mandag, juli 25, 2011

Eventyrlig kunst på væggen


I går kom jeg til at tænke på Børn Wiinblad, fordi min veninde har dette smukke fad. Da jeg var ung, havde jeg en stor Bjørn Wiinblad-plakat på væggen og var betaget af hans billedunivers. Ja, det er jeg egentlig stadigvæk, selv om jeg ikke mere har noget, han har lavet. Plakaten fulgte mig i årevis, og hjørnerne blev med tiden gennemhullede af alle de tegnestifter, jeg havde brugt. Egentlig tilhørte den familien Lundh, naboerne i min barndom, men de overgav sig og forærede mig plakaten, fordi de vidste, hvor meget den betød for mig.

Bjørn Wiinblad døde i 2006, og hans værker findes på Victoria and Albert Museum i London, Museum of Modern Art i New York og på Kunstindustrimuseet i København.

Vi har ikke meget vægplads her i vores 'lille hus i skoven', men vi har et par filmplakater og et billede, som Sidse har malet. I en lang periode var det billeder af Paul Gauguin, der prydede mine vægge.