
Sommerfuglejagt
I min seneste jordiske inkarnation, var jeg (måske ikke så overraskende) kvinde. Jeg blev født omkring år 1400 dér, hvor Nordcanada ligger nu. Af profession var jeg sømand, handlende eller måske mægler.
Jeg var boheme af natur, en mystisk, højt begavet person med indsigt i de gamle bøger. Måske tjente jeg mørkets magter med mine magiske evner.
I min nuværende inkarnation har mit tidligere liv lært mig, at frygtsomme og ensomme mennesker findes overalt, at det er min opgave at overvinde disse tendenser i mig selv og derefter hjælpe andre mennesker.
Hm. Ovenstående har jeg lige fundet ud af på en hjemmeside uden at foretage mig andet end at oplyse om min fødselsdag.
Jeg indrømmer blankt, at jeg var dybt optaget af tv-serien På rejse med sjælen, hvor regressionsterapeuten Rud Grant først førte en række personer tilbage til en tidligere inkarnation, og bagefter forsøgte et tv-hold at spore, om oplysningerne kunne passe ved at rejse til de steder, hver enkelt havde oplevet (genoplevet?) i trancen. Jeg ved ikke, om jeg tror på reinkarnation, men nogle af historierne var rystende overbevisende.
Derimod ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke tror på regression via et computerprogram, hvor man skal udfylde tre rubrikker (hvor mange kvindelige sømænd var der mon i 1400-tallet?). 'Kan du huske det nu?' bliver jeg spurgt efter resumeet af mit daværende liv og færden. Nej, overhovedet ikke, men det var underholdende, så længe det varede.
Prøv selv.
Hjemmesidens indehaver lægger ikke skjul på, at det hele er for sjovs skyld, og reinkarnationsspøgen er da også kun en biting. Selve hjemmesiden The Big View giver et præcist overblik over filosofi i vid forstand, inklusive videnskab, religion og mytologi, og man kan downloade hele molevitten i pdf-format, så man kan printe ud og fordybe sig.
Monsieur og jeg taler jævnligt om alder – sikkert fordi vi har alderen til det. Vi er midt i halvtredserne, og vi kan ikke rigtig finde ud af, om vi er gamle, men det er vi vel sådan set. Ifølge ordbogen betyder gammel 'som har levet eller eksisteret i lang tid'.
Ét er sikkert: i denne del af verden er det ikke en kvalitet at være gammel, medmindre der er tale om antikviteter. Selv læger, psykologer, plejepersonale og andre, der beskæftiger sig professionelt med mennesker, hører man bruge ordet 'gammel' negativt. Medierne gør det pr. automatik. Den, der har rundet de halvtreds, har med garanti også mærket en ændring i omgivelsernes opfattelse af én – og måske endda fået et andet syn på sig selv. 'Hold kæft, hvor lyder det gammelt', sagde et medlem af familien for nylig, da han fyldte tres.
Et opslag i synonymordbogen under 'gammel' giver følgende valgmuligheder:
affældig, aflægs, alderstegen, aldrende, bedaget, gammel af dage, gammelagtig, gammeldags, gråhåret, højtbedaget, mæt af dage, oldgammel, oldingeagtig, overlevet, senil, senior, udlevet, urgammel, ældet, ældgammel, ældre, oppe i årene, til års, stå med det ene ben i graven, gå på gravens rand, have mange år på bagenIkke just noget skønmaleri, især ikke første halvdel af svadaen. Det er ikke så mærkeligt, at unge afskyr gamle og for det meste holder sig langt væk fra dem. Hvem har lyst til at være affældig, aflægs, bedaget, mæt af dage, oldingeagtig, udlevet eller stå med det ene ben i graven? Eller blive mindet om, at man er på vej til det.
Som følge af Sofus' månedlange stuearrest med dertil hørende begrænsede fysiske udfoldelsesmuligheder kombineret med fri adgang til skålen med Hill's Science Plan med kylllingesmag (om end i light-udgaven) har han tillagt sig en lidt for synlig embonpoint, der svinger fra side til side, når han går.
Mens jeg er sikker på, at hængebugen nok skal forsvinde af sig selv, når Sofus nu kommer udenfor, står Monsieur fast på, at madordningen skal suspenderes om natten og skålen gemmes af vejen, hvis vi ikke vil have en kat med ølvom.
Som sagt, så gjort. I aftes fjernede Monsieur kynisk madskålen fra sin faste plads og fandt et gemmested til den højt oppe på og bag ved noget, som ingen kat kunne nå. 'Vi er nødt til at være konsekvente', bemærkede han med autoritet.
I morges, da vi stod op, var madskålen på mystisk vis kravlet ned og havde fundet tilbage til sin oprindelige plads, hvor Sofus er vant til, at den står.
Jeg kiggede først på skålen og derefter på Monsieur og gjorde, hvad jeg kunne for at ligne et spørgsmålstegn.
Hvorefter han trak på skuldrene, slog ud med armene og sagde: 'Jamen, katten var sulten!'





