Som tiden går

I går var jeg på natværtshus ved højlys dag - sådan havde min meget gode veninde valgt at fejre sin tres års fødselsdag. Om ikke så frygtelig mange år bliver det min tur, og det fik mig til (igen) at tænke over alder og på, hvordan det var at blive halvtreds.

En halvtreds års fødselsdag bliver som regel betegnet som ’et skarpt hjørne’, selv om det er et lige så vilkårligt mål for tidens gang som en hvilket som helst anden fødselsdag. Der bliver også gjort grin med det. Jeg blev ikke begavet med en stok og et hørerør, men det kender jeg andre, der er blevet. Sublim humor eller ...?

I praksis betyder dét at være over halvtreds, at unge mennesker undertiden siger De til én. Det kan også betyde, at der bliver byttet rundt på de roller, man er vant til. Engang var ens far og mor der altid til at hjælpe, og nu er man den, der hjælper dem. Hvis man stadig har dem.

De fleste vil mene, at man er voksen, når man er halvtreds. Det skulle man også helst være, men sådan er det ikke altid. Mennesker modnes ikke så forudsigeligt som frugt og grønt. At blive voksen er et projekt, man kan kaste sig ud i eller lade være, og det har ikke noget med alder at gøre. En 25-årig kan være livsklog, og en 85-årig kan være narcissistisk og umoden.

For mig har det noget at gøre med at forstå, at der er mange ting, der er vigtigere end én selv, og have evnen til at erkende, når man tager fejl. Rejsen begynder med at finde ud af, hvad ens værdier er – og handle efter dem, mens man bevarer sin sunde, humoristiske sans (uden stok og hørerør, tak). Det drejer sig kort sagt om at bestemme sig for en retning og så ellers begynde at trave. Alternativet er bare et liv med en begyndelse, en midte og en slutning. Punktum.

Det var en dejlig fødselsdag i går, som overbeviste mig om, at min veninde på tres har fat i noget af det rigtige.

Tiden går, uanset hvad. Det slog mig lige, at det er godt og vel 30 år siden, jeg sidst var på Laurits Betjent …

Kong Volmers hæk

Jeg har klippet hæk i dag. Tredive meter med håndkraft. Jeg bryder mig hverken særlig meget om hækken eller om at klippe den, men den fulgte med, da vi valgte at slå os ned her, og hvordan slipper man af med en ligusterhæk? Svaret er, at det gør man ikke - man tager det som en mand og får det bedste ud af den.

Skal jeg være ærlig, var det ikke planen, at den skulle ende med at bugte sig hid, did, op og ned, men sådan blev det. Jeg ved ikke meget om at klippe hæk, men jeg er fornøjet med resultatet, og det er resten af husstanden også (til dels på grund af magelighed, tror jeg), så hvad kan man forlange mere? En liguster, der viser, at bag den bor sande fribyttere med mod til at gøre op med spidsborgerlige konventioner om stramme, linealklippede hække.

Og dog. Englænderne på herresæderne viser sig at være et hestehoved foran mig, men nu har jeg noget at stræbe efter (gæt, hvem der har fundet billedet!) :

For resten bor der en solsort i min hæk. Den brød sig ikke om lyden af hækkesaks lige over hovedet og skyndte sig at tage flugten. Jeg håber, den forstod, at det ikke var sådan ment, og er på plads igen i morgen.

Nu vil jeg sove. Armene gør det allerede.

Pyt

I dag er min første feriedag, det har regnet, og det gør ikke noget. Regnvejr er langt bedre end sit rygte. Andre steder i verden betragter man regn som en gave fra en venligtsindet guddom eller et symbol på renselse - ikke et irritationsmoment, som man prøver på at ignorere ved at begrave sig i arbejde eller kaste sig over huslige sysler, der alligevel skal fra hånden.

Man kan for eksempel betragte regnvejr som et signal om at sætte farten ned og tænke over tingene. Når himlen bliver mørk, og det begynder at dryppe, pakker blomsterne sammen, og kattene benytter lejligheden til at løbe ind og tage sig en ekstra skraber eller bare vegetere. Hvorfor ikke gøre det samme.

En dag inden døre, hvor det styrter ned udenfor er livgivende. Man kan fylde huset med lys, lyd og hygge og værdsætte, at man har et varmt og tæt hus. Jo mere bekvemt, man indretter sig, jo mere vidunderligt bliver et regnskyl.

Man kan også gøre det stik modsatte. Man kan gå ud og stille sig i regnen og blive gennemblødt. Eller køre en tur i regnvejret. Jeg kørte op til en ven og afleverede den paraply, han glemte hos os sidst.

