I selskab med de døde

Jeg har det meget blandet med kirkegårde. På en måde pirrer de min nysgerrighed, fordi det kan være interessant at læse på gravstenene og danne sig forestillinger om alle de liv, der ligger der. Men der er også noget makabert ved det.

Som barn blev jeg tit slæbt med på Søllerød kirkegård, hvor min farmor og farfar ligger begravet. Min far kunne stå og kigge på graven meget længe, mens jeg løb rundt og kiggede på de mærkelige huse, nogle havde på deres grave, med marmor, søjler, duer og en masse anden pynt. Det siger mig lige så lidt i dag som dengang.

Som barn hørte jeg historien om en ung kvinde, Giertrud Birgitte Bodenhoff, der var blevet begravet skindød på Assistens kirkegård. Da gravrøvere åbnede hendes grav, vågnede hun op for bagefter at blive slået ihjel af røverne. En helt igennem frygtelig historie, som forhåbentlig er utænkelig i dag.

Nu kommer jeg kun på kirkegårde, når min far gerne vil besøge min mors grav eller sine forældres.

Hvordan har du det med kirkegårde?