Cowboybukser og musik

Da jeg var teenager, blev det pludselig meget moderne at gå i coyboybukser. De voksne syntes slet ikke, det var noget, man kunne tillade sig at gå rundt i. Jeg kan huske især én film fra 60’erne, hvor en ung og smart pige tog sine coybukser på i badekarret for at få dem til at krybe og sidde som sprøjtet på – jeg mener, at filmen var Georgy Girl. Og jeg kan også huske en trendsættende svensk film, hvor den kvindelige hovedperson havde et par eddersmarte, hvide coyboybukser på. Det havde jeg aldrig set før, og jeg måtte straks have et par. Det er sjovt, som ens teenagetid står lysende klart – alt gør et voldsomt indtryk, især musik og film. On the road again med Canned Heat kunne jeg høre igen og igen og Magna Carta med pladen Seasons, foruden selvfølgelig The Rolling Stones, Donovan, Bob Dylan og The Beatles. Der var også panfløjtemusik fra Bolivia. Jeg havde en Tandberg spolebåndoptager, 4-spors, og et utal af bånd. Jeg tror ikke, jeg var hjemme, uden at der lød musik i min lejlighed i Lyngby. Musikken kunne løfte en sindsstemning og samle os, når jeg havde venner på besøg – eller kærester.

Men det var jo cowboybukserne jeg kom fra. Så vidt jeg husker, var det nødt til at være Lee eller Levis – intet andet duede. Folk, der gik i Wrangler, var komplet til grin. Og jeg kan nu kun grine af, at alt skule være på en bestemt måde, og at man lå under for et tyranni fra omgivelserne med hensyn til, hvad man skulle have på og høre af musik.

Kan du huske det?