fredag, november 04, 2011

Det begyndte så godt!


Han var længe ventet og et barn, der blev elsket højt af sin mor og far – og af sine bedsteforældre. Selv om det er en stor omvæltning at blive forældre, klarede vi det ved, at jeg var hjemme hos ham det første år og derefter gik på deltid. Han var fuld af spilopper og kunne ind imellem have svært ved at sidde stille. Men sådan er der jo så mange drenge, der er. Han elskede at være med, når vi bagte, og han havde et ganske særligt forhold til dyr. Kom hjem med fugleunger, han havde fundet, som blev madet efter alle kunstens regler. Senere var det fiskeriet, der vandt hans hjerte.


Han cyklede tit ud med sin fiskestang, blink, kroge, fluer og rygsæk og kunne tilbringe timer ved søen.

Han blev student, fik en dejlig kæreste og lejlighed i Lyngby, blev single - og lidt efter lidt mere og mere fjendtligt. Nu cirka 10 år efter er det så galt, at jeg har fået et iskoldt brev fra en af hans venner, der beder mig stoppe med at kontakte min søn. Jeg har forsøgt at skrive til ham - mange gange - har sendt billeder af hans datter … Intet svar. Og hvorfor skriver jeg nu alt det? Måske fordi det må være sådan, det føles at sige farvel til sit barn.