Snart udlært

Sommerfuglejagt

Hvem var jeg?

I min seneste jordiske inkarnation, var jeg (måske ikke så overraskende) kvinde. Jeg blev født omkring år 1400 dér, hvor Nordcanada ligger nu. Af profession var jeg sømand, handlende eller måske mægler.

Jeg var boheme af natur, en mystisk, højt begavet person med indsigt i de gamle bøger. Måske tjente jeg mørkets magter med mine magiske evner.

I min nuværende inkarnation har mit tidligere liv lært mig, at frygtsomme og ensomme mennesker findes overalt, at det er min opgave at overvinde disse tendenser i mig selv og derefter hjælpe andre mennesker.

Hm. Ovenstående har jeg lige fundet ud af på en hjemmeside uden at foretage mig andet end at oplyse om min fødselsdag.

Jeg indrømmer blankt, at jeg var dybt optaget af tv-serien På rejse med sjælen, hvor regressionsterapeuten Rud Grant først førte en række personer tilbage til en tidligere inkarnation, og bagefter forsøgte et tv-hold at spore, om oplysningerne kunne passe ved at rejse til de steder, hver enkelt havde oplevet (genoplevet?) i trancen. Jeg ved ikke, om jeg tror på reinkarnation, men nogle af historierne var rystende overbevisende.

Derimod ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke tror på regression via et computerprogram, hvor man skal udfylde tre rubrikker (hvor mange kvindelige sømænd var der mon i 1400-tallet?). 'Kan du huske det nu?' bliver jeg spurgt efter resumeet af mit daværende liv og færden. Nej, overhovedet ikke, men det var underholdende, så længe det varede.

Prøv selv.

Hjemmesidens indehaver lægger ikke skjul på, at det hele er for sjovs skyld, og reinkarnationsspøgen er da også kun en biting. Selve hjemmesiden The Big View giver et præcist overblik over filosofi i vid forstand, inklusive videnskab, religion og mytologi, og man kan downloade hele molevitten i pdf-format, så man kan printe ud og fordybe sig.

Fra indekat til udekat

- og man har haft sin første flåt ...

At blive gammel

Monsieur og jeg taler jævnligt om alder – sikkert fordi vi har alderen til det. Vi er midt i halvtredserne, og vi kan ikke rigtig finde ud af, om vi er gamle, men det er vi vel sådan set. Ifølge ordbogen betyder gammel 'som har levet eller eksisteret i lang tid'.

Ét er sikkert: i denne del af verden er det ikke en kvalitet at være gammel, medmindre der er tale om antikviteter. Selv læger, psykologer, plejepersonale og andre, der beskæftiger sig professionelt med mennesker, hører man bruge ordet 'gammel' negativt. Medierne gør det pr. automatik. Den, der har rundet de halvtreds, har med garanti også mærket en ændring i omgivelsernes opfattelse af én – og måske endda fået et andet syn på sig selv. 'Hold kæft, hvor lyder det gammelt', sagde et medlem af familien for nylig, da han fyldte tres.

Et opslag i synonymordbogen under 'gammel' giver følgende valgmuligheder:

affældig, aflægs, alderstegen, aldrende, bedaget, gammel af dage, gammelagtig, gammeldags, gråhåret, højtbedaget, mæt af dage, oldgammel, oldingeagtig, overlevet, senil, senior, udlevet, urgammel, ældet, ældgammel, ældre, oppe i årene, til års, stå med det ene ben i graven, gå på gravens rand, have mange år på bagen

Ikke just noget skønmaleri, især ikke første halvdel af svadaen. Det er ikke så mærkeligt, at unge afskyr gamle og for det meste holder sig langt væk fra dem. Hvem har lyst til at være affældig, aflægs, bedaget, mæt af dage, oldingeagtig, udlevet eller stå med det ene ben i graven? Eller blive mindet om, at man er på vej til det.

Sproget er et magtfuldt redskab. Man kan registrere, hvordan det at blive gammel generelt opfattes, på den måde vi fortæller hinanden, at 'du ser slet ikke ud til at være så gammel', eller 'jeg føler mig ikke nær så gammel, som jeg er'. Ind imellem falder jeg selv i.

Når folk siger sådan, siger de i virkeligheden, at de ikke føler sig så rædselsfulde, som de troede, man ville gøre, når man havde den alder. Men man kan jo ikke vide, hvordan det er at have en bestemt alder, før man har opnået den. Så uanset hvordan man føler det er, når man har en bestemt alder, er det sådan det føles at være præcis så gammel. Man kan have det bedre end nogen sinde før, når man er gammel, og man kan have det ualmindelig rædsomt. Men det kan man også, når man er ung.

Måske er jeg ikke er rigtig gammel endnu, men er jeg indstillet på, at det skal blive en interessant, ny erfaring. Alt er interessant, hvis man interesserer sig for det. Men det kræver også, at man lader være med at lytte til de undertoner og fordomme, der knytter sig til ordet 'gammel'. Hvis vi gør det, ender det med at gå i opfyldelse og forvandle alderdommen til et helvede.

Tænk, hvor ville det være dejlig enkelt, hvis 'gammel' havde bevaret sin oprindelige betydning: 'som har levet længe' - uden at der fulgte en stribe dårligdomme og kedelige egenskaber med i købet. Men det er for sent at ændre på nu.

For resten er jeg sikker på, at det i tilgift ville reducere udgifterne i hele sundhedssektoren med svimlende summer.

Konsekvens

Som følge af Sofus' månedlange stuearrest med dertil hørende begrænsede fysiske udfoldelsesmuligheder kombineret med fri adgang til skålen med Hill's Science Plan med kylllingesmag (om end i light-udgaven) har han tillagt sig en lidt for synlig embonpoint, der svinger fra side til side, når han går.

Mens jeg er sikker på, at hængebugen nok skal forsvinde af sig selv, når Sofus nu kommer udenfor, står Monsieur fast på, at madordningen skal suspenderes om natten og skålen gemmes af vejen, hvis vi ikke vil have en kat med ølvom.

Som sagt, så gjort. I aftes fjernede Monsieur kynisk madskålen fra sin faste plads og fandt et gemmested til den højt oppe på og bag ved noget, som ingen kat kunne nå. 'Vi er nødt til at være konsekvente', bemærkede han med autoritet.

I morges, da vi stod op, var madskålen på mystisk vis kravlet ned og havde fundet tilbage til sin oprindelige plads, hvor Sofus er vant til, at den står.

Jeg kiggede først på skålen og derefter på Monsieur og gjorde, hvad jeg kunne for at ligne et spørgsmålstegn.

Hvorefter han trak på skuldrene, slog ud med armene og sagde: 'Jamen, katten var sulten!'

Slip kattene løs, det er vår!

Sofus har opholdt sig indendørs hele sit liv, dvs. cirka 10 måneder. Derfor var det med en vis ængstelighed, vi åbnede døren ud til det fri i dag på månedsdagen for hans indflytning i sit nye hjem.

I en måned har han stået og kigget langt efter Miss Mis gennem den nederste rude i havedøren, hver gang hun er blevet lukket ud, og han har pebet ynkeligt, når han så hende forsvinde ud af sit synsfelt. Hvordan ville han reagere, når han selv mærkede den friske luft stryge gennem pelsen og hørte fuglene kvidre ufiltreret ind i sine øregange - når han oplevede the real thing? Ville han benytte chancen til at stikke af og blive væk i dagevis, sådan som en af vores bekendte har været ude for med en ny kat for nylig? Ville han måske blive væk og aldrig komme tilbage igen?

Nej, han ville nøjes med at ignorere, at døren stod åben i to timer, før han tog mod til sig og forsigtigt sneg sig ud for med forventningsfuldt løftet hale at se, om der gemte sig noget bag ved den åbne dør. Derefter ville han liste hen om hjørnet og op på terrassen, snuppe en nedfalden kvist, ræse tilbage i sikkerhed med kvisten i munden og give sig til at lege uforstyrrelig med den på entrégulvet i l-a-n-g tid.

