torsdag, november 03, 2011

Guf hvis man interesserer sig for slægten


I går skrev Mette om sitet Politiets registerblade, og da jeg er bidt af en gal slægtsforsker, kiggede jeg straks efter mine bedsteforældre og oldeforældre. Her kan man se alle, der har boet i København mellem 1890 og 1923. Dengang var det politiets opgave at føre register over, hvor alle byens borgere boede. Jeg fik mig nogle gedigne overraskelser med min farfar og hans brødre og min oldefar. De stakkels politifolk har ikke taget det så nøje, om de skrev Per eller Peter – og med efternavnene var det ikke meget bedre. Men jeg har så mange oplysninger på familien, at jeg ved, jeg har fat i de rigtige mennesker.

Da jeg mange gange har skrevet om min mormor, viser jeg hendes registerblad. Hun blev forstander for Holte Husholdningsskole, og inden hun blev gift Bille, hed hun Wiberg.


Jutta Magdalene Wiberg, født 1. februar 1889 i Jullerup og derefter hvor hun boede i 1906 og 1908. Det var helt nyt for mig at se, hvor hun boede dengang. Slægtsforskning er en spændende hobby ...