Jeg har netop lånt Tomas Espedals roman Gå eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Den har fået smukke ord med på vejen af flere bloggere og var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2007. Selv om jeg kun er 20 sider inde i den (og den har bestået halvsidesprøven), er jeg solgt, helt solgt. Monsieur kommer til at høre mig læse op hver morgen på vej til job, til jeg er færdig med bogen.
Espedals sprog er associerende og legende – og meget, meget smukt. Jeg har ikke før læst noget, der bare minder om den – jo måske ’Sofies verden’. Romanen handler om at gå! At gå ind i sig selv, at gå ud i verden, gå i Rimbauds fodspor, at gå på druk og hvad man nu kan gå i og på. Jeg har læst, at han senere i bogen går ind i Paris og Grækenland. Mens han går, fører han samtaler med filosoffer og digtere som Rousseau, Wordsworth, Hölderlin, Baudelaire, Kierkegaard og Nietzsche.
Bogen er skrivekunst parret med stor lærdom, som norske Aftenposten skrev. Tomas Espedal er født i 1961.
Lån den …
mandag, juni 02, 2008
Om at gå
Abonner på: