Søndagssnapshot

Så er den sommer vist definitivt forbi ...

Afhængighed

Jeg har lige konstateret, at jeg har den samme hobby som Regitze: ikke at se fjernsyn. Refugiets anden beboer har praktiseret det længe, og nu er jeg selv ved at blive hooked.

Min guru Sanna Ehdin skelner mellem addiktioner - det, der intet tilfører kroppen eller psyken, men tværtimod dræner kræfterne - og additioner, dvs. noget, der lægger til, beriger og bygger op. Man kan længes efter det eller ligefrem have et behov for det ligesom med addiktioner. Forskellen er, at man ikke får abstinenser. Addition er en positiv vane, som kroppen 'efterspørger'. Det kan være en positiv oplevelse af nærhed, eller det kan være at læse en god bog, lytte til musik eller samtaler, der inspirerer – eller måske endda bloglæsning, som Regitze er inde på.

Jeg skriver mig lige en passage hos Ehdin bag øret:

"Let afhængighed stjæler ubønhørligt tid og engagement fra alle i dag. Hvis du har 10-15 af disse aktiviteter om dagen, så optager de en hel del plads – tid, der kan bruges til det, der er væsentligt eller til ikke at gøre noget som helst og i stedet få lidt tiltrængt hvile. De bidrager til aktivitetsprocessen, for 'man skal jo følge med'. Hvad er nyeste hårmode, hvilke solbriller er 'in', hvordan var koncerten med NN, hvad havde denne eller hin på til festen, hvilken kendt person kommer sammen med hvem? Al den stund synet er vores dominerende sans, sker det alt for let, at øjnene lukker for meget ind. Det giver en mæthed og afstumpning samt en afhængighed i mildere grad."

Jeg snupper en bid af Få et selvhelbredende liv på 12 uger hver aften, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg er blevet afhængig af Sanna Ehdin i sværere grad.

P.S. Gid bogen havde haft en mere spiselig titel. Men lad dig ikke skræmme – der er meget mere gods i den bog, end der plejer at være i selvhjælpsbøger. Den her er klasser over!

Søndagssnapshots

Hist hvor vejen ikke slår en bugt ...


Lige til at sætte tænderne i ... nå nej.

Ship ohøj

Min fætter holdt åbent hus i går, eller rettere åbent skib. På søndag tager han af sted for at sejle Jorden rundt i sin hjemmebyggede båd. Drømmen har han haft i tredive år, og nu har han tiden og økonomien til at realisere den. Han er ikke sikker på, at han kommer tilbage. "Jeg kunne godt leve på en båd", siger han. Jeg forstår ham ikke. Og jo, alligevel lidt.

Det var en dejlig dag, vejret var med os til langt ud på eftermiddagen. Alle vores fælles bekendte var der. Jeg tog læssevis af billeder og alligevel ikke nok. Tanken om, at jeg måske aldrig ser ham igen, har jeg det ikke helt nemt med.

God vind, Morten. Pas godt på dig selv.

Søndagssnapshot

Hvis jeg spiste fisk, ville jeg købe dem her

Den store klassefest

Ja, undskyld, men jeg bliver nødt til at vende tilbage til det. Det, der var sommerens højdepunkt for mig - den store klassefest i juni, hvor jeg havde et forrygende gensyn med min fortid. For heldigvis var jeg ikke den eneste, der havde det på den måde, kan jeg se i avisen i dag. Her giver en anden deltager sin version.

Så gik den ikke længere

Monsieur havde ellers fra starten erklæret sin nye high-end kontorstol for kattefrit område...

Opmærksomhed

Som tidligere nævnt er jeg en troløs kvartalsblogger, men når nu Regitze ligefrem spørger, om ikke jeg snart kommer ud og leger igen (kommentarerne til forrige indlæg), skulle man være et skarn, hvis man blev inde.

Et vigtigt element i almindelig venlighed/høflighed er opmærksomhed, og ofte er den en mangelvare. Det er almindelig høflighed at lægge mærke til, at tjeneren på restauranten er dukket op og står og venter på at modtage ens bestilling. Det er almindelig høflighed at holde døren for en kvinde, der har et lille barn på armen. Det er almindelig høflighed at bruge så lidt plads som muligt, når man parkerer sin bil i byen ved en kantsten, så der også er plads til andre. Det er almindelig høflighed at inddrage sin brors nye, generte kæreste i samtalen. Det er almindelig høflighed at sige "undskyld" og ikke "hov", når man kommer til at gå ind i nogen.

Det er den slags små tegn på opmærksomhed, der gør, at der er noget ved at være her. Og man kan øve sig i ikke at forvente noget til gengæld.

Hvepsologisk brevkasse

Kan man blive stukket af en hveps på indersiden af kinden? Ja, det kan man sagtens. Man skal bare drikke af et glas, hvor der ligger en halvdød hveps og svømmer rundt, uden at man har lagt mærke til det.

Og det gør ondt.

Til minde om jordbærsæsonen

Temperaturen har ikke været befordrende for blogskrivningen de sidste par måneder, og episoden burde være nedskrevet for længst. Den fandt sted, da sommeren var på sit mest rødglødende:

Ældre dame står ved kassen i supermarkedet og viser den unge kasseherre to bakker jordbær. Hun er sur.

Ældre dame: - På skiltet stod der 25 kroner for to bakker. Jeg har betalt 50!

Kasseherre: - Det er de tyske jordbær, der koster 25 for to. De dér er danske, de koster 25 kroner bakken.

Ældre dame: - Jeg kan da ikke se på dem, om de er danske eller tyske!

Kasseherre: - Det står på bakken...

Ældre dame (ser efter på en af sine bakker): - Det lægger jeg jo ikke mærke til!

Kasseherre: - Jamen, jeg kan sagtens bytte dem. Skal jeg gøre det?

Ældre dame: - Næhtak! Så nærig er jeg heller ikke!

Nu

Jeg læser om nærvær og om at leve i nuet alle vegne for tiden, og jeg synes, det er ved at udvikle sig til en floskel. Man kan ikke kun leve i nuet, lige så lidt som man kun kan leve i fortiden eller fremtiden.

Hvert eneste sekund i livet er et mirakel. Alligevel er vi tilbøjelige til at foretrække den fortid, vi kender som vores egen bukselomme, og som aldrig forandrer sig. Eller vi tænker på den fremtid, som vi ikke kender, men som vi forventer vil gøre os hundrede procent lykkelige. Der er ikke noget forkert i at holde fast i sin personlige historie eller have drømme og håb om, hvad der vil ske engang. Det er først, når fortiden eller fremtiden kommer til at skygge for øjeblikket og vores evne til at værdsætte det, at der er noget galt.

De fleste af os lever et liv, der er så komplekst og fyldt med forpligtelser og praktiske ting, der skal gøres, at vi er tilbøjelige til at fokusere mere på det store billede end på de små ting, det består af. For at overkomme det hele forfalder vi til at tænke på de go'e gamle dage eller drømme om en problemfri fremtid. Men selv om tilværelsen kan være krævende og hektisk, består den af uerstattelige øjeblikke, som hver især rummer stor glæde, også når vi foretager os de mest trivielle ting - vasker op, pudser vinduer, gør rent. Det er når vi har evnen til også at sætte pris på dem, at vi lever i nuet. Ikke når vi opfører os som ansvarsløse børn, der ikke er gamle nok til at have en fortid og aldrig tænker på i morgen.

Og nu vil jeg give mig til at støvsuge.

Balance

Fundamentet for venskaber er den udveksling af ord og energi, der finder sted mellem to mennesker. Det ideelle er, at begge har evnen til både at tale og lytte, og at man er i stand til at yde hinanden støtte i vanskelige situationer. Ind imellem kan den ene part måske have brug for at lytte mere eller yde mere, men over en længere periode er der nødt til at være balance, ellers er forholdet ikke ligeværdigt.

Det sker også, at balancen ikke bliver genoprettet, eller at den aldrig har været der. Der kan være venner, man sætter pris på, men hvor samtalen altid drejer sig om dem, om deres liv og problemer, aldrig om ens egne. Eller man kan have en ven, der kræver en bunke omsorg af en, men aldrig gengælder den. I længden dræner den slags højvedligeholdelsespersoner en for energi. Sådan et venskab er jeg blevet opmærksom på, at jeg har, og det er utilfredsstillende.

Man kan cutte forbindelsen hårdt og brutalt, eller man kan lige så langsomt lade venskabet glide ud af sig selv. Den tredje mulighed er at sige åbent, hvad man føler. At man gerne vil have et mere lige forhold. Det er det mest ubehagelige og risikable, men det rummer også muligheden for, at der kommer et langt dybere venskab ud af det, end man nogen sinde har haft. I heldigste fald bliver det en øjenåbner for den anden, der måske slet ikke har kunnet se mønsteret selv.

Jeg går og tager tilløb i øjeblikket. Det er ikke helt nemt.

Rationering

En veninde boede en overgang i Rusland, og med jævne mellemrum var der ikke noget varmt vand i ugevis. Det var selvfølgelig højst ubehageligt, men den glæde – eller lykke - hun følte, når der igen kom varmt vand, var der ikke ret mange andre oplevelser i hendes liv, der havde givet hende. Nu er hun tilbage i Danmark, hvor der er varmt vand altid, og hun tænker aldrig over, hvor mirakuløst det egentlig er.

Jeg havde den samme følelse sidste år, da vores bibliotek åbnede igen efter at have været utilgængeligt i en måned på grund af ombygning.

For nylig læste jeg en artikel, der gjorde stort indtryk på mig. Den anbefalede en slags systematisk, frivillig form for afsavn. Det går kort og godt ud på, at uanset hvad du har råd til, så gem den bedste flaske vin til særlige lejligheder, tag kun den lækre silkebluse på, når der er en særlig grund til det osv. Luksus er ikke længere luksus, når man oplever den hele tiden. Vi har nærmest råd til alt, og vi har råd til at give vores børn alt, hvad de ønsker sig lige nu. Men der er mange børn, der bliver snydt for at opleve glæden ved at glæde sig, fordi de aldrig behøver at vente på noget.

Det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, hvad tingene koster. Man kan rationere hvad som helst og få så meget mere ud af sin ration, når man endelig tager hul på den. Her i refugiet har vi givet os selv den luksus kun at se fjernsyn, når det er værd at lukke op for det. Der kan gå måneder imellem...

Én fugl i hånden...

Den sad ikke i min have, men på falkonér Edith Wenzels hånd. Men alligevel...

That's what friends are for

Det roder for tiden her i refugiet. Vi har dedikeret vores ferie til hovedrengøring og gennemgribende oprydning og udsmidning. Ikke ligefrem de bedste betingelser for at se mange venner, som vi plejer at prioritere højt i ferien, fordi en del af dem bor så langt væk, at man ikke lige render sammen til daglig. Men vi er enige om at gemme forfængeligheden af vejen og give pokker i, hvordan her ser ud, for venskaber er vigtige og skal holdes ved lige.

En af mine veninders veninder overvejer at flytte til den anden ende af landet. "Hvad så med dine venner?" spurgte min veninde. "Nårh", lød svaret "jeg har sådan set ikke andre venner end dig." Min veninde var rystet, og det ville jeg også have været. Én ven er bedre end ingen ven, men jeg ville ikke kunne leve uden mindst en håndfuld.

Venner er med til at lære os selv at kende gennem vores forskelligheder. Forskelligheder får os til at se andre muligheder. Somme tider bliver vi tiltrukket af vores modsætninger, og vi lærer at acceptere både de sider, vi sætter pris på hos vores venner, og de sider, vi ikke umiddelbart bryder os om ved dem. Andres erfaringer er lærerige. Til tider ser vi det i vores venner, som vi ikke kan lide hos os selv. Spejlbilledet kan være svært at sluge, men gode venner er med til at åbne øjnene for forandringer og kan støtte os, når vi vælger at forandre os.

Noget af det vigtigste ved venskaber er følelsen af at blive accepteret som vi er uden at blive mødt med et krav om at lave om på os selv. Det er en gave, de giver os, og vi kan gengælde den hver dag. Når det kommer til stykket, vælger vi vores venner, fordi de får os til at føle os godt tilpas med os selv og vores liv. Gode venner får os til at le, når tingene ikke går så let, som vi kunne ønske os. Når vi løber ind i mennesker, der kan give os den rigtige blanding af rart samvær og modspil, er vi utrolig heldige. Gode venner, der følger os gennem livet, hjælper os med at finde ud af, hvem vi er og hvem vi vælger at være hver dag.

Så skidt med om det roder.

Lørdagsindkøb

Noget tyder på, at vi for alvor er ved at nærme os pensionsalderen, Monsieur og jeg: i dag købte vi ind sammen!

Ved kassen kører kassedamen/pigen vores bakke med økologiske, men ellers ganske almindelige røde, danske tomater gennem laserkanonen. Hun tøver et øjeblik, så løfter hun hovedet, ser bebrejdende på os, og følgende replikskifte finder sted:

Kassedame: - Der står at varen ikke eksisterer!

Monsieur: - Så må det være et fatamorgana.

Kassedame: - Et hvaddd?

Vi er ved at blive gamle.

Envejskommunikation

Jeg skulle hæve nogle penge, men dankortautomaten var optaget af en ung fyr, der havde fået den samme tanke. Han lagde ikke mærke til, at jeg stillede mig op bag ved ham, for han var travlt beskæftiget med at føre en samtale med automaten.

- Tusind? Nej du, jeg tror, jeg nøjes med to hundrede denne gang. Og jo, jeg vil meget gerne have en kvittering. Nej, for resten, det kan være ligegyldigt. Men pengene, kom nu med dem, jeg har lidt travlt. Nå, du synes jeg skal have kortet først? Det er så også i orden. Endelig, dér var de, det var sgu på tide. Nå, jeg må også se at komme videre. Det var hyggeligt, du. Hav en god dag!

Det gav et gib i ham, da jeg begyndte at grine højt, og han vendte sig om og opdagede, at han ikke var alene. "Øh," sagde han med en meget lille stemme, "jeg taler altid, når jeg læser..."

Det er koldt udenfor, Skat

Sandsynligvis er det Monsieurs fortjeneste, at amazon.com kan fortsætte med at ekspandere. I hvert fald lander en lind strøm af brune papæsker med amazons logo i vores postkasse, og det er ikke mig, der bestiller dem. Samtidig vokser bunkerne på det dertil indrettede bogbord hæmningsløst. Som regel bliver jeg ikke indviet i, hvad papæskerne indeholder. Monsieurs interesser er mange og ofte for kryptiske til, at han kan forvente spontan medleven fra min side, og det ved han.

Her i eftermiddags var det åbenbart ikke en bog, der var i dagens brune papæske, for han flåede den op på stedet og styrede direkte hen til cd-afspilleren med den. "Du skal lige høre, jeg har købt noget sjovt til dig!" sagde han og gav sig til at fodre maskinen.