Det var i hvert fald, hvad der skete i formiddags, da han for første gang nogen sinde fik udgangstilladelse. Phew!

Mit private vildnis

Min have er stor, men sådan set ikke noget særligt. Det er ikke en nyttehave og slet ikke en prydhave, og den ender aldrig som billedreportage i Alt for Damerne. Men den er der - lige udenfor - og den er min. Her i refugiet ynder vi at kalde den en semi-naturgrund, det vil sige at der godt må herske urskovsagtige tilstande på udvalgte steder. Det sætter rådyrene, harerne, ræven, egernene og fuglene heldigvis pris på. På de lidt mere civiliserede pletter planter jeg, hvad der falder mig ind og luger, når det ikke er til at komme udenom, og det giver mig en meget håndgribelig kontakt med naturen. Samtidig er det min måde at meditere og reflektere på. Frisk luft giver ny energi, og man bevarer jordforbindelsen.

Uanset om man anskaffer sig en have for at dyrke grøntsager eller for bare at opholde sig i den og nyde synet af nyudsprungne påskeliljer, opdager man, at den tid man tilbringer med at arbejde i haven får langt større betydning end alle de autoriseret 'vigtige' ting, man ellers beskæftiger sig med til daglig. Hvad enten man har en hel park at muntre sig med eller bare en samling potter og krukker med planter, åbenbarer der sig en nærmest åndelig dimension. Det er en ubeskrivelig fornemmelse at se noget, man selv har plantet, spire og gro. Bevidstheden om et vellykket teamwork med selveste naturen er guld værd.

Og så har man altid en god grund til at komme ud i det fri.

Det er i dag et vejr

Selv om det sker hvert eneste år, bliver vi overrumplet og euforiske hver eneste gang, foråret melder sin ankomst. Vi bliver forelsket igen, vi taler uden at tænke og siger ja til ting, vi ellers plejer at afvise på stedet. Det er altid sværere at sige nej, når alt omkring os er en bekræftelse på livskraft, uendelig rigdom og ren og skær skønhed. Jeg tager mig selv i at føle mig flere år yngre og et par kilo lettere uden at have gjort noget som helst for det. Jeg får lyst til nye, sunde vaner, til at tømme fryseren for vintermad og fylde køkkenet med frisk frugt og grønt, rydde op i skabe og skuffer, skille mig af med gammelt tøj, blive klippet og vise nye sider af mig selv.

Foråret inspirerer os til at tro på, at vi kan forandre os, vi får øjnene op for nye ideer, bekendtskaber og perspektiver. Foråret får mig til at sætte ekstra pris på de andre årstider, der gør foråret så enestående. Uden vinteren - og så kan den være nok så mild - ville foråret aldrig blive det samme.

En dag som i dag bliver det ikke meget bedre!

Snørebåndstrækning

Strengt fortroligt

I bilen på vej hjem efter en arbejdsdag:

- Tror du Sofus har det godt?
- Mmh ...
- Tror du Sofus kan kende os, når vi kommer ind?
- Mmh ...
- Tror du Sofus har spist noget?
- Mmh ...
- Tror du Sofus har været på bakken?
- Mmh ...
- Tror du Sofus kan huske i går?
- Ja. Jeg er sikker på, at han kan huske du lå og rullede rundt på gulvet i tre kvarter med et kamera i den ene hånd, mens du smiskede for ham på det mest afskyelige med falsetstemme og med en tøjmus i snor i den anden hånd ...

Af diskretionshensyn skal jeg undlade at røbe, hvem der sagde eller gjorde hvad, men summa summarum: den kat optager en del plads i vores hoveder. Det er heller ikke fordi vi får sovet så meget for tiden. Indtil nu har der hver nat på et eller andet tidspunkt lydt gigantiske brag i forskellige udgaver, og det er altid spændende at se, hvad der ligger på gulvet om morgenen, og om det er gået i stykker. Foreløbig er vi sluppet forholdsvis billigt.

Til gengæld er vores nye midnatslusker ved at have lært hver en krog af huset at kende, og han har opdaget, at der også eksisterer en verden uden for vinduerne, hvor der foregår sælsomme og skræmmende ting, som man må gemme sig for, selv om der er en rude imellem.

Vi er lidt spændt på, hvornår vi kan begynde at lukke Sofus ud i haven, for vi vil gerne have en udekat ud af ham. Bøgerne siger en måneds tid, og det må vi hellere holde os til. Og så har Ella været så sød at øse af sine erfaringer: vi skal hegne haven ind med Sofusgrus, så han ved, at hertil og ikke længere.

Det anede vi ikke, at man skulle, men det gør vi selvfølgelig. Tak, Ella!

Høj haleføring

Når man det meste af sit liv har boet sammen med 59 andre katte, og man så pludselig bliver omplantet til et sted, hvor der fortrinsvis bor mennesker, er der vel ikke noget at sige til, at man liver op, når der af og til viser sig en artsfælle i farvandet.

Da Jas kom ind i morges for at indtage sin morgencomplet, fik han derfor uventet selskab af Sofus, der kom farende hen til ham med rejst hale, lagde sig ned, strakte sig ud, rullede rundt og gjorde sig til med de velkendte ord miiiv miiiv miiiiivvvvv. Det er bare ikke nogen garanti for, at man ikke bliver totalt ignoreret.

I stedet kan man så forsøge at kysse Miss Mis, når man sidder nede på gulvet, og hun står oppe på sofaen og nidstirrer én. Så meget mere skuffende er det at indkassere et hvæs og én på skrinet som tak.

Man må gøre sig sine erfaringer.

Min kat den danser (næsten) tango

Sofus er blevet næsten kry siden i går. Her til morgen var det af største vigtighed at få den tøjmus ned med nakken, som hans nye tjenerinde fjernstyrede fra den anden ende af en snor. Selv den noget reserverede Miss Mis, der til daglig ikke giver sig af med den slags, overgav sig og legede med.

I nat lød der ivrig, vedholdende knasen i badeværelset - de forsømte måltider er så småt ved at blive indhentet. Hill's Science Plan med kyllingesmag (Miss Mis' favorit) slår rejer og tun med flere længder. En halv skål, svarende til to dagsrationer, var væk til morgen. Lige nu powernappes der i reolen bag cd’erne, lutter idyl.

I går aftes fik halvvilde/tamme Jas lokket den nye logerende ud på åbent gulv ved sin blotte tilstedeværelse. Sofus var stærkt opsat på at slå en sludder af med den gamle, som couldn't care less. Tak alligevel, gamle Jas. Små skridt.

En kat forsvinder

Det gik ellers lige så godt. I går havde vi haft Sofus i en uge, og han var så småt begyndt at affinde sig med situationen og sit nye hjem.

De første par dage så vi ikke meget til ham. Han var altid bag ved et eller andet. Bag ved reolen, bag ved gardinet, bag ved toilettet, bag ved kaffemaskinen, bag ved sofaen. En gang imellem også under en stol, skeptisk og utilnærmelig. Desuden sultestrejkede han, uanset hvad vi diskede op med: tørkost fra dyrlægen, vådkost fra Whiskas i brev eller dåse, kylling fra køleskabet, rejer, tunfisk, hvad som helst. Han rørte det ikke. Til sidst begyndte vi at frygte, at han ville dø af sult, og vi ringede og rådførte os med internatet, hvor han havde boet i fire måneder. Ingen risiko, lød det beroligende, det skulle nok komme. Og vi arrangerede maden og havde tal på alt, hvad vi stillede frem, så vi kunne kontrollere, om der forsvandt noget. Men der forsvandt ingenting. Endelig for to dage siden sneg han sig ud fra bag ved sofaen og spiste 1 reje. Lidt senere på aftenen spiste han én til reje. Næste dag spiste han ingenting, men til gengæld lod han sig ae siddende bag ved sofaen, hvor vi dårligt kunne nå ham, og det var et stort øjeblik i går, da Monsieur tilmed blev slikket på hånden, og Sofus kneb øjnene sammen og spandt. Vi gik lettede i seng, helt sikre på at akklimatiseringen var ved at lykkes.

I morges, da vi stod op, var Sofus væk. Han var ikke bag ved sofaen og ikke bag ved noget andet. Vi så efter overalt i alle hulrum, bag alle døre, gardiner, reoler, under alle møbler. Han var der ikke. Vi blev enige om, at der kun kunne være én forklaring: hver nat kl. 2.30 kommer Miss Mis hjem fra sin natlige rekognoscering og melder sin ankomst med en gennemtrængende mjaven, der vækker hele huset, hvorefter Monsieur står op, trasker halvsovende ud til hoveddøren i totalt mørke og lukker døren op for at slippe hende ind. Sofus måtte være løbet uset ud samtidig med, at Miss Mis løb ind.

Vi gennemsøgte alle buske i haven, inspicerede alle træer og kaldte, kaldte, kaldte. Ingen kat. Sofus var over alle bjerge, og vi hadede os selv. Vi gik tilbage til huset og besluttede at foretage den tunge opringning til internatet og maile efterlysningen til Dyrenes Beskyttelse. Vi vidste også, at det var håbløst.

Vi spiste morgenmad i tavshed og uden appetit. Vi tog af bordet og vaskede op i tavshed. Bagefter gik jeg hen for at tænde radioen i håb om at aflede tankerne.

Dér, bag ved bunkerne med cd'er fik jeg øje på et kattehoved. Sofus havde fundet sin rette hylde. Og jeg har lært, at der ikke findes nogen større lettelse end den, man føler, når man med god grund har troet, at weekenden vil blive et helvede at komme igennem, og at den grund så pludselig forsvinder som med et trylleslag. Denne weekend har indskrevet sig på listen over mit livs bedste, og ét er sikkert: når Miss Mis kommer hjem i nat, vil alt lys i huset blive tændt, og alle nyindflyttede katte vil blive lokaliseret og lagt i håndjern, inden der bliver åbnet nogen dør ud til det fri.

Jeg har slået græs i dag ...

- og for nøjagtig et år siden var det minus 10 grader ...

Tomrummet

Han blev knapt tre år. Det var min kat, og jeg har fået mange trøstende ord. Dem er jeg glad for, men de skaffer mig ikke Trold alias Spike Jones tilbage.

Der var så meget krudt og livsglæde i den kat, og han elskede mad. Han kendte alle lyde, der havde bare den mindste relation til Whiskas-dåser, portionsbreve, køleskabe og gryder. Han kunne registrere dem liggende i dyb søvn i den anden ende af huset, og sekundet efter sad han turbospindende midt på køkkengulvet og forventede en spiselig erkendtlighed i form af en nykogt sild, et hjerte, en mørbradbøf eller måske bare en skefuld hytteret, det skulle da ikke komme an på det. Maden kom altid i første række. Når fremmødet ikke blev belønnet, og et hjerteskærende mjav med hovedet på skrå og insisterende øjenkontakt heller ikke hjalp, tog han sagen i egen pote, styrtede ud i haven og satte sig lige foran musehullet og ventede. Og ventede. Han havde tid nok til det vigtigste her i verden.

For en uge siden begyndte han at miste appetitten. Det havde vi aldrig før oplevet, men vi tænkte, at det gik nok over. Det gjorde det ikke, tværtimod. Han spiste mindre og mindre for hver dag, og han blev mere og mere sløv, han der ellers altid havde været hyperaktiv og aldrig fejlet noget som helst. Da han så også begyndte at kaste op og få tynd mave, var der ingen vej uden om dyrlægen. I første omgang lød diagnosen, at der var en tumor på den ene nyre. Men røntgenbilledet viste, at det var indvoldene, der af en eller anden grund lå helt forkert. Dog mente dyrlægen, at der var en fair chance for, at det kunne fixes.

Da Trold dagen efter kom på operationsbordet og blev lukket op, viste det sig, at han havde indre blødninger overalt på grund af en aggressiv leukæmi, der havde bredt sig med lynets hast. Der var ikke mere at gøre.

Jeg har mistet mange katte, og mange af dem har været gråstribede med hvid hagesmæk og hvide sokker ligesom Trold. Men aldrig har tabet føltes så stort. Han var søn af Miss Mis og Jas, og han var den mest tamme og kælne hankat, jeg har haft. Man skal ikke sige for højt, at vi talte sammen om alt mellem himmel og jord, så det lader jeg være med. Men jeg savner så forfærdeligt, at han ligger og spinder på bordet foran mig om morgenen, når jeg lægger makeup. Og på alle andre tidspunkter.

Forleden dag, da jeg fik dyrlægens lammende besked, besluttede jeg, at jeg ikke ville have flere katte.

I går aftes og i dag har vi været på katteinternat for at finde en efterfølger for Trold, og her til aften er vi kommet hjem med Sofus, som ingen andre ville have, men som vi ikke kunne stå for. Han ligner Trold til forveksling, når man ser ham lige forfra. Han kan ikke erstatte Trold, men han kan udfylde tomrummet og blive en værdig afløser, som vil have andre, enestående egenskaber.

Lige nu er han bange for sine nye omgivelser og gemmer sig i transportkassen, og Miss Mis går og snuser til ham. Nu er der bare at håbe på, at kattesammenføringen lykkes. Det skal den.

Stille søndag

Som regel er jeg i stand til at tilrettelægge min tid og mit arbejde sådan, at jeg ikke behøver at arbejde under pres, men det er ikke altid det lykkes. I sidste uge havde jeg alt for travlt, og selv om jeg ved, at jeg ikke dur til at gå ud to dage i træk, havde jeg sagt ja tak til frokostinvitationer både lørdag og søndag.

Det skulle jeg ikke have gjort. Men fordi det var mennesker, jeg ikke havde set længe og så nødigt ville vente endnu længere med at se, suspenderede jeg min sunde fornuft og tænkte 'det går nok'.

Det gik ikke. Søndag morgen var mit indre frirum fyldt så meget op, at jeg ville være et miserabelt selskab. Jeg var nødt til at melde afbud på selve dagen, og det er mig inderligt imod. Jeg har selv prøvet at være den, der modtager afbudet, og det er så skuffende og ærgerligt hver gang.

Men jeg gjorde det alligevel. I stedet brugte jeg søndagen på ingenting – i hvert fald ikke noget måleligt. Jeg cyklede en tur i den første forårssol, læste lidt, klappede katte og kiggede ud på tre rådyr, der holdt frokost i haven.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg gjorde det rigtige. Og jeg ved, at dem det gik ud over, forstår det. Det er en god fornemmelse.

Ude at køre

Somme tider har man verdens bedste undskyldning for kun at nå Haldvejs ...

Jamen, sådan ser vi ud

Det må være i orden at bruge noget af sin bonusfridag på at surfe lidt - og blive bekræftet i, at skønhed ikke har nogen aldersgrænse!

Der bliver talt meget om anti-aging for tiden. Nu har kosmetikproducenten Dove lanceret en pro-age serie med sloganet because beauty has no age limit, og den tilhørende kampagne er interessant. Annoncerne og reklamevideoerne viser kvinder over 50 – virkelige, ikke-professionelle modeller i alle tænkelige varianter med og ikke mindst uden tøj og i varierende størrelse og pragt. Det er befriende at se alle de forskellige udgaver af ældre kvinders kroppe.

I de sidste tre år har Dove finansieret en verdensomspændende undersøgelse af ældningsprocessen og ældre kvinders syn på den. Undersøgelsen viser blandt andet, at:

• 57 procent af kvinderne mellem 50 og 64 år mener, at kvinder oftere forsøger at skjule, at de er blevet ældre, end de fejrer det.



• 91 procent mener, at medierne og reklameindustrien er for dårlige til at vise realistiske billeder af kvinder over 50.



• 75 procent mener, at annoncer for anti-aging viser urealistiske billeder af kvinder over 50 år, der bruger produkterne.

Hele rapporten ligger her som pdf, og orker man ikke at læse den, er her et glimrende sammendrag i artikelform med citater fra et par af modellerne.

Selvfølgelig er pro-age serien skabt for at tjene penge. Skidt med det. Det er prisværdigt, at et kommercielt foretagende vover at skille sig ud fra mængden og opfordre os til at se realistisk på vores kroppe. Kampagnen er et skub til hele vores kultur i den rigtige retning, og måske ender det engang med, at vi accepterer de forandringer, der følger med at tiden går, og vi bliver ældre.

Se videoerne her, og billederne her – hvis du tør! Meget typisk beklager Dove, at det ikke har været muligt at bringe dem i TV. Det er åbenbart for stærk kost.

P.S. Alle billederne er taget af den berømte portrætfotograf Annie Leibovitz, og ingen af dem er retoucheret.

Snefri

Når man er sneet inde og pludselig har fået en dag forærende, kan man passende bruge tiden på at forevige sin livserfaring – eller i hvert fald det af den, man kan komme i tanker om. Så her er stort og småt i usorteret rækkefølge:

• Det er afslappende at kigge på en kat.



• Det er afslappende at kigge ud på et snelandskab.



• Det er afslappende at kigge på en kat, der kigger ud på et snelandskab.



• Det er ikke hver dag, jeg kan køre på ski til købmanden.



• Jeg kan vælge, hvad jeg vil gøre. Jeg kan ikke vælge, hvad jeg synes om at gøre.



• Det jeg gør hver dag betyder mere end det jeg kun gør en gang imellem.



• Jeg behøver ikke være god til alting.



• Jeg ved lige så meget/lidt som de fleste andre.



• Det er o.k. at bede om hjælp.



• Mit helbred afhænger af, at jeg spiser noget ordentligt.



• Det er vigtigt for mig at gå en lang tur hver dag, uanset hvordan vejret er.



• Dét andre synes er sjovt, synes jeg ikke altid er sjovt – og omvendt.



• De fleste pletter kan jeg fjerne med vand og sæbe.



• Jeg kan løse de fleste computerproblemer ved at slukke og tænde igen.



• Det er en god ting at have en tom hylde et sted – også i overført betydning.



• Tiden går hurtigere, jo ældre jeg bliver.



• Det er hul i hovedet at have dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan komme på arbejde, fordi jeg er sneet inde.

Det kan godt være, at jeg bliver nødt til at øve mig lidt mere på sidste punkt.

Opdatering kl. 21.27:
Hov - Regitzes Mads var den første til at kigge ud ad vinduet!

Til ubehagelig overvejelse

Nogen har stukket mig et link til en artikel fra Der Spiegel, som jeg ellers aldrig ville have læst. Den handler om bagsiden af Kinas imponerende hurtige industrialisering. Et par uappetitlige kendsgerninger:

• Kina er hjemland for 16 af verdens 20 mest forurenede byer.



• Landets fabrikker og kraftværker udsender mere kuldioxid end alle europæiske lande tilsammen.



• Inden for en kort årrække vil Kina overhale USA og blive verdens største kuldioxidproducent.



• Kina bruger mere kul end USA, Europa og Japan tilsammen.



• Hver syvende dag bliver der åbnet et nyt, kulfyret kraftværk i Kina.



• Man regner med, at der dør mere end 400.000 kinesere hvert år på grund af forurening.

Jeg har et kamera, som jeg er meget glad for. Det er et anerkendt japansk mærke, men selve apparatet er fremstillet i Kina. Det har aldrig generet mig. Ikke før nu.