Gal i skralden

Er der noget, der kan bringe mit sind i kog, så er det en kollega, der ikke hilser, selv om jeg troligt hilser på hende hver morgen. Det har jeg lige været ude for igen og altid fra samme kollegas side. For min skyld måtte man gerne indføre hilsepligt, som man har det på Det kongelige Teater.

Det hørte jeg om sidste år på et kursus - alle skal hilse på hinanden hver gang de mødes, også selv om det er mange gange på en arbejdsdag. Jeg synes nu, at én gang om dagen må være nok :-)

Kender vi ikke alle til at møde kolleger, der nærmest ser lige igennem én? Det kan opleves som en bevidst handling, selv om den anden måske bare går i sine egne tanker.

Det tror jeg nu ikke, at denne kollega gjorde ...