Nu kommer der nyt liv her i Halsnæs. Vi får et Farmer's Market og café på Dyssekilde station. Det fortæller min lokale avis.
To ildsjæle har købt den gamle faldefærdige bygning og grunden på 1400 kvadratmeter. Lige nu er huset nærmest ubeboelig, men bygningen, som er fra 1916, skal nok blive fin. Indtil for 20 år siden var her ventesal, postkontor og godsbetjening.
Efter restaureringen flytter blandt andet Torup Bogby ind, og udendørsarealet skal om sommeren være et Farmer's Market, hvor der skal sælges lokale produkter fra bl.a. naboen, økosamfundet Dyssekilde. Her kommer café og cykeludlejning, og til sommer står alt klar. Projektet vil blive fulgt af et program på DR TV.
Torup Bogby er et antikvariat, som i øjeblikket har til huse i en gammel skurvogn. 'Velkommen til Torup Bogby’, står der indenfor. ’Find en god bog. Se prisen på første side i bogen. Læg pengene i kassen. Alle pengene går ubeskåret til kulturelle arrangementer i løbet af vinteren ...’
Rundt om i landet står mange små stationsbygninger tomme og ubenyttede, og projektet på Dyssekilde Station er et godt eksempel på, hvordan bygninger kan genanvendes og blive et aktiv i lokalsamfundet.
tirsdag, november 29, 2011
Farmer's Market og en café …
Abonner på: