mandag, november 21, 2011

Vandretur i Brede


På vej til Isabella stoppede jeg op og gik en tur i Brede. Som barn boede jeg nær ved og har fodret ænderne her i Mølleåen mange gange. På en grå novemberdag ser det måske ikke ud af noget særligt – men jeg holder af stemningen og de gamle huse. Brede Spisehus er jo altid et besøg værd og efter at have fodret svaner, gik jeg rundt i det lille samfund, hvor der tidligere også var butik, skole og børneasyl.

Hele Mølleådalen er det ældste industriområde i Danmark, og Brede Værk kan spores helt tilbage til 1370. I 1600-tallet var her krudtværk og kornmølle, senere kobberværk. I 1800-tallet kom Brede Klædefabrik, som lukkede i 1956 og blev købt af Nationalmuseet få år senere. Mølleåen udspringer i Bastrup Sø, og løber over en 36 kilometer lang strækning gennem Farum Sø, Furesøen, Lyngby Sø til Øresund, og vandet falder 29 meter undervejs.