Lyden af regnen, der trommer på taget eller bilruden kan være den rene terapi. Den kan bruges som en reminder om, at oven over en hvilken som helst sky er himlen altid blå.

Når det så er overstået
Ja, så kan man jo gå en tur og kigge på alt det, der lever af regnen. Jeg har en svaghed for alle de gevækster, der vokser uden tilladelse.

Enhver kan se, at den øverste er en klokkeblomst, den nederste en tidsel, og den næstnederste til højre en vild rose. Men hvad er det blå stavær i midten til venstre (nærbillede næstøverst til højre)? Jeg prøvede at slå den op, men fandt den ikke. Hvad hedder den? Den, der kan fortælle mig det, er min bedste ven!

Hvad det allerøverste, farveløse billede er for noget? Nærlæs overskriften og gæt ...

Himmel, hav, heks og sankthans

Vores sankthanstradition går ud på, at refugiets to menneskelige beboere efter middagen tager hinanden i hånden og til fods begiver sig de tre kilometer til Liseleje strand, hvor der er bål, heks, liv og glade dage. Vi har efterhånden gået turen i al slags vejr fra regn og blæst til syndflod og storm. Vi har oplevet, at bålet har været aflyst på grund af uantændelighed som følge af såvel vandmasser som vind af orkanstyrke, og vi har frosset uden at kny. Men stemningen har altid været det hele værd.

I år var vejret venligt, lunt og perfekt til sankthansbål, og vi havde glædet os til at stå og ligne deltagerne på Krøyers Sankt Hansblus på Skagen Strand. Men sådan skulle det ikke være. I eftermiddags havde Monsieur nemlig været på affaldspladsen med alle vores aviser, herunder lokalavisen, der indeholdt det nøjagtige tidspunkt for bålantændelsen. Vi var derfor henvist til at forhandle os frem til et sandsynligt klokkeslæt, og vi landede på klokken 21. Vi ankom punktligt, men desværre på det forkerte tidspunkt, og min tålmodighed rakte ikke til at vente halvanden time på båltale og hekseaffyring. Så vi traskede de tre kilometer tilbage med uforrettet sag, men som det ses i det mindste med dokumentation for, at vi havde været der.

Også en bålløs sankthansaften kan være stemningsfuld.

Køkkenvinduesnapshot

Nuttet, ikke?

Flere valmuer ...

Jeg bliver vist aldrig færdig med de valmuer. Dem i haven synger på sidste vers, men til gengæld kom jeg forbi en endnu mere imponerede valmuemark end den, jeg forevigede i forrige uge - og med Arresø i baggrunden:

Den samme mark har fanget lokalavisens opmærksomhed, og det viser sig, at det i virkeligheden er en rapsmark. Takket være landmandens manglende sprøjtning står valmuerne nu skulder ved skulder så langt øjet rækker. Næste fase bliver brun - når rapsen er moden og skal høstes. Det må godt vare lidt.

Hotel Træskoly

Jeg skal ud til foderbrætterne med frokost til fuglene og stikker lige i Monsieurs træsko, der står uden for hoveddøren. Det går fint med venstre fod, men den højre træsko kan jeg ikke få på. Der sidder noget i vejen, og jeg trækker lynhurtigt foden til mig igen ved tanken om, at det er en blodtørstig dræbersnegl, der ligger på lur ude i træskosnuden. Med galopperende puls tager jeg træskoen op og ryster fremmedelementet ud:

Nu bor Tuds-nelda, verdens største af sin art, i en papkasse ved siden af døren – med eget badekar i en minisouffléform.

Nu blomstrer hylden ...

... næsten.

Te på terrassen med Zadie og Jas

Zadie Smith skriver om en anden slags skønhed end den, jeg har udsigt til, når jeg sidder på min terrasse og læser og drikker te. Jeg har taget mig den frihed at kombinere dem. Foreløbig har jeg kun nået 122 af de 596 sider, men når en forfatter kan skrive ...

»Der er dejligt her,« sagde Howard og undrede sig over det instinkt, der altid fik ham til uopfordret at sige præcis det modsatte af, hvad han mente.

eller:

Claire frembragte den klirrende lyd af latter. Det var ikke første gang, at Kiki bemærkede den kompromisløse intelligens i hendes øjne, hvordan de aldrig gav sig hen i latterens naturlige udløsning.

eller:

Jerome havde sluttet sig til dem i al sin dystre jeromitet.

... har man meget at glæde sig til.

