Huset var varmt i nat efter at solen har stået på i mange dage, så det var svært at sove. Ved totiden var jeg på havevandring i de lyse nætter. Haven er noget særligt om natten, når det er varmt. Der duftede af varm barndomssommer fra fyrretræerne, og hyldebuskene lyste op med deres hvide og næsten selvlysende blomsterknopper. Liljekonvallerne lyste nede ved jorden. De orange havevalmuer trænger sig også på om natten. Hvis jeg vågner, plejer jeg at nøjes med et kig op gennem glastaget i entreen, så har jeg en stor del af havens træer og stjernerne lige derude. Det er et imponerende syn - og rart i koldt vejr, at jeg kan stå trygt inde i varmen og næsten være udenfor samtidig.