Hun bryder sig egentlig slet ikke om at komme i København. Siden hun flyttede ud på landet for elleve år siden, har hun kun været på Strøget en enkelt gang, men i dag har hun pludselig lyst til til at tage toget derind.
Hun står af på Nørreport klokken lidt over elleve og går ned ad Fiolstræde, der er helt forandret. Sidst hun var her, var der mange flere antikvariater. Nu er de lavet om til cafeer eller tøjforretninger.
Lige før hun kommer til det, der engang var Daells Varehus, får hun øje på et skilt over en ny forretning, og hun genkender logoet med det samme. I flere år har hun fået Gudrun Sjödéns kataloger sendt fra Sverige og bladret i dem, men hun har sjældent købt noget. Det er for besværligt at købe pr. postordre, hvis tøjet ikke passer. Nu er der kommet en forretning, hun kan gå ind i.
Da hun kommer ud igen, har hun ikke købt noget. Der var for meget at vælge imellem, men det var en god oplevelse. Næsten bedre end at gå på museum, og hun fortsætter sin bytur med et smil om munden ved tanken om de farvestrålende kjoler og fantasifulde mønstre.
Hun går ind i flere forretninger og kigger, men hun køber kun noget ét sted. Notre Dame er den eneste forretning i hele København, hvor man kan få de karklude, hun bruger, og hun trænger til nogle nye. Hun køber en gul, en grøn, en blå, en orange og en rød, så der altid er én, der passer til viskestykkerne.
Da klokken er ved at være ét, er der pludselig sort af mennesker, ligegyldigt hvor hun færdes. Hun har glemt, at det er den dag, alle skal have byttet deres julegaver. Hun er sulten og har lyst til at gå ind på en café og spise frokost, men der er optaget alle steder.
Hun går ned i Meyers Deli i Magasins underetage og køber en vegetarsandwich og en Ramløse, som hun tager med sig i metroen. Nu vil hun hjem.
Sandwichen er enorm, men hun har aldrig smagt noget bedre. Der er ikke andet i end ruccola, mozzarella, soltørrede tomater og pesto, men brødet er helt frisk. Hun beslutter sig for at kopiere den engang i løbet af weekenden.
Hun skal skifte i Hillerød, men det tog, hun skal med, er lige kørt, og mellem jul og nytår kører lokalbanen kun én gang i timen. Hun tager Ud & Se, og fordriver ventetiden med at bladre i det. Der er altid flotte billeder.
På side 50 er der en slags novelle af Simon Fruelund om en gruppe pendleres vaner og hverdag, skrevet i korte, knappe sætninger uden ret meget variation, men hun kan godt lide det. I toget får hun den idé at skrive et blogindlæg i samme stil, når hun kommer hjem. Det skal handle om hendes dag i byen.