På den måde gik forårets sidste bonusfridag, grundlovsdag. Med en velskrevet og -oversat bog, en kop te, entomologisk aktivitet i akelejerne og en gammel, trofast hankat vimsende om benene i solskinnet. Det burde være en grundlovssikret rettighed for alle.

Jagtnyt

Det lader til, at Sofus i al ubemærkethed har indløst jagttegn – i hvert fald præsenterede han ikke mindre end to fjerede trofæer for mig på stuegulvet i går, som min anstændighed forbyder mig at videreformidle fotografisk.

Til gengæld udspandt der sig på havefliserne her til formiddag et ret beset betydelig større drama, som jeg undres mere end jeg væmmes over. En myre var gået i gang med at forberede en grisefest for sine nærmeste venner og slægtninge.

Lørdagssnapshots

Fløjlsstemmen

Monsieur var i det gavmilde hjørne i går og kom hjem med en cd til mig - som han længe selv havde ønsket sig. Heldigvis er vores musiksmag for en stor del sammenfaldende, og Bryan Ferry lapper absolut over.

Ferry og Dylan lyder som en naturstridig kombination, som at møde op i smoking og gummisko. Men måske netop fordi der er så stor stilforskel, er der åbent for fri fortolkning. Nu har Dylanesque kørt nonstop hele morgenen, selv om jeg normalt foretrækker mine fugle udenfor som soundtrack. Men for sådan nogen som os, der var forholdsvis unge i 70'erne, er det næsten som at komme hjem at genhøre 'det tiltrækkende og forbløffende uslidte stilikon', som Politiken kalder Bryan Ferry i sin anmeldelse af hans koncert i Tivoli søndag aften. Dér ville jeg for resten godt selv have været.

Det er en dejlig plade!

Frokost i det grønne

Lad mig sige det på den måde: parasollen fik vi ikke brug for. Til gengæld har jeg fået et omfattende pinsedagsstikordsregister:

regnvejr, Bryan Ferry, stearinlys, aromalampe, lyserøde roser, grin, alvor, Liselotte, varme, nysgerrighed, Lambrusco, tyfon, Kenneth, snak, snacks, Sofus, spørgen, honning, vin, Donald, Leo, kartoffelsalat, mors frikadeller, blandet salat, Regitze, flûtes, guacamole, Claus, motorcykel, ost, barndom, hjemmelavet påskebryg, Mexico, opvækst, tegnsprog, Ella, IT, DR, spidse sko, Aalborg, gule roser, solskin, varme, Harrestrup, glæde, chokolade, Esbjerg, gulerodskage, stempelkaffe, Lars H.U.G., rhododendron, storkenæb, Hals, solsorterede, Alexander, Louis, Malte, Nordjylland, Nordsjælland, afsked, ses, Ella ...

Tak alle sammen - også jer, der ikke var med denne gang, men deltog alligevel!

Der kommer gæster i morgen ...

- og husk, det er din tur til at slå græs!

Miss Mis' uransagelige veje

Hun har gjort det før, og i fredags skete det så igen: Miss Mis bad om at komme ud ved midnatstid, men i stedet for at komme tilbage to timer efter og vække os for at blive lukket ind igen, som hun plejer, blev hun væk - med en vis nervøs rastløshed hos personalet til følge. For en time siden – det vil sige efter næsten to døgn – ringede hun så endelig på, jeg åbnede døren, og uden nogen forklaring styrede hun direkte mod madskålen som om intet var hændt. Jeg vænner mig aldrig til det.

Miss Mis har altid gået sine egne veje, og det har altid været et mysterium for os, hvor de ender. For nogle dage siden, da vi gik en længere aftentur, kom vi igen til at tale om det. Hvor stort var hendes distrikt mon, og hvor langt væk mon hun gik, før hun kom i tanker om madskålen og vendte om? Vi nåede igen ikke til noget endeligt resultat, og samtalen faldt på andre emner, mens vi traskede videre. På et tidspunkt kom vi forbi en forhøjning, hvorfra der måtte være en fantastisk udsigt over landskabet, og på toppen af højen sad en kat, der tilsyneladende nød solnedgangen i fulde drag.

- Sikke en sød kat, der sidder deroppe! siger jeg spontant og peger.

Monsieur kigger op.

- Mmm, svarer han lettere flegmatisk. Og tilføjer: - Det er også vores egen.

Så nu har vi en idé om størrelsen af Miss Mis' revir. Vi befandt os meget, meget langt fra de hjemlige græsgange, det vil sige mange befærdede veje væk, og sådan set ville vi godt have undværet vores nye viden ...

