mandag, oktober 08, 2007
Appelsinerne i turbanen
Jeg var på loppemarked i går, og jeg fik et af mine største ønsker opfyldt: en stegeso. Ikke en Römertopf, som jeg egentlig havde tænkt mig, men en glaseret kokotte, som er mindre sart, som ikke skal stå i blød, før man bruger den, og som er nemmere at gøre ren. Er der nogen, der har erfaringer med sådan én? Så hører jeg gerne, for jeg har ikke, men jeg glæder mig til at afprøve den.
Det andet kup, jeg gjorde, var en selvbiografi af den slags, jeg ikke kan gå forbi uden fare for at blive trukket skæv: 'Farmor fortæller' af Dori Rasmussen. Hun er fra 1865 og døde i 1949, og hun var mor til arkitekten Steen Eiler Rasmussen. Under krigen nedskrev hun sin historie, så hendes børnebørn kunne få den, når de blev voksne. Sjældent har jeg læst en bog, der fangede mig så meget! Hun fortæller guddommeligt om sin barndom og ungdom, og jeg kan kun anbefale den, hvis du er interesseret i tidligere tiders levevilkår. Den står under gruppe 99.4 på biblioteket, og jeg har lige opdaget, at den også findes som lydbog.
Og så er der Filia-farverne - de har ikke noget som helst med loppemarkedet at gøre! De lå i en kuvert til mig uden nogen forklaring eller afsender, da jeg kom på arbejde i morges efter en uges ferie. Men jeg vidste med det samme, hvor de kom fra, for mig bekendt er der kun én i min lille blogkreds, der har skrevet om Filia-farver, og kun én jeg har udtrykt mit ønske om at eje sådan en æske over for.
Tusind tak, Andrea!
Abonner på: