Genudsendelse

Sidste gang, Jas forsvandt, skrev Monsieur på sin blog:

Vi plejer at sige, at vi har tre katte, men det er en tilsnigelse. Vi har kun 2½. Gammelfar, Gamle Jas eller bare Jas er en halvvild, gråstribet kat af hankøn, men af ubestemmelig alder og herkomst. En skønne dag for knap fire år siden stod han pludselig midt ude på Madames ornitologiske traktørsted uden for køkkenvinduet og kiggede langt efter fuglene, der lige havde taget flugten. I mangel af bedre satte han slukøret tænderne i en mejsebold, der lå på jorden, og luskede af med den. Næste dag var han der igen, og også de følgende dage vendte han tilbage, men han fangede aldrig en fugl. Til gengæld udvidede han menukortet til også at omfatte de tørre brødskiver og æblerne, der var tiltænkt solsortene. Han kom flere gange hver dag. Han var umættelig.

Men en kat skal ikke spise fuglemad, og vi forbarmede os. Vi begyndte at sætte en tallerken med noget mere rovdyrvenlig mad ud til den sultne kat med den matte pels. I begyndelsen brugte han ikke tallerkenen, men bortførte i hast det der lå på den, så snart den blev sat ud. Det blev indtaget grådigt og smaskende bag en busk.

Med tiden, men langsomt, gik det op for ham, at vi var ufarlige, og han begyndte at spise af tallerkenen. En sommerdag, da havedøren stod åben, og der var højtryk på gryderne i husets indre, vovede han pelsen, der i mellemtiden var blevet næsten blank, betrådte stuegulvet og forfulgte den forførende duft ud i køkkenet. Vi var godkendt.

Efter et års tid gik han med til at lade sig klappe uden at bide efter os, vi fik ham endda til at spinde, og han accepterede en stol i det fjerneste hjørne af stuen på kolde vinteraftener, indtil pligterne kaldte, og drifterne trak. Ellers boede han ude på havebænken. Når vi kom hjem fra arbejde og stod ud af bilen, råbte vi Er du der, Jas? og han svarede Wauv-wauv-wauv-wauv! oppe fra terrassen. Der stod han og ventede, mens han spejdede ind i det forjættede land gennem ruden i den nederste halvdel af havedøren.

En dag mødte han op med en kæreste, en fin og blid lille damekat, som han delte sin mad med. Ikke nok med, at han kunne sin Lady og Vagabonden, han overlod hende også sin havebænk, mens han selv sad nedenfor på fliserne og sang serenader. Det var meget hedt. Det varede, indtil hans veninde blev gravid, flyttede ind og fødte tre killinger på badeværelsesgulvet - but that's another story...

Helt tam blev Jas aldrig, men trofast, og han sprang sjældent et måltid over. Hans pels blev næsten perfekt, men appetitten forsvandt aldrig, og han endte med at blive, hvad man må betegne som lettere korpulent. En velnæret kriger, der kunne slå en proper næve, og som selv ind imellem fik en røvfuld og vendte hjem med sår, der skulle slikkes og ører, der blev permanent savtakkede.

Sidste søndag kom han ikke hjem til aftensmad. Han var der heller ikke mandag morgen. Tirsdag, onsdag og torsdag: ingen kat. Fredag begyndte vi at blive bekymret, for han havde aldrig været væk mere end højst tre døgn ad gangen, og det hørte til sjældenhederne. Vi begyndte at tale om, at katte undertiden finder andre græsgange og pensionater. At de er håbløse til at krydse veje. At katte gemmer sig, når de er syge, om de så skal dø af sult. Der kom heller ikke nogen Jas lørdag, og vi sagde ikke mange ord til hinanden. Søndag var rædselsfuld. Om aftenen blev vi enige om, at vi nu kun havde to katte.

Tidligt i morges, da vi stod op i halvmørket, aftegnede der sig en silhuet i glasruden i den nederste halvdel af havedøren, der forekom bekendt. Først troede vi ikke, det kunne passe. Men det gjorde det. Det var silhuetten af en sulten, nu mindre overvægtig, men stærkt humpende, gråstribet hankat. Wauv-wauv-wauv-wauv! Han kunne ikke støtte på det ene forben. Han havde været ude at praktisere det, der er hans bestemmelse, og havde mødt en overmand med tilsvarende planer.

Nu ligger han og sunder sig i sin gamle stol i hjørnet, og der er faldet en sten fra vores sentimentale hjerter.

Om man kan savne en halv kat? Ja, det kan man godt.

Denne gang er der ingen happy ending. Der er ingen savtakket silhuet i havedøren, og nu er det over en måned siden, vi sidst så vores halve kat. Den tomme fornemmelse er den samme.