Kantinen

Frokostpausen blev i dag brugt i den store personalekantine, der ligner en lagerhal. Hyggelig er den ikke, nærmest grim, synes jeg, i al sin nøgenhed og med dårlig akustik, hvor man ikke kan høre, hvad der bliver sagt rundt om bordet. Turen til kantinen går ad en lang, svævende, indre gade lavet i glas. Til begge sider kan man kigge ned på kanalen med små, vuggende bølger. Jeg var nær blevet filmet på turen til kantinen, fordi et filmhold optog en sekvens med en ung, smuk og meget upshinet kvinde i netstrømper og på høje hæle. Ikke et hår sad forkert.

Én ting værdsætter jeg ved det nye hus: Alle faggrupper og afdelinger er samlet på én adresse, og det betyder, at man ustandselig støder ind i gamle kolleger . Det er virkelig hyggeligt, selv om det kan være svært at opsummere de sidste 10 år i et hej.