Liv i huset

Det er ikke småting, man oplever, hvis man har en dreng. Da min søn var 12-14 år, kunne man være heldig at høre fuglesang i hele vores hus. Han havde nemlig en svaghed for tilskadekomne fugleunger, som han tog til sig og opfostrede. Fire gange har vi haft sådan en lille fugleunge boende, der skulle mades mange gange i døgnet.

En overgang var det denne musvitunge, der boede på sønnikes værelse, og den blev fordret med bittesmå fisk fra en nærliggende sø, fisk som stod i et kar på værelset - og som sikkert også skulle fodres. Jeg kan huske den dejligste sang fra netop denne musvit, som svarede med sang, når man fløjtede. Den var fuldstændig tam, og vi kunne gå rundt med den siddende i håret og på skulderen. En overgang var det en stor solsorteunge, han tog sig af - den var kommet til skade og kunne ikke flyve, men den blev lige så tam. Vi spillede en cd for den med solsortesang, så den kunne lære sit sprog, mens den sad fuldstændig stille og lyttede.

Jeg mindes denne tid og de skøre eksperimenter med stor glæde - det var ikke noget, jeg selv havde gjort som barn. Der var mere eventyrer i mit afkom.