Kattepine

Sofus har fået mavevrøvl og skal have to slags medicin, men han er ikke indstillet på at samarbejde, når det gælder piller. Den ene slags skal knuses, tilsættes lidt vand og blandes med hans mad - men hans radar sporede straks, at der var something rotten med den skål, der blev sat foran ham. Altså rørte han den ikke. Den anden pille skal anbringes bagest på tungen, så han bare synker den - og gæt engang hvordan det gik. Suk.

Der var med andre ord kun én ting at gøre i går eftermiddags: stoppe katten ind i transportkassen og transportkassen ind i bilen, og så ellers af sted til dyrlægen.

Under de første fem minutters kørsel udgik der en ynkelig, men stærkt forurettet klynken fra kassen. Det blev afløst af en lyd, der lå tæt op ad det velkendte koncept ’ulvehyl i måneskin’, som efter yderligere to minutter slog over i ’genfærd med halskatar’. Herefter bredte der sig noget, der først lugtede forkert på én måde og lidt efter forkert på en anden måde, og jeg kan skrive under på, at ingen af måderne var behagelig. Den stakkels kat - han troede, han var på vej til skafottet, og han var mildest talt ikke lækker at hale ud af sin kasse på dyrlægens bord. Hele bagkroppen og halen var smurt ind i ... det tror jeg lige, vi springer over.

Dyrlægen ændrede klogt nok strategi, så den ene slags medicin blev i form af én langtidsvirkende injektion i nakken her og nu, mens den anden desværre stadig skal indtages i pilleform. Det tog dyrlægen rundt regnet to sekunder at stoppe pillen i halsen på katten, men han er heller ikke os.

Hjemturen foregik med alle ruder rullet ned og klaprende tænder - alternativet havde været at holde vejret i ti minutter. Så fulgte det tunge pligtarbejde med at få Sofus til at ligne en kat fra et pænt hjem igen. Monsieur stod på bare tæer og og holdt kræet op (iført arbejdshandsker af sikkerhedsmæssige årsager), mens jeg shamponerede, vaskede og skyllede af - først katten og derefter badeværelset. Sofus tog det pænt og protesterede mærkeligt nok slet ikke. Måske opfattede han det bare som en fin service, at han ikke selv behøvede at gøre det beskidte arbejde og indså, at det var bedre at dufte af violer end at lugte værre end en katastrofe.

At møde på job i dag var nærmest som at komme på hvilehjem. Lige nu prøver jeg at glemme, at vi skal til dyrlæge fire gange til i denne uge ...

P.S. Ingen billeder!