Man bliver så træt ...

En del af min arbejdsdag i går gik med et møde, chefen havde indkaldt til. En ny chef, der, så vidt jeg kan se, er ansat til helt at afvikle vores afdeling, som blev halveret i september. Derfor er stemningen nu katastrofalt dårlig. Chefen kommer fra tilsvarende afviklingsaktioner i to andre store, kendte organisationer. Så det var med en vis portion skepsis og med mange arme over kors, at der blev lyttet til 60 minutters nonstop hurtigsnak om ny struktur, udfasning og andre velkendte udtryk, som vi er ved at være immune over for. Men også en del om lederen selv og hendes børn, mand og hus med græs på taget i et dyrt kvarter i Nordsjælland. Her kunne jeg ikke lade være med at tænke på mine fyrede kolleger, der lige har måttet sælge deres huse.

Jeg er træt af ikke at have mulighed for at tænke frem, ikke at vide om jeg er ansat om et år, af at se og høre på dybt frustrerede kolleger. Oven i købet er der lige ansat endnu en dyr konsulent i ledelsen til at se på de tværgående processer og hvilke opgaver, der ikke længere skal udføres. Vi har alle netop været til den årlige jobsamtale, hvorefter den nye chef pludselig var der som med et trylleslag.

Jeg synes, jeg trænger til en fornuftig snak med Sofus og Miss Mis i eftermiddag.