Et dystert emne

For et stykke tid siden så jeg en dødsannonce for en tidligere kollega, som slet ikke var gammel nok til at dø endnu. Meddelsen berørte mig dybt, for jeg havde haft meget med hende at gøre. Som helt unge gik vi ud sammen og sås privat, indtil det på et tidspunkt gled ud af uforklarlige årsager som bekendtskaber gør engang imellem. Da hun fandt et andet arbejde, forsvandt vi helt ud af hinandens liv.

For et par år siden mødtes vi igen og havde en usædvanlig dejlig aften, hvor vi lo ad gamle fællesoplevelser og udvekslede glimt fra vores forskellige livsbaner, og vi blev enige om at genoptage forbindelsen. Hun inviterede til middag en lørdag aften hjemme hos sig, men det blev aldrig til noget. På selve dagen opdagede jeg helt tilfældigt, at hun havde lagt en besked på telefonsvareren om, at hun pludselig var blevet syg og var nødt til at aflyse. Der er ikke noget usædvanligt i, at sygdom indfinder sig på ubelejlige tidspunkter, men det undrede mig, at hun havde valgt så usikker en måde at aflyse på uden at følge op - hun kunne jo ikke være sikker på, at jeg fik beskeden. Siden hørte jeg aldrig fra hende. Selvfølgelig kunne hun have haft en anden oplevelse af vores gensyn, men så meget plejer min dømmekraft ikke at svigte mig.

Jeg har siden fået at vide, at hun tog sit eget liv som følge af en dyb depression.

Desværre er det ikke første gang, jeg har haft selvmord og voldsomme depressioner inde på livet. Når man har været på en stor arbejdsplads i så mange år, kan det ikke undgås, at man bliver konfronteret med triste skæbner. To af mine nære kolleger har begået selvmord på grund af kærestesorg, to andre skød sig selv, uden at jeg kender grunden - den ene på sit kontor i arbejdstiden.

En lidt fjernere kollega tog sit liv, fordi hendes eneste datter blev mejet ned af unge fartbøller, der kørte om kap gennem København og ramte tilfældige fodgængere. Temmelig mange, jeg har arbejdet sammen med, er døde af frustrationer kombineret med druk. Som på andre mediearbejdspladser var der tidligere en solid tradition for øl og vin i arbejdstiden - derfor tænkte man ikke så meget over det. I nogle tilfælde opdagede man aldrig, at den var helt gal. I andre tilfælde nægtede de selv at indse det og fortsatte drikkeriet.

Jeg kan ikke lade være med at tænke 'sikke et spild'. Alle sammen har de været dygtige og talentfulde mennesker.

Nogle mener, at det må være folks egen sag, hvordan de vil leve deres liv eller sætte punktum for det. Jeg mener, man skal gøre, hvad man kan for at hjælpe, også selv om man overskrider nogle grænser.

Hvad mener du? Hvad er dine erfaringer?