søndag, september 06, 2009

Den sidste feriedag

Modlys
Godmorgen! Så fint kan vejret også være - når det ikke regner. I dag er det min sidste feriedag, så den skal nydes langsomt.

September er fuglenes trækmåned, og nu forlader de sidste gøge landet, men det er mig en gåde, hvordan de finder Afrika. De giftige fluesvampe er fremme nu, og rådyrene skifter til vinterpels. Det kan man læse i Naturlommekalenderen.

I dag skal jeg slå græs, det er tårnhøjt, så jeg håber, vejret holder tørt. Og jeg kan høre støvsugeren kalde inde i skabet. Men resten af dagen er helt fri for pligter af nogen art. Jeg glæder mig til en lang gåtur ved stranden i Liseleje.

Hvad har du af planer for søndagen?