Vi er begge to vokset op med Elvis, Cliff, Beatles og Stones, så jeg havde måske ventet, at det var noget i den stil, bokssættet med de 4 cd’er indeholdt, men nej. Det var amerikanske standards, altså nærmest vores forældres musik, og endnu mere besynderligt: sunget af Rod Stewart, som jo egentlig er for "ny" til os. Han er ganske vist noget ældre, end vi er, men da han slog igennem, var vi allerede voksne og ude over den alder, hvor popmusik er en væsentlig del af ens univers. Og så ved jeg, at Monsieur aldrig har kunnet klare den stemme, der lyder som et rustent søm.

Men nu smilede han huldsaligt og satte sig til rette i sofaen. Vi lyttede et stykke tid i tavshed. Efter den første cd begyndte jeg at kunne lide det. Efter den anden var jeg begejstret. Midt i den tredje blev jeg budt op, og vi dansede... nej, vuggede os gennem "Stardust", "The Way You Look Tonight" og "Baby, It’s Cold Outside". Det sidste var løgn, for det var stegende hedt, og de ultraviolette stråler postede ned fra en skyfri himmel udenfor.

Utroligt, hvad der kan ske på en ganske almindelig mandag eftermiddag, når man mindst venter det. Bagefter trak vi lod om, hvem der skulle skifte kattebakken.

Logik kontra realisme

Klassefesten i går var en succes, og alle var glade. Så glade, at vi blev enige om, at vi selvfølgelig skulle holde forbindelsen ved lige og blive ved med at ses med passende mellemrum. Men hvor tit? Hvert femte år lød umiddelbart logisk og naturligt. Så kom vi til at tænke på vores alder - og blev enige om hvert tredje år...

Gensyn med vennerne

Det har været besværligt, tidkrævende, til tider håbløst, men det har også været sjovt at prøve at finde dem, jeg gik ud af skolen sammen med for 40 år siden, da der var noget, der hed realeksamen.

Godt og vel et halvt år er gået med telefonbogs- og vejviseropslag, netsurfing og søgemaskinevridning, forgæves opringninger og absurde samtaler med sagesløse fremmede, besynderlige mailkorrespondancer og langsommelig indhentning af folkeregisteroplysninger. Jensener, Larsener og Olsener har det med at gemme sig eller helt forsvinde, når man ikke har haft kontakt med dem siden 1966.

Men undervejs har det især ført til spændende, hyggelige, muntre, lattervækkende telefonsamtaler, genopfriskning af tågede erindringer og indblik i utrolig mange eventyrlige liv. Og en enkelt tragisk skæbne.

Vi gik i skole i Virum. Nogle bor der stadig, andre har slået sig ned på Fyn, i Jylland, Tyskland, Holland, Frankrig, Dubai. Dengang lavede vi de samme lektier og levede i den samme lille verden. Nu er vi spredt for alle vinde og blevet sygeplejersker, taxichauffører, programmører, overlæger, ingeniører, politiadvokater, journalister, globetrottere, gøglere og musikere. En enkelt har vundet melodigrandprixet sammen med sin lillebror og fået os andre til at prale af, at vi kender ham. Han kommer også, og han får travlt med at finde på gode undskyldninger for ikke at gi' et nummer.

Lige præcis i dag er det blevet rigtig sommer med højt solskin på blå, skyfri himmel. Vi bliver 23, de kommer fra nær og fjern (også fra Dubai), og jeg skal møde dem lige om lidt.

Om jeg er spændt, og om jeg glæder mig? Ja!

Bregner er en fryd at se på...

...men jeg havde nu nok foretrukket udsigten

Mangelfuld fingerøvelse

Det er snart så lang tid siden, at jeg har løftet en pegefinger, at jeg næsten helt har glemt, hvordan man bærer sig ad. Men nu gør jeg et forsøg, og det bliver næppe det perfekte pegefingerløft. Forhåbentlig ikke, for det handler om nødvendigheden af at være uperfekt.

Da jeg gik på stranden i går, fik bølgeskvulpene mig til at tænke på altings foranderlighed. Den perfekte bølge, der ender med at tabe pusten og blive til ingenting, men som alligevel på et eller andet tidspunkt genopstår som en anden bølge, der måske er knap så imponerende, men som dog er en bølge, der yder sit bidrag til sceneriet og helheden.

Mens jeg sidder her og skriver, vokser håret. Celler dør og gendannes, og blodet strømmer gennem årerne. Måske har jeg en rynke mere i morgen. Tingene forandrer sig oftere, end de bliver ved med at være de samme. I en hvilken som helst situation kan det fuldendte pludselig opstå, men det varer ikke ved. Hvis man forsøger at holde fast i det perfekte eller stræber efter det, bliver man frustreret og ulykkelig.

Alligevel er de fleste af os opdraget til at forsøge at opnå det perfekte og til at være perfekte. Fordelen ved at være blevet voksen og mere end ung, er at man kan vælge at give afkald på andres bifald. Vi kan vælge at opfatte planeten her og universet som et sted, hvor vi har frihed til ikke at være perfekte. Når vi er nået så langt, kan vi begynde at tage os selv mindre højtideligt og have det langt sjovere. Det ligger til mennesker at være uperfekte. Påskøn det uperfekte, så påskønner du dig selv.

Amen.

Pinsesnapshot

Søvnløshed

Jeg er inde i en periode, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Alle tricks og gode råd er afprøvet – troede jeg: Monsieur har lige foreslået, at vi begynder at abonnere på Weekendavisen igen for at komme problemet til livs...

Lørdagsindkøb

Kunde: - Jeg vil gerne have to kilo hakket kalv og flæsk.

Slagter: - Ja tak.

Kunde: - Det skal være i hver sin pose!

Slagter: - ?

Kunde: - Ja, altså et kilo i hver...

Søndagssnapshot

Og det regnede. Og regnede...

Hovedregning

1 stol med fransk flet + 1 kat = 1 dårlig kombination

Det' så irriterende, det er...

Det kan være noget af en belastning at bo sammen med én, der har et nærmest erotisk forhold til ord. Især fordi der er så mange ord i vores udmærkede sprog, der udtales ens eller næsten ens, men mildest talt betyder noget helt forskelligt. Er du ikke med? Så lad mig give et eksempel fra i formiddags:

Jeg: - Jeg går lige ud i haven og luger lidt...

Han: - Luger eller lurer?

Ikke så godt

Efter en oplevelse, jeg havde for en måneds tid siden, lovede jeg mig selv, at jeg ville sige "hej" med det samme, hver gang jeg mødte nogen, jeg kendte.

Det glippede i går, da jeg så en kvinde, jeg har kendt i mange år, og som jeg synes vældig godt om. Ikke en bekendt, som jeg kommer hos eller som kommer hos mig, men alligevel. Hun sad indenfor i en café, og jeg gik forbi udenfor på fortovet. Hvorfor bankede jeg ikke bare på ruden og vinkede?

Jeg giver mig selv en anmærkning og pålægger mig at gøre det bedre næste gang.

Søndagssnapshot

Morgenmad på (s)engen

Hvordan kan det være...

...at mænd aldrig bliver rigtig voksne? Hvad gør man for eksempel, når man selv har en mand, der spiser majskolber på skrivemaskinemåden og siger 'ding!' hver gang, han når til enden af en række?

Havens smukkeste blomst

...og jeg mener det

Søndagssnapshot

Når katten er ude...

Fødselsdagsforberedelser

Jeg er tilsyneladende løbet ind i en stime af 1 års fødselsdage.

I kiosken i supermarkedet står et ældre/gammelt ægtepar, han med kasket og i poloshirt, hun i lyserød bluse og kitfarvet nederdel. Hun tager et kort fra karrusellen: Tillykke med et helt år!

Han (ironisk): - Ét år? Han er da vist noget ældre, hva’?

Hun (irettesættende): - Nej, Matthias bliver ét år.

Han: - Matthias? Hvem fanden er Matthias?

Hun: - Det er Jakobs søn.

Han: - Jakob? Altså Jørgens søn?

Hun: - Ja.

Han: - Er han ikke en syv-otte år?

Hun: - Han er femogtyve.

Han: - Og han har et barn?

Hun: - Ja!

Pause.

Han: - Det er sgu ikke meget, man får at vide...

Nye tider

For en uge siden døde vores tolv år gamle og ikke særlig gode fjernsyn til fjernsynsforagteren Monsieurs store fryd. Han var knap nok færdig med at gnide sig i hænderne, før han var på vej op på taget for at fjerne "den hæslige parabol!" Ikke et sekund faldt det ham ind, at der også forelå den mulighed at anskaffe et nyt fjernsyn til erstatning for det hedengangne. Han burde have været arkitekt - han strunter i alt, hvad der hedder funktionalitet, bare det ser godt ud.

Men jeg vil have et fjernsyn, så jeg i det mindste kan slukke for det, og nødtvungent gik han med til, at vi fik det mindste og mest skrabede, vi kunne opspore. Small er åbenbart beautiful.

Siden indkøbet har jeg taget ham i at se hele to film på det, og i lørdags kom han hjem med en lillebitte metalkasse, som han ordløst sluttede til fjernsynet. Det viste sig at være verdens mindste dvd-afspiller. Sådan én har vi aldrig haft før.

- Jeg troede, du synes, det er spild af tid at se fjernsyn?

Lang pause, mens han langsomt drejer hovedet imod mig.

- Det har da ikke noget med fjernsyn at gøre!

Hej

Det har regnet det meste af dagen, men det er forår, og der står krokus overalt i vejkanten. Min faste, daglige travetur byder på en modkørende barnevogn, der provokerer min nysgerrighed til at vende mig om, idet vi passerer hinanden, for at se hvad vognen indeholder. Ikke overraskende er det et barn, men overraskende at drengen løfter armen og vinker til mig med et stort smil midt i det lille, runde ansigt og råber "Hej".

Fem minutter efter kommer en mand imod mig, skubbende på en kørestol med en kvinde på vel omkring halvfems. Jeg har stadig billedet af den lille dreng og munterheden siddende i baghovedet og kroppen, og jeg siger spontant "Hej" til kvinden i kørestolen. Hendes ansigt lyser op, og jeg får et "Hej" tilbage.

Lige på det tidspunkt af dagen skinner solen.

Påskeeksplosion

Tæt på

På den ensomme sti, som jeg tror, at jeg har for mig selv, kommer to enorme Berner Sennenhunde halsende imod mig. Den ene har en af den slags seler på forkroppen, som man bruger, når man ikke kan styre en hund med et almindeligt halsbånd. Da de når hen til mig, stiller de sig op og gør højere og højere og begynder at nærme sig truende. Der er ingen mennesker at se noget sted, og jeg fortsætter med at gå i samme tempo som jeg hele tiden har gjort, men med hamrende hjerte og angstens sved efterhånden over hele kroppen, mens jeg taler uafbrudt indsmigrende til hundene og omhyggeligt undgår at se dem i øjnene, som jeg har læst et sted, at man skal. De følger efter mig, stadig aggressivt gøende, og der er stadig intet tegn på menneskelig tilstedeværelse så langt, jeg kan se. Jeg er bange, rigtig bange, og jeg har hundene lige i hælene, højt galpende. Efter endnu halvtreds meter, hvor jeg har hjertet helt oppe i halsen, giver de endelig op og lusker af.

Jeg har ikke noget imod hunde, ikke det fjerneste. Men jeg har noget imod visse hundeejere.

Påskesnapshot

Håndarbejde

De hedder Hanimals, de er sære og smukke og fascinerende, og der er flere af dem på Leaves of Grass. Når jeg bliver gammel, vil jeg øve mig i at lave Hanimals. Og om et par dage vender jeg sikkert tilbage for at kigge.

Søndagssnapshot

Min far tog altid billeder og gør det stadig. For 50 år siden tog han det her af mig og sendte det ind til en konkurrence i Berlingske Tidende. Det blev nummer 2. Det burde have vundet.

Stilhed

Prøv at vågne før resten af verden begynder at røre på sig. Lad være med at foretage dig noget, lad være med at tænde lys, radio eller tv. Sid stille og lyt. Måske hører du dit eget hjerte slå eller dit åndedræt, men koncentrér dig om den stilhed, du er omgivet af. Bliv siddende, indtil stilheden er trængt helt ind i kroppen. Fem minutter, hvor du er ét med stilheden, åbner sindet.

Eller vent til alle andre omkring dig er gået i seng, og stil ind på stilheden. Også i løbet af dagen kan stilheden opleves. Selv midt i al aktiviteten er den der. Almindeligvis ignorerer vi den, eller vi bliver usikre, når vi mærker den, og prøver at fylde de tomme øjeblikke ud med lyd. Alligevel er stilheden der hele tiden – stærk, umådelig og tilgængelig på et hvilket som helst tidspunkt, vi vælger den.

Bare et tip.

Mere shopping

Jeg skal have en halv liter sød, men mellem mig og mælken står en ældre kvinde (dvs. ældre end mig) med ryggen til og undersøger de forskellige slags yoghurt meget omhyggeligt. Jeg har god tid, så jeg stiller mig bare op og venter. Pludselig vender kvinden sig hurtigt om mod mig og siger inkvisitorisk:

- Hvorfor står De dér?

En smule overrumplet svarer jeg:

- Jeg venter bare på, at De er færdig.

- Hvorfor sagde De ikke, at De havde travlt?

- Jamen, jeg har ikke spor travlt...

- Jeg skulle nok have flyttet mig, hvis De havde sagt, at De havde travlt!

- Jamen, jeg har ikke travlt. Det gør ikke noget...

- Folk bliver sgu også mere og mere uforskammede, mumler hun indædt, tager sin indkøbsvogn og forsvinder forurettet ind mellem kølediskene med det ene hjul snurrende rundt om sig selv i rasende fart.

Jeg bliver mere og mere glad for, at det normalt er Monsieur, der står for indkøbene her i huset.

Analfabetisme

Nærmeste Kvickly undergår for tiden en gennemgribende renovering og omstrukturering. Der er åbent for kunder, men alt er kaos, og ingen kan finde noget. Under jagten på en pose vildtfuglefrø forvilder jeg mig på grund af tingenes tilstand ind imellem to reoler, hvor to ansatte er ved at sætte vitaminpilleglas fra store papkasser op på hylderne.

- Hvad er det, du gør! siger den ene til den anden i et bebrejdende tonefald. Den anden, der står bøjet over sin kasse, kigger op og siger:

- Pakker C-vitaminerne ud.

- Jamen er du da færdig med A-vitaminerne?

- Nej.

- Vi sætter dem altid på plads i alfabetisk orden!

- Der er da ikke nogen regel om, at vi pakker dem ud i alfabetisk orden...

- Jo, der er. Det gør jeg altid!

Note til mig selv

I øjeblikket bruger jeg en del tid på at finde gamle klassekammerater fra kommuneskolen. Til sommer er det fyrre år siden, vi gik ud med realeksamen. I næste måned fylder mit barnebarn ét år. Umiddelbart har de to ting ikke noget med hinanden at gøre, men det har de alligevel.

Man bliver lidt klogere af at gøre sig klart, hvor man befinder sig i livets cyklus. Det er en bevidsthed, der får mig til at påskønne min alder mere og mere.

En nybagt mor, der gennemgår en svær periode med sit barn, kommer lettere igennem den, fordi hun ved, at barnet vil vokse op, og hun vil komme til at savne alle besværlighederne. Vanskelige perioder er uundgåelige, men som alt andet er de en del af spillet, og de er forbigående. Man må engagere sig i både lette og svære perioder, lære af dem og være klar til at møde den næste glæde eller forhindring, når den kommer.

Det må være det, der er meningen.

Endelig!

Øjengymnastik

Jeg befinder mig udmærket ved at have en alder, hvor læsebriller er obligatorisk tilbehør. Det er brillerne, der generer mig, og nu vil jeg af med dem.

Min mors kusine er en usædvanlig kvinde på 66, der altid har gjort, hvad der passede hende og stadig ikke ligger under for konventioner. Hun er livgivende at være sammen med. Derudover er hun en vims lille sag og ser hamrende godt ud. Hun bruger ikke briller, hverken til at læse med eller til at orientere sig med i almindelighed. Jeg har altid troet, at hun havde kontaktlinser, men det har hun ikke. Sidst fortalte hun, at hun havde trænet sit syn, så hun ikke behøvede briller. Briller er bare udtryk for dovenskab, sagde hun, jeg skulle bare øve mig.

Nu er jeg gået i gang. Jeg har anskaffet mig en bog af en amerikansk øjenspecialist, der har udviklet effektive træningsprogrammer for piloter, og det er både en praktisk og filosofisk bog. Efter hans mening rejser man en glasbarriere mellem sig selv og sine venner, når man har briller på. Det er vanskeligere at få øjenkontakt med en person, der bærer briller, end med en, man uden videre kan se i øjnene. Han har jo ret.

Den afgørende beslutning om at blive fri for læsebrillerne tog jeg for resten den aften, hvor jeg lige havde taget mine ellers ret lækre, grønne læsebriller på og sat mig til rette - og fik at vide, at jeg lignede en intellektuel kålorm.

Tidlig morgen, tåget

Bedre sent end aldrig - måske

Ella har været så letsindig at stikke mig de cirkulerende 8x4 bloggerspørgsmål. Tak, Ella, det er jeg smigret over. I første udkast prøvede jeg at forklare udførligt, hvordan tingene hang sammen, men det førte alt for vidt, så nu er jeg endt med at krybe under, hvor gærdet er højest. Håber du bærer over med mig:

4 job jeg har haft

1. Påpladssætterske og stik-i-rend-pige i Suma i 2 måneder. Ikke noget for mig.



2. Ung pige i huset hos en maed phin phamilie i Gentofte i 2 måneder. Ikke noget for mig.



3. Piccoline hos Manpower i 6 måneder. Ikke noget for mig.



4. Lydtekniker i DR. Lige noget for mig. Stadig noget for mig.

4 film jeg kan se igen og igen
Egentlig er jeg for nærig med min tid til at se en film mere end én gang, men det er da hændt:

1. Strictly Ballroom (De forbudte trin) – en skæv film, der altid efterlader mig med et skævt smil.



2. Cabaret – den perfekte kombination af humor, show og alvor.



3. Blue Velvet – ubehagelig på den rigtige måde (og David Lynch er altid en guttermand).



4. As Good as It Gets (Det bli’r ikke bedre) - Jack Nicholson.

4 steder jeg har boet

1. Virum på Kongevejen, hvor min far og mor havde lejlighed.



2. Virum ved Furesøen, hvor min far og mor byggede hus.



3. Lyngby, hvor jeg købte min første lejlighed.



4. Ejby ved Glostrup, hvor min kæreste havde hus.

4 tv-shows jeg elsker
Elsker er nok så meget sagt, men jeg ser/så da:

1. Lonely planet – jeg er lænetolsglobetrotter.



2. Mik Schacks Hjemmeservice – manden er bindegal, og så kender jeg ham jo.



3. Lægens bord – pinligt, jeg ved det, men jeg er sygeligt optaget af sundhed.



4. To fede damer – min favorit, men desværre hedengangen.

4 steder jeg har været på ferie

1. Nordkap - glemmer jeg aldrig.



2. Tunis - glemmer jeg helst.



3. London - bliver jeg aldrig træt af.



4. På tværs af USA for hundrede år siden sammen med min kæreste i en åben Thelma & Louise-bil, som vi købte for 700 dollars og solgte igen efter endt brug for 800 dollars – gad jeg godt igen.

4 websteder jeg besøger dagligt

1. DR – en guldgrube af information og inspiration, når den virker (det gør den ikke i øjeblikket).



2. Herald.dk – så jeg kan se, hvad der ellers er ulejligheden værd at fordybe sig i.



3. DMI – godt at vide, hvad man kan vente sig.



4. Vampyrpingvin – ikke godt at vide, hvad man kan vente sig.

4 favoritspiser

1. Ikke noget med fisk.



2. Ikke noget med indvolde.



3. Noget med mange grøntsager.



4. Mange små retter.

Kræsen? Ja.

4 steder jeg hellere ville være

1. I min have om tre måneder...



2. i en liggestol...



3. i strålende solskin...



4. midt i en god bog...

4 bloggere jeg tagger

Jeg har været for langsom – de er taget alle sammen. Og dog: kan det virkelig være rigtigt, at Moccapigen stadig er ledig? Jeg snupper hende, fordi – tja, fordi jeg fejlagtigt tror, at jeg allerede ved alt om hende. Har du lyst, Anita? Så vil jeg glæde mig.

Er det virkelig nødvendigt?

Som pendler tilbagelægger jeg dagligt 2 x 65 km på danske landeveje. Hver dag kan jeg være sikker på, at et eller andet sted på strækningen holder der en bil i vejsiden med motoren i gang, og et par meter derfra står der en person af hankøn med ryggen til og hænderne foran sig i skridthøjde.

Er der noget mere uskønt end en mand, der står og pisser!

Søndagssnapshot

- Hvor er mine hjemmesko!

Besøg på foderpladsen (2)

Besøg på foderpladsen

Min ven ræven...

Uhørt

Der var noget, der ikke var som det plejer at være, da jeg trådte ind i mit studie i morges. Normalt er der dødsstille, men der havde været nogen og bruge mit udstyr og var gået fra det uden at slukke og lukke. I sig selv ikke usædvanligt, det sker nu og da. Det usædvanlige var musikken, der strømmede ud af højttalerne og fyldte rummet. Musik, som jeg kendte så godt fra vores egen samling hjemme, men her var den et fremmedelement: Strange Fruit med Billie Holiday. Jeg kan ikke mindes nogen sinde at have hørt det nummer i radioen, og det var uden tvivl radioen, det kom fra. P4 stod der i displayet på min mixerpult.

På P4 spiller man kun popmusik. Men det havde være lige så sært, hvis det havde været en hvilket som helst anden kanal. Radiokanaler i 2006 er stramt formaterede, og man sender ikke - i hvert fald yderst sjældent - noget, som man ikke har markedsanalytisk dokumentation for, at lytterne vil høre. Det er for risikabelt at operere med den mulighed, at der findes musik, som lytterne gerne ville høre, hvis de havde kendskab til den. P3 spiller kun pop, rock og endnu yngre genrer. P2 er en musik- og kulturkanal, der også har jazzprogrammer, men de drejer sig næsten udelukkende om aktuel musik. P1 er en ordkanal, der undertiden udfylder huller i sendefladen med jazz, men ikke vokal, dvs. ikke Billie Holiday.

Jeg foretrækker absolut stilhed i mit studie om morgenen, og jeg hader, når nogen piller ved mit udstyr uden at pille det tilbage igen. Men i morges var det undtagelsesvis o.k.

Forklaringen på, at Billie Holiday pludselig optrådte på P4 en tidlig morgen i midten af marts fik jeg for resten, da værten afannoncerede nummeret: det var en lytter, der havde foreslået det...

Hvor bliver foråret af?

Jeg har to katte, der venter på, at det bliver forår. Det har Merlin også.

Godmorgen alle sammen!

Jeg er lige vågnet op til en af de morgener, jeg samler på! Mon jeg gik glip af noget, mens jeg var væk?

Jeg ønsker ALLE en vidunderlig dag.

Lykkelige er de uvidende

Mystikken har kronede dage - clairvoyance, astrologi, tarot, hvad som helst. På en måde forstår jeg godt ønsket om at være forberedt på de glæder og katastrofer, der venter forude. Men efter min oplevelse med clairvoyance forleden dag er jeg alligevel kommet til det resultat, at jeg ikke vil vide noget. Hvis vi vidste alt om, hvad der venter os, ville vi segne under byrden.

De fleste af os, der har en vis alder, har udrettet mere og været ude for mere, end vi havde forestillet os i vores vildeste fantasi. Hvis nogen havde fortalt os, da vi var børn, om alle de forskellige ting, vi ville komme til at gøre og hvilke menneskelige relationer, vi ville komme til at opleve for ikke at tale om alle vores op- og nedture, gætter jeg på, at vi havde fået et sammenbrud. Lige så slemt: hvis vi vidste alt om vores fremtid, ville det være umuligt at koncentrere sig om det, der foregår lige nu.

Ikke at vide hvad fremtiden bringer tror jeg er forudsætningen for en nogenlunde harmonisk personlig udvikling og et godt liv. Det ville være vanskeligt at engagere sig i bestemte mennesker eller opgaver, hvis vi på forhånd vidste, at det ikke ville føre til noget eller gå helt galt. Men det er netop gennem engagementet, at vi lærer det, vi har brug for senere hen. Når jeg ser tilbage, er der ikke meget af det, jeg har oplevet - positivt eller negativt - jeg ville undvære. Måske er det netop det mest halsbrækkende og mislykkede, ikke det mest vellykkede, der udvikler os mest.

Når vi ikke ved, hvad der skal ske, er vi nødt til at engagere os i det, der sker nu, og som vi står midt i. Derfor foretrækker jeg ikke at vide.

En sælsom oplevelse

Det var min fødselsdag i fredags. Tillykke med det. Jotak.

Og så var der det med gaverne, som vi ikke gør så meget i her i huset. Jeg har de ting, jeg skal bruge, og dem jeg mangler, anskaffer jeg mig, når jeg bliver opmærksom på behovet. Ting interesserer mig meget lidt, og jeg vil hellere have en oplevelse.

Det fik jeg i fredags. Monsieurs gave var en session hos en clairvoyant. Jeg er hverken "troende" eller det modsatte, men jeg har altid iagttaget clairvoyance med interesse på afstand, og nu fik jeg lejlighed til at prøve det på min egen krop/sjæl.

Det foregik hos en erfaren udøver af disciplinen. Hun var et overmåde sympatisk og behageligt gemyt, og efter et kvarters tid, hvor vi talte os ind på hinanden, begyndte selve sessionen. Hun så ikke direkte på mig, mens hun talte, kun rundt om mig, og det var imponerende, hvad hun "fik ind", som hun udtrykte det. Hun kunne beskrive i store træk, hvordan vi bor, men også med forbløffende detaljer. Hun talte om mine personlige egenskaber, som hun umuligt kunne vide noget om på forhånd, og hun ramte uhyggeligt præcist.

"I har katte, ikke?" spurgte hun. Det har vi som bekendt, og katte er også de mest almindelige husdyr i Danmark. Men derfor behøvede vi ikke at have nogen, og jeg havde med garanti ingen kattehår eller andre spor på tøjet. Hun kunne også bare have sagt "kat", men hun sagde "katte" i flertal. Hun kunne se dem vimse rundt, sagde hun.

Skeptikere vil sikkert mene, at det var et ret risikofrit spørgsmål at stille under alle omstændigheder. Lad os bare sige det. Men jeg må indrømme, at jeg måbede, da hun slog sig på venstre hofte og sagde: "Har du lagt mærke til, at den ene af kattene har ondt her?" Det havde jeg i høj grad. Jas, som er en halvvild hankat med en ukendt fortid, giver sig altid, når man rører ham dér. Et ret dristigt gæt, hvis det var et gæt.

Det interessante ved at opsøge en clairvoyant er selvfølgelig ikke at få alt det at vide, som man godt ved i forvejen. Jeg fik også en hel del at vide om, hvad jeg kan vente mig af det kommende år. Om det kommer til at holde stik, vil vise sig. Hele sessionen fik jeg med hjem på bånd.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal mene om det hele. Men jeg er forundret.

Slam!

Hvordan kan det være, at mennesker, der ikke selv har bil, altid lukker døren for hårdt i?

En duft af jeg ved ikke hvad

Nu stikker jeg hånden i en hvepserede, men jeg er frygtløs. Sagen er, at jeg ikke er vild med parfume.

Sidst på eftermiddagen i går var jeg henne efter fuglefoder i det lokale monstermarked, og i samme øjeblik jeg trådte ind, mærkede jeg en umiskendelig prikken i hovedbunden - mit personlige alarmsystem. Den kvalmende lugt udgik fra en nydelig, cirka 25-årig stiletforhøjet, velklædt og lettere overvægtig kvinde, der stod henne ved kiosken. Hun befandt sig mindst tyve meter væk, men hun osede af parfume.

Ikke at jeg er parfumefascist. Hvis en tungt parfumeret person træder ind det lokale, jeg befinder mig i, beder jeg hende ikke om at forføje sig eller simulerer et epileptisk anfald. Jeg har fået en pæn, borgerlig opdragelse, så jeg lider i stilhed. Jeg er heller ikke besvimet endnu, men jeg er tit blevet dårlig og har selv forladt lokalet.

Det er ikke den moderate brug at parfume, jeg er ude efter. Men nogle kvinder pøser så meget på, at der står en uigennemtrængelig em om dem i flere meters omkreds, og man kan undre sig over, at de ikke selv går i brædderne.

Jeg kommer heller aldrig til at forstå, hvorfor parfume gør nogle mænd bløde i knæene, men sådan ved jeg, at det er. Min egen kan for eksempel ikke modstå kvinder, der dufter af nyskrællet appelsin. Det er jeg helt kold over for, men det er selvfølgelig meget godt at vide, at han kan forføres med en frugtskål.

Søndagssnapshot

Bare fordi man bor sammen...


...er man ikke nødvendigvis altid på talefod.

Vis- og alderdom

Siden Ældresagen er begyndt at linke til denne blog, må det være på sin plads at kvittere for opmærksomheden med en håndfuld visdomsord:

Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt. - Ingrid Bergmann

Alder beskytter ikke mod kærlighed, men kærlighed beskytter til en vis grad imod alder. - Coco Chanel

Man bør blive mildere med alderen. Jeg ser ingen fejl begået, som jeg ikke selv kunne have begået. - Goethe

Livet er bedst, når det er for nedadgående. Alderen er fuld af glæder, hvis man forstår at udnytte dem. Den bedste tid er måske gemt til sidst. - Seneca

Hvis man ønsker at blive gammel, må man finde sig i at leve længe. - Ove Sprogøe

Lørdage (i modsætning til søndage) er som skabt til at sidde foran kaminen, klappe katten, læse og reflektere til husbehov.

Hvordan kan det være

...at det er den hvide sofa, der er bedst at sove på, når man lige har været ude i regnen og foretage en gennemgribende ransagning af buskadset og den smattede jordbund?

Morskab

For nylig så jeg tilfældigt et billede, jeg ikke kan glemme igen. Det var ikke et billede, der var ekceptionelt på grund af sine æstetiske kvaliteter, mere fordi det var så elementært. Man ser bare en lille dreng, der kommer gående på strømpesokker en sommerdag hen ad en sti, og det er taget i det øjeblik, han får øje på kameraet. En ganske almindelig glad, lyshåret, dansk dreng, der er helt til stede i det nu, hvor billedet blev taget. Ikke andet.

Ud over at det fik mig til at tænke på, at jeg selv har haft sådan én for mange år siden, kom jeg til at tænke på al den umiddelbarhed, de fleste af os mister, når vi bliver voksne. Morskaben ved bare at være her og glæden over at opdage ting, man som voksen tager som en selvfølge. At det er fantastisk, at der kommer vand ud af vandhanen, når man drejer på den, at mel kan blive til en kage, at det siger ding-ding, når toget kører forbi ved bommen. At det samme klovnenummer kan blive ved med at være sjovt igen og igen.

Den gode nyhed (som ikke er en nyhed) er naturligvis, at det står os frit for at holde den barnlige glæde ved lige eller genopdyrke den. Morskab, barnlig eller ej, er ikke noget, andre har ansvaret for, men noget vi tillader os selv at opleve. Det kan man øve sig i.

Det var det, jeg blev mindet om, da jeg så billedet. Hvis du er nysgerrig, så kig her.

Farvelære

Regitze påstår hårdnakket, at når hun kigger ud af vinduet, ser hun brune marker.


Ikke desto mindre må jeg med Blicher påstå, at det er hvidt herude.

På billedet ses Kyndelmissen.

En udmærket lørdag

Min mormor var husholdningslærerinde og havde sin egen husholdningsskole. Min mor var husholdningslærerinde, og min moster er husholdningslærerinde. Jeg har selv gået på husholdningsskole. Måske har der ganske enkelt været for meget husholdning og madlavning i mit liv, og måske er det derfor, jeg for mange år siden er holdt op med at tilbringe mere tid i køkkenet end højst nødvendigt. Måske er det forklaringen på min manglende sans for madlavningens meditative kvaliteter, som jeg har hørt meget om og læst endnu mere om i bøger, blade og blogs.

Resultatet interesserer mig med andre ord betydeligt mere end processen, når det gælder madlavning, men jeg samler da på opskrifter. De bedste af dem lægger jeg diskret på Monsieurs skrivebord, så det ikke ligner en direkte ordre. Det virker nogen gange, andre gange ikke.

For et par dage siden anbragte jeg omhyggeligt Liselottes opskrift på brownies i udkanten af Monsieurs synsfelt. Men det er under hans værdighed at kommentere opskrifter, tror jeg, så jeg fik ingen reaktion og måtte som sædvanlig håbe på det bedste.

Men som så ofte før har tiden arbejdet for mig. Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen fra et vigtigt planlægningsmøde i Madames Klassefestkomité vedrørende den forestående sommers sammentromning af fortidens venner og fjender og åbnede hoveddøren, strømmede Chet Baker og Gerry Mulligan mig i møde fra højttalerne, skarpt forfulgt af en liflig duft, og da jeg nåede frem til køkkenregionerne, prydede en rund springformsudgave af de omtalte brownies køkkenbordet. Og ikke nok med det: bøjet over komfuret var køkkenets nynnende betvinger i gang med at lægge sidste hånd på refugiets Orientalske Frikadeller med Tryk på Ingefær og næstsidste på et halvt fyldt glas Barbaresco. Alt i alt et stemningsfyldt billede for samtlige sanser.

Lørdage er som udgangspunkt glimrende. Denne har været ud over det sædvanlige.

Og tak til Liselotte for en pragtfuld opskrift.

Tovtrækning

Man ser lidt af hvert, når man bor herude, hvor man har dyrelivet tæt på. Hver dag ser jeg rådyr på vores grund. Jeg ser egern i vores træer, og jeg ser harer på markerne. Jeg ser ræven, og ræven ser mig. Vi ser på hinanden gennem ruden i den nederste halvdel af havedøren, hvor den står og spejder ind hver dag, når den har afsøgt terrænet for mad. Det må den gerne, og den må også gerne få de rester, vi alligevel smider ud, selv om det ikke er velset at fodre ræve, for der må vel være en mening med, at de er her. Men jeg vil ikke have, at den tager det tæppe, jeg har bredt ud over havebænken inde under halvtaget, hvor den store, vilde, godmodige hankat ligger og sover om natten i vinterkulden. Så må jeg gå ud og trække i den anden ende af tæppet, og så må vi se, hvem der er modigst og stærkest.

Det var jeg denne gang.

Nu har jeg set det med. Men hvem ved? Måske havde ræven mere brug for tæppet, end både jeg og katten har?

Jeg hører stemmer

Når jeg er på arbejde, hører jeg stemmer fra jeg kommer til jeg går. Jeg har gjort det siden jeg var atten, og derfor ved jeg, at der ikke er noget, der taler mere til følelser end stemmer. Hver eneste stemme har sin egen lyd helt for sig selv. Sine egne karaktertræk, der forfører eller irriterer. Ikke to stemmer er ens.

Vi negligerer ofte resonanserne under de ord, vi hører, fordi ordene umiddelbart forekommer vigtigere. Men stemmen siger mere end ordene, og den afslører personligheden bag dem, vi møder, og dem vi hører på dagen igennem. En kollegas skærebrænderstemme på kontoret ved siden af. En radiospeakers beroligende baryton i bilen. Stemmer fra legende børn på gaden en snevejrsdag, hvis man er heldig. Alle de stemmer, vi hører i løbet af dagen, kan smelte sammen til en blid symfoni, et sindsoprivende inferno eller noget midt imellem.

Hver gang vi bruger stemmen, sender vi energi ud til omgivelserne, og ligesom ordene kan stemmerne kommunikere, hvad vi føler, hvad vi længes efter - hvad vi mener. Frygtsomhed, begær, kærlighed kan altsammen udtrykkes gennem stemmen og føles af andre. Stemmen besidder ressourcerne til at heale, såre, elske og forandre vores omgivelser.

Tænk over, hvad du kommunikerer under ordene. Tag ansvar for den styrke, din stemme har til at påvirke dem, du omgås. Vær med til at skabe en iørefaldende symfoni.

Og nu tilbage til arbejdet...

Jeg ligner Garbo

Det anede mig, og takket være Regitze har jeg fået vished for det. Jeg ved nu, at jeg har 46 procents lighed med Greta Garbo. Jeg vil endda sige, at ligheden er slående, og nu bliver jeg nødt til at anskaffe mig et nyt selvtilfredshedsbarometer ved først givne lejlighed. Det jeg havde, er eksploderet med et brag og gået i tusind stykker.