Når man det meste af sit liv har boet sammen med 59 andre katte, og man så pludselig bliver omplantet til et sted, hvor der fortrinsvis bor mennesker, er der vel ikke noget at sige til, at man liver op, når der af og til viser sig en artsfælle i farvandet.
Da Jas kom ind i morges for at indtage sin morgencomplet, fik han derfor uventet selskab af Sofus, der kom farende hen til ham med rejst hale, lagde sig ned, strakte sig ud, rullede rundt og gjorde sig til med de velkendte ord miiiv miiiv miiiiivvvvv. Det er bare ikke nogen garanti for, at man ikke bliver totalt ignoreret.
I stedet kan man så forsøge at kysse Miss Mis, når man sidder nede på gulvet, og hun står oppe på sofaen og nidstirrer én. Så meget mere skuffende er det at indkassere et hvæs og én på skrinet som tak.
Man må gøre sig sine erfaringer.
Sofus er blevet næsten kry siden i går. Her til morgen var det af største vigtighed at få den tøjmus ned med nakken, som hans nye tjenerinde fjernstyrede fra den anden ende af en snor. Selv den noget reserverede Miss Mis, der til daglig ikke giver sig af med den slags, overgav sig og legede med.
I nat lød der ivrig, vedholdende knasen i badeværelset - de forsømte måltider er så småt ved at blive indhentet. Hill's Science Plan med kyllingesmag (Miss Mis' favorit) slår rejer og tun med flere længder. En halv skål, svarende til to dagsrationer, var væk til morgen. Lige nu powernappes der i reolen bag cd’erne, lutter idyl.
I går aftes fik halvvilde/tamme Jas lokket den nye logerende ud på åbent gulv ved sin blotte tilstedeværelse. Sofus var stærkt opsat på at slå en sludder af med den gamle, som couldn't care less. Tak alligevel, gamle Jas. Små skridt.
Det gik ellers lige så godt. I går havde vi haft Sofus i en uge, og han var så småt begyndt at affinde sig med situationen og sit nye hjem.
De første par dage så vi ikke meget til ham. Han var altid bag ved et eller andet. Bag ved reolen, bag ved gardinet, bag ved toilettet, bag ved kaffemaskinen, bag ved sofaen. En gang imellem også under en stol, skeptisk og utilnærmelig. Desuden sultestrejkede han, uanset hvad vi diskede op med: tørkost fra dyrlægen, vådkost fra Whiskas i brev eller dåse, kylling fra køleskabet, rejer, tunfisk, hvad som helst. Han rørte det ikke. Til sidst begyndte vi at frygte, at han ville dø af sult, og vi ringede og rådførte os med internatet, hvor han havde boet i fire måneder. Ingen risiko, lød det beroligende, det skulle nok komme. Og vi arrangerede maden og havde tal på alt, hvad vi stillede frem, så vi kunne kontrollere, om der forsvandt noget. Men der forsvandt ingenting. Endelig for to dage siden sneg han sig ud fra bag ved sofaen og spiste 1 reje. Lidt senere på aftenen spiste han én til reje. Næste dag spiste han ingenting, men til gengæld lod han sig ae siddende bag ved sofaen, hvor vi dårligt kunne nå ham, og det var et stort øjeblik i går, da Monsieur tilmed blev slikket på hånden, og Sofus kneb øjnene sammen og spandt. Vi gik lettede i seng, helt sikre på at akklimatiseringen var ved at lykkes.
I morges, da vi stod op, var Sofus væk. Han var ikke bag ved sofaen og ikke bag ved noget andet. Vi så efter overalt i alle hulrum, bag alle døre, gardiner, reoler, under alle møbler. Han var der ikke. Vi blev enige om, at der kun kunne være én forklaring: hver nat kl. 2.30 kommer Miss Mis hjem fra sin natlige rekognoscering og melder sin ankomst med en gennemtrængende mjaven, der vækker hele huset, hvorefter Monsieur står op, trasker halvsovende ud til hoveddøren i totalt mørke og lukker døren op for at slippe hende ind. Sofus måtte være løbet uset ud samtidig med, at Miss Mis løb ind.
Vi gennemsøgte alle buske i haven, inspicerede alle træer og kaldte, kaldte, kaldte. Ingen kat. Sofus var over alle bjerge, og vi hadede os selv. Vi gik tilbage til huset og besluttede at foretage den tunge opringning til internatet og maile efterlysningen til Dyrenes Beskyttelse. Vi vidste også, at det var håbløst.
Vi spiste morgenmad i tavshed og uden appetit. Vi tog af bordet og vaskede op i tavshed. Bagefter gik jeg hen for at tænde radioen i håb om at aflede tankerne.


Han blev knapt tre år. Det var min kat, og jeg har fået mange trøstende ord. Dem er jeg glad for, men de skaffer mig ikke Trold alias Spike Jones tilbage.
