Min store kærlighed

Nu, hvor årstiden er ved at være til det, føler jeg trang til at røbe min kærlighed til min brændeovn. Fornavnet kender jeg ikke, men efternavnet er Morsø.

Den stod i stuen, da vi købte huset i sin tid, og dér er den blevet stående, selv om huset er vokset til det dobbelte i mellemtiden. Den gamle ovn befinder sig cirka midt i huset, og med lidt god vilje kan den varme hele hytten op. Der er måske lidt koldt ude i hjørnerne, men til gengæld kan der blive saunalignende varmt lige rundt omkring hr. Morsø. Den varme, man får fra Morsø'en, er helt speciel. En behagelig strålevarme, der kan tørre tøj og varme gryder op. Hvordan jeg overhovedet har kunnet leve, inden den kom ind i mit liv, begriber jeg ikke.

Da vi anskaffede os huset (og ovnen), opdagede vi glæden ved at hugge brænde. At stå en frostklar aften og flække brændeknuder med en svingende økse og at få varmen allerede ved dét gav en vidunderlig autentisk fornemmelse af at arbejde for sin egen overlevelse. Indrømmet, det var for det meste ikke mig, der gjorde det, og med tiden er 'vi' blevet lidt mere magelige og er næsten gået helt over til briketter. Sammenlignet med brænde har de flere fordele - de sprutter og hvæser ikke, de fylder mindre, de kan holde ovnen kørende næsten en hel nat igennem, og de giver kun den sved på panden, der kommer af, at man sidder for tæt på ovnen. Dog: jeg savner den liflige, krydrede duft af birkebrænde med fut i, og på mig virker det en anelse uautentisk med briketter. Vi har snakket lidt om det, men Monsieur påstår hårdnakket, at nybyggerne i Nordamerika udelukkende brugte briketter, og så må det jo passe ...

Sæsonen blev indledt i går, og hr. Morsø er fyr og flamme.