden så jeg en dødsannonce for en tidligere kollega, som slet ikke var gammel nok til at dø endnu. Meddelsen berørte mig dybt, for jeg havde haft meget med hende at gøre. Som helt unge gik vi ud sammen og sås privat, indtil det på et tidspunkt gled ud af uforklarlige årsager som bekendtskaber gør engang imellem. Da hun fandt et andet arbejde, forsvandt vi helt ud af hinandens liv.

For et par år siden mødtes vi igen og havde en usædvanlig dejlig aften, hvor vi lo ad gamle fællesoplevelser og udvekslede glimt fra vores forskellige livsbaner, og vi blev enige om at genoptage forbindelsen. Hun inviterede til middag en lørdag aften hjemme hos sig, men det blev aldrig til noget. På selve dagen opdagede jeg helt tilfældigt, at hun havde lagt en besked på telefonsvareren om, at hun pludselig var blevet syg og var nødt til at aflyse. Der er ikke noget usædvanligt i, at sygdom indfinder sig på ubelejlige tidspunkter, men det undrede mig, at hun havde valgt så usikker en måde at aflyse på uden at følge op - hun kunne jo ikke være sikker på, at jeg fik beskeden. Siden hørte jeg aldrig fra hende. Selvfølgelig kunne hun have haft en anden oplevelse af vores gensyn, men så meget plejer min dømmekraft ikke at svigte mig.

Jeg har siden fået at vide, at hun tog sit eget liv som følge af en dyb depression.

Desværre er det ikke første gang, jeg har haft selvmord og voldsomme depressioner inde på livet. Når man har været på en stor arbejdsplads i så mange år, kan det ikke undgås, at man bliver konfronteret med triste skæbner. To af mine nære kolleger har begået selvmord på grund af kærestesorg, to andre skød sig selv, uden at jeg kender grunden - den ene på sit kontor i arbejdstiden.

En lidt fjernere kollega tog sit liv, fordi hendes eneste datter blev mejet ned af unge fartbøller, der kørte om kap gennem København og ramte tilfældige fodgængere. Temmelig mange, jeg har arbejdet sammen med, er døde af frustrationer kombineret med druk. Som på andre mediearbejdspladser var der tidligere en solid tradition for øl og vin i arbejdstiden - derfor tænkte man ikke så meget over det. I nogle tilfælde opdagede man aldrig, at den var helt gal. I andre tilfælde nægtede de selv at indse det og fortsatte drikkeriet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke 'sikke et spild'. Alle sammen har de været dygtige og talentfulde mennesker.

Nogle mener, at det må være folks egen sag, hvordan de vil leve deres liv eller sætte punktum for det. Jeg mener, man skal gøre, hvad man kan for at hjælpe, også selv om man overskrider nogle grænser.

Hvad mener du? Hvad er dine erfaringer?

Øretævernes holdeplads

Sådan set kunne jeg jo bare holde det for mig selv, men det må åbenbart ud. Sagen er, at jeg har nogle sproglige idiosynkrasier. Der er visse ord og udtryk, der simpelt hen får mig til til at hoppe i stolen, når jeg hører dem - som regel i radio eller på tv. Nu gør det ikke sagen bedre, at Monsieur er mindst lige så sensibel over for floskler og klicheer, så vi kommer meget nemt til at overbyde hinanden i enighed om, hvilke udtryk der burde dø på stedet.

Min Top 9 ser sådan ud:

et slag på tasken
i kroner og ører
øvelsen går ud på
bekræftigelse
forandringsparathed
sove i timen
øretævernes holdeplads
begrave stridsøksen
efterfølgende

Hvad er dine hadeord?

Spooky

En kollega kom skrækslagen på arbejde i morges og kunne slet ikke vente med at fortælle, til hun havde fået overtøjet af:

I går aftes, da hun ville gå ud på badeværelset, var der låst, og både hendes mand og begge børnene befandt sig i stuen. Hun kunne ikke høre, at der var nogen derude, og der var ingen, der reagerede på, at hun kaldte, men hun kunne se, at der var tændt lys. Det tog manden en halv time at dirke døren op, men der var ingen derude, og vinduet var lukket!

Dagen inden havde hun været ude for, at to stole, som hun vidste, hun havde skubbet ind på plads ved spisebordet, inden hun var gået ud af stuen, var trukket ud, da hun kort efter kom tilbage.

Det er den slags historier, man helst ikke vil tro på, men i hvert fald er den med badeværelset svær at forklare med distraktion eller svigtende hukommelse. Og et øjeblik efter begyndte den ene, anden og tredje kollega at diske op med lignende hårrejsende hændelser, de selv eller nære bekendte havde været ude for.

Heldigvis/desværre spøger det ikke her i refugiet, men måske gør det hos dig? Jeg er lutter øren.

Musik skal der til

Hvad betyder musik for dig? For mig betyder den en hel del.

Min far, der lige er fyldt 85, er stadig 'udøvende fritidsmusiker'. Han har i mange år underholdt på plejehjem og til familiefester med sit klaverspil. Da jeg var barn, var der musik hele tiden i vores hus. Enten spillede min far på klaveret selv, eller han satte en plade eller et bånd på. Jeg er vokset op med både klassisk musik, viser og populærmusik. Jeg er faldet i søvn til Smetana, Lulu Ziegler, Louis Armstrong eller til Fynsk Forår af Carl Nielsen. Da jeg var tolv år, syntes min far, at han ville give mig ordentlig musikalsk opdragelse og overtalte mig til at gå til guitarundervisning i to sæsoner, men uden større succes. Jeg gik på hold med min klassekammerat Jørgen Olsen (senere halvdelen af Brødrene Olsen), og han overhalede indenom uden nogen sinde at øve sig - og så gad jeg 'lissom' ikke mere. Det er jeg ked af i dag - for jeg ville gerne kunne spille et instrument.

Jeg kender mange dygtige amatører. For eksempel har jeg en kollega, der tager ud og spiller og synger med sin trio, og det må være en stor glæde at spille hver dag, som hun gør. Hun optrådte i øvrigt til min fars fødselsdagsselskab i lørdags som en overraskelse, han blev utrolig glad for. Det tætteste, jeg selv har været på at være udøvende, er desværre kun at have vendt plader for alle radiokendisserne på den anden side af glasruden.

Efter at vi flyttede på landet, er jeg faktisk holdt op med at spille så meget musik. Jeg har opdaget, hvor meget jeg også nyder stilheden, lyden af træer i blæsevejr og lyden af alle fuglene på foderpladsen lige uden for køkkenvinduet.

Men vi har stadig en omfattende cd-samling, som jeg ikke ville undvære, og som jeg tyer til i ny og næ, når jeg trænger til en musikalsk indsprøjtning. Lige nu er det Bryan Ferry, Mozart, Jan Johansson og Bo Kaspers Orkester, der bliver spillet mest.

Hvordan er din musikhistorie?