Mareridtet nærmer sig

Er der noget, jeg har det skidt med, er det julefrokoster på arbejdspladsen. Da jeg var yngre, syntes jeg faktisk, det var ret underholdende - men igen, tider skifter, og sæder ændrer sig for mit vedkommende. Det er en meget stor arbejdsplads, jeg færdes på, og engang var julefrokosten først og fremmest et hyggeligt arrangement for de forholdsvis få medarbejdere i ens egen redaktion. Men nu har vi fået en struktur med kolossale afdelinger, hvor man kun har noget at gøre med et fåtal af dem, der arbejder i afdelingen. Resten har man ikke nødvendigvis noget til fælles med, og for mange er det kun et kort stop på vejen i deres karriere, så der er et stort gennemtræk. Der er med andre ord ikke rigtig noget at være fælles om længere, og det gør i mine øjne julefrokosten til en kunstig konstruktion, man kun opretholder, fordi det nu engang hører sig til. Kort sagt orker jeg ikke at sidde bænket i timevis med en vildfremmed, jeg intet har at tale med om. Eller spise jammerlig dårlig mad og høre på endeløs fuldemandssnak.

Derfor er jeg i de senere år gået i en stor bue uden om julefrokosten, og jeg har ingen skrupler haft af den grund. Men i år er jeg virkelig i tvivl, for som jeg har været inde på, har det været et annus horribilis for alle medarbejdere, og måske burde man man tage sig sammen i solidaritetens navn. Så jeg tæller på knapper i øjeblikket, men jeg har ærlig talt ikke ret meget lyst.

Hvordan har du det med firmajulefrokosten?