onsdag, maj 20, 2009

Have i blomst og uønskede gæster

Klematis
I dag er det for mig den første af fem fridage, som jeg har set frem til længe. Mon ikke, der er mange, der har lagt en fridag på fredag, så de får en lille ferie ud af helligdagen i morgen?

Jeg har sovet længe, helt til 6:30, og jeg har været på havevandring for at indsnuse den smukke morgen med sol, regndråber på alle planter, nyudsprungne rododendron, liljekonvaller og akeleje. Et lille minus er der dog - dræbersnegle. Jeg må ud med spanden om lidt.

Min naturlommekalender fortæller, at i disse dage springer ask ud og engelskgræs blomstrer. Agerhønen ruger på sine 10-20 æg, og i søer og åer har hundestejlehannen travlt - han bygger rede og prøver at lokke hunner til at lægge æg i den.

I dag skal jeg blandt andet pakke gaver ind, for i morgen skal jeg være sammen med mit barnebarn, der for nylig blev fire år. Og ellers står den på masser af motion i form af cykeltur ind til Frederiksværk.

Jeg vil ønske jer en god onsdag :-)