SVUP

Opmuntret af succesen i lørdags er Monsieur og jeg blevet enige om at forsøge at gentage den og samtidig udvide deltagerantallet en anelse. Pinsedag får vi fem bloggende, spændende gæster til frokost i haven, og lige nu går jeg og overvejer traktementet, for en af dem er kendt for sine imponerende køkkenaktiviteter, som hun dagligt har dokumenteret med mundvandsfremkaldende billeder gennem mange år. Jeg håber, at vores nyerhvervede maskot i samarbejde med de højere magter vil aflede opmærksomheden fra vores begrænsede evner inden for koge- og kagekunsten! En anden af gæsterne er så berejst, at jeg får rejsefeber bare ved tanken, og en tredje er en skæbnebror, som har oplevet flere ting parallelt med mig på job og i forældrerollen. Kort sagt, jeg glæder mig!

Forventningens glæde er som bekendt ikke nødvendigvis den mindste, og jeg er stensikker på, det bliver en pinsedag, der vil indprente sig eftertrykkeligt i min hukommelse. Monsieur har for nylig offentligt erklæret, at han lider af SVIP - Social Vægring I Perioder. Det kan jeg heller ikke sige mig helt fri for, men heldigvis har jeg også jævnligt hang til SVUP - Stimulerende Visitter Under Parasollen.

R(h)aps-ody in Yellow

Man må ha' sit eget rapsbillede - bedre sent end aldrig ...

At spotte en spætte

Mine optegnelser siger, at der foreløbig er 42 forskellige fuglearter, der har aflagt visit i haven, så jeg har ingen yndlingsfugl – valget er for svært. Men spætten har en særlig plads i mit katalog over øjenglæder, navnlig hr. Spætte, der dagligt rumsterer på foderbrættet og i vildnisset uden for mit køkkenvindue. Hver dag prøver jeg at få ram på ham med kameraet, og hver dag lykkes det ham at gøre resultatet håbløst.

Her er dagens bedste skud, og jeg fortsætter til han en skønne dag sætter sig sådan, som jeg gerne vil have ham til det. Og helt stille!

Under parasollen tyve år efter

Vi har haft besøg af en tidligere kollega, som vi fandt igen i Blogland, da han skrev, så mit hjerte blødte, om sin kats forsvinden. Vi katteglade-i-låget kan slet ikke have, at vores katte bare sådan bliver væk uden at efterlade en seddel på køkkenbordet om, hvor de nu er – om det så er i kattehimlen.

Indtil i går havde vores bekendtskab været rent professionelt, og nu oplevede vi så dette rummelige, vidende og positive menneske privat, og vi fandt ud af, at vi også har et skæbnefællesskab i vores sønner, som har givet os visse udfordringer i livet.

Livet er en uberegnelig størrelse, for det viste sig jo, at vi har flere livstråde, der krydser hinanden: Teheran gav anledning til en lang og meget spændende snak om at bo i denne by, og hvor heldig man er, hvis man ikke længere gør og førhen tilhørte den mindre priviligerede del af samfundet. Jeg er svært glad for at leve i Danmark og har vanskeligt ved at forstå, hvorfor et nyt, ungt medlem af familien ikke har det på samme måde. Der er en afgrund til forskel i den måde, vi er præget tidligt i livet.

Det var højt, varmt parasolvejr til at begynde med, og så opslugt af samtalen var vi, at vi først alt for sent opdagede, at det stadig er først i maj, og at vi længe havde siddet og klapret tænder.

Men det var en dejlig dag - og snakken fortsatte indenfor.

Når får får får ...

Et stenkast fra vores ydmyge bolig ligger en stribe fredede gravhøje fra ældre bronzealder på kirkens jorder. Oprindelig var der otte høje, men nu er der kun fire synlige tilbage, resten er overpløjet. Det er heldigvis stadig smukt at se på, men dyrt at holde - vegetationen har det med at tage magten og kvæle sceneriet. Sidste år fik nogen henne i kirken så sammen med en lokal fåreavler den lyse, maleriske idé at sætte får ud på arealet og dermed slå to hestebremser med ét smæk. 'Synergieffekt' står der sikkert i papirerne.

Nå, men Monsieur og jeg har stor fornøjelse af arrangementet, når vi går vores aftenlige debriefingtur efter opvasken, og i dag havde vi medbragt kamera og ambitioner om banebrydende nærbilleder af nuttede fårebørn. Nu har vi lige kasseret 49 lamme forsøg, men vi fandt da ud af, at det er vanskeligere at fotografere får, end man skulle tro ...