Dorthe

Her ved juletid kommer jeg gerne til at tænke på min skolekammerat Dorthe. Vi gik kun i 1. klasse sammen, men fordi hendes skæbne blev, som den gjorde, kan jeg ikke glemme hende. Jeg ved ikke, hvor i verden hun er i dag, for vores veje skiltes efter 1. klasse.

Dorthe var en helt almindelig lille pige, som fik en hjernesvulst, der gjorde, at hun kom til at sidde i kørestol, og hun mistede også talens brug. Forældrene var meget ældre end mine, og de havde flere andre børn. De valgte at sende Dorthe på et hjem, hvor man tog sig godt af hende - men desværre et plejehjem for gamle mennesker. Det kan ikke have været sjovt for et ungt menneske at bo sammen med meget dårlige gamle, men min mor blev besøgsven for Dorthe. Hun så hende en gang om ugen i mange år, og hvorfor det stoppede, ved jeg ikke, og nu kan jeg ikke spørge min mor, for hun lever ikke mere. Min mor valgte netop Dorthe som den, hun blev besøgsven for, fordi hun selv var heldig at have to raske børn.

Ind imellem husker jeg på, at man skal påskønne at være rask, for det er ingen selvfølge. Hvis jeg vidste, hvor Dorthe er i dag, ville jeg besøge hende, men hendes navn findes ikke i telefonregistrene.