Kluk – kluk – kluk! Sådan lyder det fra kanoens side, mens jeg kigger ud over Furesøen med fiskestangen i hånden. Det er brændende varmt, og jeg har min mors alt for store badedragt på - den er lavet af elastik nærmest, så den passer min 8-årige barnekrop,når den er tør. Men når den er våd, uha …
Vi sidder midt i sivene med åkander rundt om, og ænderne sejler lydløst forbi, og jeg synes de glor. De har en rede inde mellem sivene, men vi forstyrrer dem ikke. Vi, det er min far og mig. Min far har kun shorts og solbriller på og lader sig solbrænde, han sidder helt stille. Min mor er ikke med, hun vil hellere lave noget derhjemme, har hun sagt. Hun har også nok at gøre, for jeg har fået en lillebror i november, og han skal hele tiden have bryst og puttes og have ren numse og have sut og alt sådan noget. Min mor er sikkert lykkelig for at være alene hjemme med ham, mens vi er ude at sejle i kano, min far og mig. Min far har piben med, og det lugter så dejligt, når han tænder den. Måske synes ænderne også, at røgen lugter godt.
Mærkelig nok får jeg ikke bid på min bambusstang med rigtig fiskesnøre og krog, selv om jeg sidder i lang tid og venter på en fisk. Jeg har en plasticpose parat, hvis nu der kommer én …
Vi har madpakker med, min far og mig, og noget at drikke. Solen gør næsten ondt på skuldrene. ’Klik, klik’, siger det. Min far fotograferer mig - han elsker at tage billeder og lave dem selv i køkkenet. ’Soler’, kalder han mig – det er mit kælenavn.
Om lidt sejler vi hen i Kinabugten ved Jægerhuset og bader, og måske får jeg en is …
fredag, maj 30, 2008
Sommerdag
Abonner på: