Den nye film ’En familie’ havde forpremiere i Kosmorama i formiddags. Jeg har længe glædet mig til at se den, fordi den blev hædret med kritikerprisen ved Berlin Film Festival 2010, og to af mine yndlingsskuespillere er med - Jesper Christensen og Anne Louise Hassing.
I filmen spiller Lene Maria Christensen en ambitiøs galleriejer, Ditte Rheinwald, som får tilbudt et drømmejob i New York. Sammen med sin kæreste (Pilou Asbæk) beslutter hun at tage imod tilbuddet og rejse - de er unge, livet er sjovt, og alt kan ske. Men før hun når så langt, bliver hendes elskede og karismatiske far, bagermester Richard Rheinwald (Jesper Christensen), alvorligt syg. Ditte aflyser New York for at være hos ham, og snart kommer hendes eget liv under pres. Richard kræver, at hun træder ind og overtager bageriet - familien Rheinwalds livsværk. Kæresten trækker fra den anden side og synes, hun svigter deres fælles drøm ...
Skuespilpræstationerne er helt i top, og jeg vil især fremhæve Jesper Christensen. Til gengæld mangler jeg, at sidehistorierne folder sig mere ud – filmens tema med den døende far føles næsten kvælende. Jeg ærgrede mig over, at jeg kun kunne forstå en del af replikkerne – en skavank der desværre er mange danske films kendemærke.
Manuskriptet er af Kim Fupz Aakeson og Pernille Fischer Christensen, som også har instrueret.
Filmen har premiere i biograferne fra den 24. februar.
søndag, februar 13, 2011
Til snigpremiere
Abonner på: