Kinabogen

Jeg har skrevet dagbog fra jeg var atten år. Ikke lange udredninger om alt, hvad jeg oplever, men jeg forsøger at fokusere på de positive ting, jeg oplever. Fem positive ting hver dag er et godt mål. Ud over det skriver jeg primært ned, hvad jeg snakker med venner om, for det meste i stikordsform. Det er en meget praktisk foranstaltning, for det betyder, at når der går par måneder imellem, at vi ses, har jeg et hurtigt overblik over, hvad talte om sidst, og hvad jeg kunne tænke mig at følge op på. Der er mange, der tror, at jeg har en formidabel hukommelse. Det har jeg ikke, men jeg har min kinabog, som jeg bruger flittigt. En egentlig dagbog kan man vel knapt kalde det, for der er masser af ting, jeg bare lader fare.

Nu har jeg lige bladet min allerførste kinabog igennem, og jeg genkaldte mig pludselig en masse oplevelser, jeg helt havde glemt. Det var både hyggeligt og lidt skræmmende, for den unge pige, jeg var dengang, var en temmelig anderledes person, end jeg føler mig i dag. Følelsesudsvingene større - jeg var enten i himlen eller i helvede. Og sådan skulle det nok være.

Har jeg ligesindede, der grifler løs, når dagen er omme - ud over på bloggen?