En succeshistorie

Der var ophørsudsalg hos min boghandler. En helt speciel boghandel, der både har nye og brugte bøger, cd’er med klassisk musik og jazz og en lille afdeling med antikviteter. For fem år siden blev forretningen åbnet af et ægtepar fra København, der elskede bøger og havde fået lyst til at slå sig ned i provinsen. Deres forretning var et hårdt tiltrængt alternativ til byens anden boghandel, som kun har bøger, der med sikkerhed er afsætning for - ikke noget med at gå på opdagelse her.

Selv om byens beboere ikke er meget læsende eller bogkøbende, gik det strygende, for læsehestene kom valfartende langvejs fra for at handle i den nye, spændende butik. Men til sidst blev det for hårdt for parret, som allerede var godt oppe i halvtredserne, da de realiserede deres idé. Helbredet kunne ikke holde til at arbejde i døgndrift, som de havde gjort lige siden starten, og i dag var der så afskedsreception med vin, kransekage og et utal af trofaste kunder, der var mødt op for at sige farvel.

Indehaverne var smilende og veloplagte, tydeligvis glade og lettede over beslutningen. Det var det rigtige for dem at lukke forretningen, for den gode idé var gået hen og blevet en belastning.

Kun kunderne var kede af det. Men egentlig burde de glæde sig over, at nogen har mod til at sige farvel til en forretningssucces, før den udvikler sig til en personlig fiasko.

Miss Mis missing

Det skulle have været sidste onsdag, men hun snød mig og stak af. Den ene af mine tre yndlingskatte (vi har tre katte) skulle tidligt om morgenen til dyrlægen for gennemgå det årlige serviceeftersyn med tilhørende vaccination. Derfor skulle hun holdes inde natten før. Der er bare det ved det, at Miss Mis har samtlige nætter besat på grund af nødvendigt arbejde med såvel musefængning som tidkrævende kratluskning og jordbundsundersøgelser og kan derfor under ingen omstændigheder bruge en hel nat på at være indenfor. Da det desuden er imod hendes ejers natur at sove, mens der står en kat i entreen og gennemgår hele registret af mislyde forfra og bagfra igen og igen, forbarmede jeg mig efter to timers intensiv jammer. Denne blødsødenhed forklarer jeg med, at hun til daglig gør mig den store tjeneste at ligge på en sofa...


...i flere timer og se mere dekorativ ud, end man med rimelighed kan forlange. Så hun fik altså lov til at tage på arbejde mod til gengæld at love at være hjemme igen næste morgen, inden vi skulle til dyrlægen.

Da morgenen kom, var der ingen kat. I hvert fald ikke dén kat, så Spike Jones måtte springe til og udfylde tomrummet - han skulle alligevel selv igennem turen om en måneds tid. Skamfuldt måtte jeg fortælle en hovedrystende, skævt smilende dyrlæge, hvorfor jeg mødte op med en anden kat end aftalt.

Dyrlægen bevilgede en ny tid til den deserterede kat, og i dag lykkedes det - fordi jeg holdt alle døre og vinduer hermetisk tillukket i nat og forhindrede en skrigende kat i at følge sine naturlige instinkter. Til gengæld forhindrede den mig i at få min naturlige nattesøvn.

Nu har jeg lige lukket døren op ud til det fri og ønsket Miss Mis god arbejdslyst på sin nattevagt. Det næste jeg vil gøre er at slukke computeren, vælte omkuld og trække dynen op over hovedet.

Helle

Man kan ikke sige, at hun var en ven, for jeg har kun truffet hende et par gange til familiesammenkomster. Hun var min svigerindes søster.

I går døde hun, 45 år gammel, pludseligt og uventet. Hun var på ferie i Frankrig med sin mand og deres tre børn, da hun blev dårlig og ikke til at komme i kontakt med. Hun kunne ikke tale, og var lam i den ene side. En læge blev tilkaldt, men hendes mand taler ikke fransk, så al kommunikation foregik gennem SOS. Hun blev indlagt og behandlet for, hvad man troede var en svær allergi, men som senere viste sig at være en blodprop i hjernen. Samme nat fik hun endnu en blodprop, denne gang i hjertet. Det overlevede hun ikke.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ordene slår ikke til, men jeg har trang til at indskrive det, der er sket, i min erindring. Selv om jeg ikke var tæt på hende, er jeg trist til mode. Over den sorg, hendes mand, børn, forældre, venner må føle. Over hvor urimelig tilværelsen kan være. Hun var kendt for sin livsglæde, et samlingspunkt i familien. Jeg er trist over, at et menneske, der gav så meget til andre, nu ikke kan gøre det mere.

Livet er somme tider meget barsk.

Stenkulsnafta in memoriam

I fjernsynets og min barndom – dvs. i slutningen af 50’erne – så man dr. Lieberkind og Sven Holm. En hel del medlemmer af senere generationer ved godt, hvem dr. Lieberkind var, selv om de ikke har oplevet ham, men der er ikke mange unge, der har hørt om Sven Holm. Han var kendt som Farmacevten (med v, ikke u), og hans udsendelser foregik i en kulisse, der skulle forestille en lejlighed, hvor han især opholdt sig i køkkenet. Så kunne han nemlig lige demonstrere, hvad der skete, når man blandede de forskellige kemikalier sammen, der blev omtalt i udsendelsen. Dengang skulle man altid lære noget, når man så fjernsyn. Public service, før der var noget, der hed sådan. Eller i hvert fald før alle talte om det.

I min erindring drejede Farmacevtens programmer sig altid om at fjerne pletter, og der skulle altid bruges stenkulsnafta eller tetraklorkulstof i en eller anden opløsning, hvis pletfjerningen skulle have en lykkelig udgang. Gad vidst, om der stadig er nogen, der bruger stenkulsnafta og tetraklorkulstof? I hvert fald er det to ord, der gemmer sig under adskillige støvede lag i mit ikke-aktive ordforråd.

Men i går blev jeg mindet om dem igen. I en bogkasse uden for et antikvariat faldt jeg over Hjemmet i Hverdag og Fest af Farmacevten. Den er ganske vist fra før mit bekendtskab med ham, men jeg blev alligevel helt blød om hjertet og måtte eje den. Bogen indeholder gode råd om alt fra bekæmpelse af dårlig ånde til fremstilling af cognac og abrikosmarmelade, og hvad med et middel mod armtranspiration? Bland 20 g aluminiumsklorid med 100 g borvand, så er den hjemme!

Da jeg kom hjem, gav jeg mig i min nostalgiske tilstand til at søge efter Sven Holm på nettet, og resultatet var nedslående. Han dukkede kun op i Klaus Rifbjergs takketale for modtagelsen af Publicistprisen i marts 2001, som viste sig i alt væsentligt at være en hyldest til Rifbjerg selv:

"Selv var jeg en slags pionér på fjernsynsanmelderområdet, og jeg kan tydeligt huske, hvilken forargelse det vakte, da jeg i sin tid udtrykte håbet om, at den afsindigt populære "farmaceut" Sven Holm en dag ville opfinde et middel, der kunne fjerne ham selv fra skærmen."

Her kunne man være ondskabsfuld og besk bemærke, at der tilsyneladende for længst er nogen, der har haft held til at opfinde et middel, der helt har fjernet Klaus Rifbjerg fra skærmen. Men det kunne selvfølgelig aldrig falde mig ind.

For at vende tilbage til Sven Holm: jeg er ganske fornøjet med, at mit bibliotek uventet blev beriget med et af Farmacevtens værker og åbnede et erindringsrum i mit hoved. Det var alle fem kroner værd!

God tid

Jeg nærmer mig nu afslutningen af min tredje ferieuge, som jeg har brugt til at praktisere tålmodighed. Indtil videre er det lykkedes meget godt at lade tingene vente, til deres tid kom. Ikke særlig befordrende for blogskrivningen, som nødvendigvis skal passes, hvis man har ambitioner om, at nogen skal læse bloggen. Men omsider nåede jeg så også til den! (er der mon nogen derude endnu?)

Tålmodighed har lav status i vores del af civilisationen. Der er ikke noget, der kan gå hurtigt nok, og samtidig klager vi over stress som aldrig før. For selv om vi godt ved, at det er noget, vi skal undgå, er der stadig prestige forbundet med at være stresset. Stress betyder, at vi er efterspurgte og betydningsfulde.

Det falder os ikke naturligt at være tålmodige. Hvis vi har travlt, når vi køber ind, og køen ved kassen er lang, tager vi en dyb indånding og tvinger os selv til at være tålmodige. Vi væbner os med tålmodighed. Eller hvis vi har at gøre med nogen, der ikke er helt så hurtige, som vi selv er – et barn eller en ældre person - så gør vi os umage for at være tålmodige.

Når vi har travlt, befinder energien sig ikke, hvor den skal. Den er et sted foran, hvor den forsøger at trække os hen imod et bestemt mål. Vi er ikke i balance, vi begår fejl og bærer os klodset ad i bestræbelserne for at nå det, der skal nås. Der kan gå hele dage på den måde, uden at det falder os ind, at det er utålmodighed, der er skurken. Nogle mennesker går gennem livet uden nogen sinde at være til stede i øjeblikket. Når vi stirrer os blinde på vores mål, befinder vi os i virkeligheden et sted ude i fremtiden.

Hvis vi vil, kan vi hver dag give os tid til være stille og observere tanker og ønsker uden at reagere på dem eller følge dem. Når vi er tålmodige, når vi modstår fristelsen til at række ud efter det første, vi tror, vi gerne vil have, begynder vi at se klarere. Vi bliver i stand til at handle mere bevidst og bedre i stand til at se, hvornår det er tid at bevæge sig fremad, og hvornår det er bedre at forholde sig i ro.

Det har taget mig nogle år at finde ud af. Jeg ved godt, at der ikke er noget epokegørende i det, men engang imellem er det meget godt at minde sig selv om det.

Kunsten at grille II

Efter terrassens nylige grillificering og Monsieurs pinefulde, men selvvalgte småborgerliggørelse har jeg indtaget mere kød, end jeg har for vane og egentlig bryder mig om. Det har fået mig til at kaste mig ud i nogle grønne eksperimenter, som er lykkedes godt nok til at videregive:

• Det fungerer fint med grillede peberfrugter, majs, auberginer og løg direkte på risten. Krydr med urter og grill 10-15 minutter, til grøntsagerne er bløde og brunlige.



• Squash, tomater og gulerødder i skiver lægger man på kraftigt stanniol, stænker med lidt vand, krydrer, folder stanniolen sammen om grøntsagerne og giver dem 6-8 minutter.



• Frugter er bedst på spid. De skal bare have, til de er varme.

Advarsel: fortsættelse følger formentlig.

Kunsten at grille

Med sådan et kølergitter er der vel ikke noget at sige til, at man ved alt om at grille:

Udover at være indehaver af den champagnefarvede firser-Buick, som han er nødt til at parkere halvt inde i vores hæk, for at eventuelle forbipasserende faktisk også kan passere, griller PB året rundt og har gjort det nærmest siden grillens opfindelse. Hvad han ikke ved om grillning, ved Jan Glæsel med garanti heller ikke. Perfekt grillvejr, som det var, blev der grillet (og drukket champagne!) på terrassen i går aftes til længe efter, at mørket havde omsluttet os, og Buick’en til sidst måtte genfindes i nattens mulm og mørke ved hjælp af et blafrende stearinlys fra havebordet.

Samtidig lykkedes det os at fravriste PB hans inderste grillhemmeligheder:

Vend kødet næsten med det samme, og vend det hele tiden, hvis du vil have en saftig bøf. Når man lægger kødet på grillen, er der varmere under kødet end over. Varmen får saften til at stige op gennnem kødet, men da det gerne skulle blive inde i bøffen, skal den vendes, inden al saften pibler ud. PB: "Hvis du tror, at det kræver din fulde opmærksomhed, har du ret. Du må vente med at skvadre med gæsterne, til bøffen er færdig!"

Flyt rundt på maden. Der er ikke lige varmt overalt på grillristen. For at undgå, at noget bliver stegt for meget og andet for lidt, skal de forskellige "grillobjekter" skiftes til ligge på den varme del og den mindre varme del af risten.

Mærk efter, om kødet har fået nok. Tryk på kødet med grilltangen. Jo mere det har fået, jo fastere er det. Efterhånden som du får øvelsen, vil du være i stand til at mærke, om bøffen er gennemstegt, medium eller blodig. Indtil da må du finde dig i at skulle skære den over, studere kødet og mærke konsistensen, indtil du har fået fornemmelsen indkodet.

Barbecue sauce. Saucen bliver branket før kødet er stegt, så giv kødet 5 minutters forspring, inden du pøser saucen på.

Verdens bedste kyllingemarinade: Bland 1 kop soyasuce og ½ kop Worchestershire sauce. Kom en spiseskefuld farin i, 2 teskefulde hakket hvidløg, 1 teskefuld peber, ½ teskefuld tørret basilikum og ½ teskefuld tørret oregano. Hæld det over kyllingen.

Marinaden prøvekøres i morgen her i huset.

Kunsten at lytte

Lyd betyder meget for mig. Måske er det derfor, jeg har arbejdet med lyd, siden jeg var 18. Fravær af lyd, stilhed, betyder lige så meget for mig. Måske er det derfor, jeg har bosat mig langt fra byen. Mennesker, der lytter, betyder alt for mig. De er sjældne, og jeg holder mig fra dem, der ikke lytter.

At lytte kræver andet og mere end tavshed. Det kræver evnen til ikke bare at høre, hvad der bliver sagt, men at høre, hvordan det bliver sagt. Ordene i sig selv er som regel ikke så vigtige, tonefaldet siger langt mere. Når nogen siger ”ja” til mig, bliver det så sagt automatisk, fordi det forventes? Lyder det begejstret eller modvilligt? Bag om ordene kan helt almindelige, dagligdags sætninger indeholde vrede, protest, mishag eller hengivenhed afhængigt af måden, de bliver sagt på. Det er derfor, det er vigtigt at kunne lytte.

Hvis vi har forstand på at lytte, har alle noget interessant at fortælle, selv mennesker som umiddelbart virker ubegavede eller inkompetente.

Når man har vænnet sig til at lytte, opdager man, at det kan være en stor lettelse. Man skal ikke tænke på det næste, man vil sige, når man får muligheden. For at kunne lytte rigtigt, må man glemme sig selv. Så længe man lytter, eksisterer ens egne bekymringer og problemer ikke. Der er ingen indre støj.

Når man lytter, er man fri.

Maskuline speltboller

Sent om aftenen efter min sengetid har Monsieur det med at få en ubændig trang til at bage speltboller. Eller i hvert fald gøre de indledende manøvrer, for dejen skal langtidshæve. Jeg hørte godt, at der blev rumsteret i køkkenet i går aftes ved midnatstid, så ferien blev indledt behørigt i morges med hjemmebagt morgenbrød.

Nu skulle det her jo nødigt udvikle sig til et dameblad, men bollerne er eminente:

2½ dl kold mælk blandes med 10 g gær + 100 g speltmel og et par arbejdsmandshåndfulde knækkede rugkerner. Blandingen står natten over, og næste dag møffes følgende i:

300-400 g speltmel
1 æg
2 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
50-100 g vindruekerneolie

Hæver et par timer, slås op og efterhæver 30 minutter.
Bager ved 200 grader i varmluftovn i 20 minutter.

Husk: økologisk mælk, økologisk speltmel, økologiske rugkerner, økologisk æg, økologisk olie, Maldon Sea Salt.

Ferie!

Første dag i fire ugers ferie, og vi skal ikke noget! De sidste mange år har vi tilladt os den luksus at holde tre ugers ferie, suppleret med fire ugers ekstra frihed, som vi har købt os til, så vi har kunnet gå og lege skoleferie i syv uger. Konceptet kan anbefales!

Engang for vi omkring til fjerne afkroge af kloden, men nu er det som om de indre rejser er blevet vigtigere, og vi nænner simpelt hen ikke at forlade Danmark om sommeren. Jeg kommer aldrig til at forstå alle dem, der ikke kan komme væk hurtigt nok. Jeg vælger mig - ikke april, men juni til september, om det så regner uafbrudt, og jeg er godt klar over, at jeg altid vil tilhøre en minoritet. Jeg har det bare sådan, at alt er godt om sommeren i Danmark.

I år har nogen gjort krav på vores arbejdsmæssige indsats en del af sommeren, så vi må altså nøjes med fire ugers lediggang i denne ombæring. De skal til gengæld også spenderes rub og stub på rendyrket sjælsstyrkelse. Nåja, selvfølgelig er der altid lige et par ting ved hus og have, der skal ordnes, men ellers skal dagene bare bruges på gode bøger, gode gåture, gode gæster, gode samtaler, god mad og – ja, bare god tid. Måske også lidt blogskrivning, hvem ved...

Statistik og loyalitet

Har lige været forbi Liselottes blog for at hente dagens energiindsprøjtning, og den fik jeg som sædvanlig. Samtidig fik jeg lidt at tænke over: kommentartælleren på dagens input viste 0, men kommentarerne (de kommentarer, der altså ikke var der), var læst 3 gange!

Hvor må det være dejligt at have så loyale læsere!

Hyldest til hylden

Don Quijote havde sit hyr med at få en vejrmølle ned med nakken. Jeg har problemet med min hyldebusk. Hvert år trænger jeg den tilbage med sav og saks, og næste år har den tilbageerobret det tabte land og står og banker på køkkenruden:

Men lige nu tilgiver jeg den, for det er nu, den står og lyser op med kridhvide blomster døgnet rundt - når jeg står op, og når jeg ikke kan sove for varmen og vandrer hvileløst rundt om natten.

Engang fik jeg friterede hyldeblomster som tilbehør til en ret. Det smagte himmelsk, og jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve at lave det en dag. Det er snart mange år siden, og dagen er stadig ikke dukket op, men i år skal det være!

Nogen, der kender opskriften?

Og nu jeg havde fat i kameraet: Man kan ikke konkurrere med Liselottes blomsterbilleder, men jeg fik alligevel lyst til at forevige mine egne valmuer, inden de blev mejet ned af den traditionsrige og altødelæggende sankthansaftensregn. Og så kom den slet ikke!

Hvordan kan det undgå at blive en forrygende sommer?

Familierådgivning

"Sing out loud in the car even, or especially, if it embarrasses your children."

Marilyn Penland

Nu står verden ikke længere

Monsieur og jeg er enige om, at nedenstående apparat er noget af det grimmeste, man kan have stående på sin terrasse:

Her hører enigheden til gengæld også op. Jeg er nemlig villig til at se igennem fingre med monstrummets æstetiske mangler på grund af de fordele, der er forbundet med at have det til rådighed om sommeren. Men i al den tid, vi har haft en terrasse, har dens anden ejer nedlagt veto mod alt, hvad der hedder grill og grillmad på ejendommen. Begrundelse: tvangsindtagelse af alt for meget halvråt grisekød på andres terrasser gennem alt for mange år. Jeg kan derimod godt lide grillmad engang imellem, selv om jeg ikke er den store kødspiser. I hvert fald vil jeg gerne have muligheden.

I går skete der noget nærmest chokerende. Herren kom hjem med – gæt engang!

Nu er spørgsmålet, om det er slået klik for ham, eller om han bare satser på, at det heller aldrig bliver vejr til at grille i år.

De usynlige gamle

Maria skriver bloggen Silver Fox Whispers, der blandt andet handler om at blive ældre. Hun er omkring 70 år, så hun er en snes år foran mig, men de kan hurtigt gå.

Maria fortæller om engang, hun var til et selskab hos sin datter, der havde inviteret nogle af sine veninder. På et tidspunkt tog en af dem nogle billeder frem, som hun havde taget ved en anden sammenkomst, og begyndte at fortælle, mens hun rakte billederne hen over hovedet på Maria til en person på sin egen alder. Billederne gik hele bordet rundt, og da de nåede tilbage, lagde ejerinden dem ned i tasken igen, inden Maria nogensinde fik dem at se.

Når vi bliver gamle, bliver vi gemt af vejen på plejehjem, men allerede længe inden er vi blevet usynlige. Den kultur, vi lever i, interesserer sig ikke for os, når vi ikke længere optræder på arbejdsmarkedet. Vores markedsværdi er stort set ikke til at få øje på - undtagen hos børn, for de er i samme båd. Jeg kan huske en sang (vistnok med Shel Silverstein), der beskrev situationen uhyggelig præcist:

Said the little boy, “Sometimes I drop my spoon.”
Said the old man, “I do that too.”

The little boy whispered, “I wet my pants.”
“I do that too,” laughed the old man.”

Said the little boy, “I often cry.”
The old man nodded, “So do I.”

“But worst of all,” said the boy, “it seems
Grown-ups don’t pay attention to me.”

And he felt the warmth of a wrinkled old hand.
“I know what you mean,” said the old man.

Sørgeligt og ubehageligt, men sandt.

Room service

Ifølge et indisk ordsprog er hvert menneske et hus med fire rum: et fysisk, et mentalt, et følelsesmæssigt og et åndeligt. De fleste af os er tilbøjelige til at tilbringe det meste af tiden i det ene af rummene, men hvis vi ikke er inde i alle rum hver dag, er vi ikke hele mennesker.

Vi burde skrive en klagesang for hver eneste dag, der smutter forbi ubemærket og uden påskønnelse. Og vi burde skrive en takkesang for alle de dage, der venter forude.

Hvilket minder mig om, at jeg har min ugentlige fridag i morgen. Den skal nok blive værdsat, og jeg har tænkt mig at give mig tid til at støve af i alle fire rum.

Vi finder altid hjem

Jeg elsker alt, hvad videnskaben ikke kan give nogen forklaring på. For eksempel hvordan fugle finder vej, når de trækker.

Der har været fremsat teorier, som havde at gøre med solens stilling, stjernerne, vindretningen, ændringerne i magnetfelterne omkring jordkloden osv., og man har udsat fugle for eksperimenter, jeg helst havde været fri for at høre om. Men det er stadigvæk en gåde, hvordan fuglene bærer sig ad med at navigere.

På et tidspunkt var der en mand i England, der lavede sit eget eksperiment, som gjorde mysteriet endnu større. Han opdrættede nogle brevduer i et bur, som var placeret på hans gamle bils anhænger. Først lod han dem flyve, og de vendte tilbage efter endt mission. Det var der ikke noget usædvanligt i, men en dag, da han havde sluppet duerne løs, satte han sig ind i bilen og kørte til Frankrig (så vidt jeg husker – i hvert fald et andet land). Alligevel fandt duerne deres bur. Alle de kendte teorier faldt til jorden.

Jeg synes, det er tankevækkende, at det åbenbart er hjemmet, der betyder noget for duerne, ikke stedet. For sådan har vi det også. Det er et spørgsmål om, hvor hjertet er, og hvor maden er. Vores hjem er dér, hvor vi har en pind at sidde på (nej, det er ikke en reklame for Home, det her!).

Det kan godt være, at vi et øjeblik bliver forvirrede, når hjemmet flytter sig. Men vi ved alligevel uafhængigt af solen og stjernerne og vinden og magnetfelterne, hvor det er. Vi skal nok finde hjem, selv om der skulle være en ekscentrisk englænder, der fandt på at sætte vores hjem op på en anhænger og køre det til verdens ende.

Det er ikke videnskabeligt bevist, men det er et faktum.

Lørdag med Linda

I dag spiste jeg frokost med Charlotte. Hun gav mig et trick, hun selv bruger for at gardere sig imod, at hendes lidt for aktive sociale liv helt kommer til at tage magten fra hende.

Der er hele tiden nogen eller noget, der gør krav på vores tid: venner der vil invitere eller forventer at blive inviteret, forretningsforbindelser, der skal plejes, familie der skal besøges. Resultatet er for lidt tid til os selv og til vores nærmeste, dårlig samvittighed, stress... Man er nødt til at have tid til sig selv og for sig selv.

Jeg har fri hver onsdag, hvor de fleste andre er på arbejde, så jeg er heldig. Charlotte har en anden strategi: hver tredje eller fjerde lørdag skriver hun "besøge Linda" i sin kalender hen over hele dagen. Hvis andre skulle finde på at invitere hende eller kræve noget af hende, kan hun med god samvittighed pege ned i sin kalender og sige: "Det kan jeg desværre ikke, jeg skal være sammen med Linda". Der er aldrig nogen, der spørger, hvem Linda er.

Systemet kan tilpasses efter behov: nogle få timer, aftener eller hele weekender om nødvendigt.

Det er ikke kun børn, der har brug for fiktive venner.

Uldne vægge

Hvis jeg nogen sinde skulle få brug for at isolere et hus igen, vil jeg gøre det med uld. Thermafleece produceres af firmaet Second Nature i Nordengland. Efter billederne på sitet at dømme er det en familievirksomhed, der drives fra en gård, og den slags giver altid ekstra point hos mig.

Vi er så vant til, at der skal ny teknologi til, for at vi kan tale om fremskridt. Men somme tider - ikke helt sjældent - sker de største fremskridt, når vi ser tingene med andre øjne. Mennesker har vidst i årtusinder, at uld har enestående isolerende egenskaber, og vi har lavet tøj af uld i flere hundrede år. Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at bruge det til at isolere boliger med noget før? Når man nu ved, at de glasfibermåtter, vi ellers propper i vores huse, er både giftige og kræftfremkaldende, hvad er der så at betænke sig på?

Tanken om at have sine vægge og lofter foret med naturens egne frembringelser fra noget så uskyldsrent og nuttet som får er vel heller ikke at kimse ad.

Gamle gimper giver gode råd

Jeg har to veninder, som jeg har kendt siden jeg var 16, og det vil sige mere end en menneskealder. Professionelt beskæftiger vi os med noget helt forskelligt, politisk er vi uenige, og vi ser i det hele taget meget forskelligt på mange ting, men det er altid givende at udveksle erfaringer fra vores respektive universer, når vi mødes. Én ting har vi til fælles: vi har alle tre født børn for efterhånden mange år siden, og i går da vi havde møde i MMK (Midaldrende Mødres Klub), faldt snakken meget naturligt på børneopdragelse foranlediget af mine betragtninger forleden dag. Ingen af os vil påstå, at vi er verdensmestre i den krævende disciplin børneopdragelse, men vi har heller ikke været katastrofer. Her er rundt regnet, hvad vi kom frem til:

Lad være med at slå dine børn. Selvfølgelig. Tal en masse med dem, svar på deres spørgsmål, lyt til dem og rør ved dem. Elementært, men tidkrævende. Lad dem ikke koste rundt med dig. Det er dig, der bestemmer, dig der fastlægger grænserne, og det betyder uundgåeligt skænderier, tårer og forsøg på manipulation, for ingen bryder sig om at blive bestemt over.

En mor eller en far er ikke en kammerat. I hvert fald ikke kun. At være mor eller far er ensbetydende med at vælge konflikter, samtidig med at du tøjler dit temperament. Det er det modsatte af sjovt. Kender du synkefornemmelsen, når du bliver klar over, at den næste samtale med dit barn vil vrimle med dårlige nyheder?

For egen regning vil jeg gerne tilføje, at jeg tror, at vi har mindre kontrol over vores børn, end vi går rundt og tror. Jeg tror, at det meste af den måde, de ender med at blive på, bliver grundlagt allerede inden de forlader livmoderen. Det er begrænset, hvad vi kan lave om på. Klavertimer, computerspil eller Lalandia gør ingen forskel. Det er besnærende at tro, at det er en slags mekanisk proces at opdrage et barn, hvor man stopper et A ind og med garanti får et B ud. Men erfaringen viser noget andet.

Lad være med at have dårlig samvittighed over dine fejltagelser. Lad være med at tro på, hvad der står i damebladene, og lad være med at tro, at du kan undgå at blive upopulær hos dine børn. Det ville være uhyggeligt, hvis de kunne lide dig hele tiden.

Tænk for resten også lige på dine egne forældres fejl. Måske er der stadig noget, du er bitter over, men var det åndelig grusomhed, at du ikke fik den cykel, du helst ville have? Eller at de blev stiktossede over, at du holdt den fest, da de ikke var hjemme? Vel var det ej.

Giv en eller andens barn et knus og se at komme videre.