Der var så meget krudt og livsglæde i den kat, og han elskede mad. Han kendte alle lyde, der havde bare den mindste relation til Whiskas-dåser, portionsbreve, køleskabe og gryder. Han kunne registrere dem liggende i dyb søvn i den anden ende af huset, og sekundet efter sad han turbospindende midt på køkkengulvet og forventede en spiselig erkendtlighed i form af en nykogt sild, et hjerte, en mørbradbøf eller måske bare en skefuld hytteret, det skulle da ikke komme an på det. Maden kom altid i første række. Når fremmødet ikke blev belønnet, og et hjerteskærende mjav med hovedet på skrå og insisterende øjenkontakt heller ikke hjalp, tog han sagen i egen pote, styrtede ud i haven og satte sig lige foran musehullet og ventede. Og ventede. Han havde tid nok til det vigtigste her i verden.
For en uge siden begyndte han at miste appetitten. Det havde vi aldrig før oplevet, men vi tænkte, at det gik nok over. Det gjorde det ikke, tværtimod. Han spiste mindre og mindre for hver dag, og han blev mere og mere sløv, han der ellers altid havde været hyperaktiv og aldrig fejlet noget som helst. Da han så også begyndte at kaste op og få tynd mave, var der ingen vej uden om dyrlægen. I første omgang lød diagnosen, at der var en tumor på den ene nyre. Men røntgenbilledet viste, at det var indvoldene, der af en eller anden grund lå helt forkert. Dog mente dyrlægen, at der var en fair chance for, at det kunne fixes.
Da Trold dagen efter kom på operationsbordet og blev lukket op, viste det sig, at han havde indre blødninger overalt på grund af en aggressiv leukæmi, der havde bredt sig med lynets hast. Der var ikke mere at gøre.
Jeg har mistet mange katte, og mange af dem har været gråstribede med hvid hagesmæk og hvide sokker ligesom Trold. Men aldrig har tabet føltes så stort. Han var søn af Miss Mis og Jas, og han var den mest tamme og kælne hankat, jeg har haft. Man skal ikke sige for højt, at vi talte sammen om alt mellem himmel og jord, så det lader jeg være med. Men jeg savner så forfærdeligt, at han ligger og spinder på bordet foran mig om morgenen, når jeg lægger makeup. Og på alle andre tidspunkter.
Forleden dag, da jeg fik dyrlægens lammende besked, besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere katte.
I går aftes og i dag har vi været på katteinternat for at finde en efterfølger for Trold, og her til aften er vi kommet hjem med Sofus, som ingen andre ville have, men som vi ikke kunne stå for. Han ligner Trold til forveksling, når man ser ham lige forfra. Han kan ikke erstatte Trold, men han kan udfylde tomrummet og blive en værdig afløser, som vil have andre, enestående egenskaber.
Lige nu er han bange for sine nye omgivelser og gemmer sig i transportkassen, og Miss Mis går og snuser til ham. Nu er der bare at håbe på, at kattesammenføringen lykkes. Det skal den.
Som regel er jeg i stand til at tilrettelægge min tid og mit arbejde sådan, at jeg ikke behøver at arbejde under pres, men det er ikke altid det lykkes. I sidste uge havde jeg alt for travlt, og selv om jeg ved, at jeg ikke dur til at gå ud to dage i træk, havde jeg sagt ja tak til frokostinvitationer både lørdag og søndag.
Det skulle jeg ikke have gjort. Men fordi det var mennesker, jeg ikke havde set længe og så nødigt ville vente endnu længere med at se, suspenderede jeg min sunde fornuft og tænkte 'det går nok'.
Det gik ikke. Søndag morgen var mit indre frirum fyldt så meget op, at jeg ville være et miserabelt selskab. Jeg var nødt til at melde afbud på selve dagen, og det er mig inderligt imod. Jeg har selv prøvet at være den, der modtager afbudet, og det er så skuffende og ærgerligt hver gang.
Men jeg gjorde det alligevel. I stedet brugte jeg søndagen på ingenting – i hvert fald ikke noget måleligt. Jeg cyklede en tur i den første forårssol, læste lidt, klappede katte og kiggede ud på tre rådyr, der holdt frokost i haven.
Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Og jeg ved, at dem det gik ud over, forstår det. Det er en god fornemmelse.
Det må være i orden at bruge noget af sin bonusfridag på at surfe lidt - og blive bekræftet i, at skønhed ikke har nogen aldersgrænse!
Der bliver talt meget om anti-aging for tiden. Nu har kosmetikproducenten Dove lanceret en pro-age serie med sloganet because beauty has no age limit, og den tilhørende kampagne er interessant. Annoncerne og reklamevideoerne viser kvinder over 50 – virkelige, ikke-professionelle modeller i alle tænkelige varianter med og ikke mindst uden tøj og i varierende størrelse og pragt. Det er befriende at se alle de forskellige udgaver af ældre kvinders kroppe.
I de sidste tre år har Dove finansieret en verdensomspændende undersøgelse af ældningsprocessen og ældre kvinders syn på den. Undersøgelsen viser blandt andet, at:

Nogen har stukket mig et link til en artikel fra Der Spiegel, som jeg ellers aldrig ville have læst. Den handler om bagsiden af Kinas imponerende hurtige industrialisering. Et par uappetitlige kendsgerninger: