I går aftes så jeg udsendelsen om Sanne Salomonsen på tv. Det var på én gang en både rystende og god oplevelse. Rystende fordi hun var så tæt på at dø af en blodprop i hjernen - men når man mærkede hendes livsglæde, var det en øjenåbner at høre, at øjeblikkelig lægehjælp og benhård genoptræning kan give mennesker førlighed og liv igen. Hun strålede og sang, så livsglæden smittede helt ud til os, der så på.