Monsieur har lige halshugget en Pommery sec, for også han er ganske fornøjet. Han gjorde ligesom jeg: gik ind på myheritage.com, uploadede et billede af sig selv og konstaterede at han både ligner Peter Sellers, Jean-Luc Godard og Michael Caine med over 50 procent.

Og jeg behøver jo strengt taget ikke fortælle nogen, at jeg faktisk ligner Dustin Hoffman 8 procent mere, end jeg ligner den svenske diva...

Operationen lykkedes

Mange af jer, der læser med her, har inden for de sidste par dage modtaget en mail med gode tanker, andre har tænkt om jer eller jeres blog. Tag dem bogstaveligt og husk på dem. Hvis nogle af jer, der har nedskrevet og videresendt jeres tanker, ikke selv har modtaget en mail, er jeg sikker på, at det alligevel har været en god fornemmelse.

At så mange har villet være med til Operation Morgenluft har i hvert fald været fantastisk for mig og givet mig et overraskende indblik i, hvor meget man kan føle sig forbundet med andre mennesker uden at kende dem personligt. O.k., en del mails afslører, at nogle også kender hinanden privat, men det har trods alt været et mindretal.

De fleste har fulgt reglerne og nævnt fem favoritbloggere, andre har nøjedes med tre eller fire, og der har selvfølgelig været overlapninger. Men spredningen har alligevel været forbløffende stor. 58 bloggere har modtaget en mail med ord fra andre bloggere, der har haft lyst til at sige noget pænt og velment om dem. En halv snes mails har været uanbringelige på grund af manglende e-mailadresse - ærgerligt. Men her er et beskedent udpluk af, hvad der er blevet skrevet rundt omkring:

• Jeg hensættes til et humør der medvirker til at gøre min dag god, for her er æstetik, skønhed og sansen for at skabe stemning, virkelig sat i højsædet.



• Det kan sgu da godt være, at jeg ind imellem ikke helt kan følge dig i dine skriverier, men trofast læser er jeg alligevel. MÅ hver dag se, hvad der sker i dit liv og er glad for at du giver mig lov til at få denne indsigt.



• Hendes blog udstråler en dejlig og varm kvinde med hang til humor af den bedste/værste skuffe og hendes passion har fået mig til at åbne op for netop denne kreative side i mig selv – igen. Hun skriver kort og præcist så godt, at jeg fornemmer den stemning hun gerne vil præge sine indlæg med.



• Du kan da gøre en trist og grå dag til en festdag med dine ord alene. Bæller dine ord i mig, som var det årgangsrødvin og glædes hver dag over at jeg får lov til at følge med.



• Her er en kvinde, der har kæmpet en del af sit liv og det er måske netop hendes styrke, der gør at jeg følger med og holder af at høre om hendes gøren og laden.



• Skånselsløs, også over for sig selv.



• Du giver mig en tur i livets vaskemaskine - den bløde forvask - de vilde slyngninger - og den ro de allersidste omdrejninger giver. Med andre ord - du rører mit hjerte på mange forskellige måder og jeg er en lykkens pamjulefis at have fået lov at lære dig at kende.



• Din weblog gør en forskel for mig, fordi du bruger sproget på en ny og skæv måde, der udfordrer både dit emne og din læser. Det er stærkt, skarpt og helt og aldeles en fornøjelse. Jeg håber at du vil blive ved at blogge længe endnu.



• Hold da op, hvor du ind imellem får rykket mine grænser og får mine smilerynker på overarbejde! Bliver jeg gammel at se på før tid, så er det dælme din skyld.



• Fordi hans lækkerlighed kun overgåes af Jack Nicholson, fordi hans særegne sprog er udtrykkeligt lækkert, fordi hans evne til at fortælle vedkommende om hverdagen aldrig bliver anmassende privat. Han arbejder løbende med sit design (en dag bliver det lækkert). Det er lækkert. Alt er lækkert.

...og sådan kunne man blive ved. Mange, der læser den slags om sig selv, havde aldrig drømt om, at de kunne gøre så stort indtryk på nogen læser. Det ved jeg fra alle de tilbagemeldinger, jeg allerede har fået. Det har været en dejlig sidegevinst for mig.

Det er anonymiteten i Operation Morgenluft, der har været styrken - når afsenderen ikke har noget navn, er der ingen, der kan have en mistanke om, at der bare er tale om høflighedsfraser.

Nogle af jer har snydt og taget mig med i jeres fem favoritter. Det var ikke meningen, men tak alligevel – også jeg blev da glad.

Entusiasmen har været så stor, at jeg godt kunne finde på at gentage aktionen om et passende stykke tid. Så hold øjnene åbne og arkivér i baghovedet, hvad det er, det gør en blog og mennesket bag til noget særligt for dig.

Tak endnu engang til alle, der gav sig tid til at være med. Det har været sjovt.

Sidste udkald

Det strømmer stadig ind med lister til Operation Morgenluft, og du kan stadig nå at være med. Læs hvad det går ud på, hvis du ikke er klar over det, og overvej at være med. Der er et helt døgn endnu til deadline, mandag kl. 24, så hold dig ikke tilbage. Send dine forslag til huskebloggen[@]yahoo.dk (fjern selv klammerne).

Jeg går så småt i gang med at sprede jeres gode tanker i morgen og regner med at kunne erklære projektet for afsluttet i løbet af tirsdag.

Foreløbig tak for enestående entusiasme – rapport følger snarest.

Overgivelse

Jeg har midlertidigt besluttet mig til at dispensere fra min modvilje

...mod sne

...og is

...i uoverskuelige mængder.

Med andre ord: jeg har vinterferie - hjemme hos mig selv.

Gastronomi

Hos katte står mus som bekendt højt på listen over livretter. Der er mange, der undrer sig og væmmes over, at kattene kan få dem ned.

På den anden side: det må have været en meget sulten person, der i sin tid gik ned på stranden, samlede en østers op og besluttede sig til at æde den.

Situationsrapport

Responsen på Operation Morgenluft har været aldeles overvældende, og jeg har skaffet mig selv mere kontorarbejde, end min fantasi rakte til, da jeg fik ideen. Dejligt! Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så læs her og overvej at være med, om ikke andet, så - som Mifan udtrykker det - 'for the fun of it'.

En del har undret sig over, hvorfor de gode tanker absolut skal være anonyme. Det skal de heller ikke nødvendigvis, og det står enhver frit for at udtale sig fordelagtigt om, hvem de vil når som helst og på en hvilken som helst måde, men så er det dit eget projekt. Ros med navngiven afsender handler ofte nok så meget om afsenderen som om modtageren, og Operation Morgenluft er en mulighed for selv at træde i baggrunden og lade modtageren glæde sig uden forpligtelser af nogen art.

Der er deadline på næste mandag den 23. januar, så der er stadig en hel uge at løbe på, og det vil spare mig meget tid, hvis du følger retningslinjerne. De er ganske få, men praktiske.

Adressen er fortsat huskebloggen[@]yahoo.dk (fjern selv klammerne).

Operation Morgenluft

I dag har jeg set bloggeriet fra sin grimmeste side. Mange vil vide præcis, hvad jeg tænker på, men det er for så vidt underordnet. Det var ikke nogen rar oplevelse, og jeg har ikke lyst til at huske på den. Jeg har lyst til at gøre noget, der kan få mig til at glemme den hurtigst muligt.

Jeg synes, man skal behandle hinanden ordentligt, uanset hvilken grad af anonymitet, man har valgt som blogger. Omvendt bryder jeg mig ikke om automatisk rygklapperi. Hvis du har det lige sådan, så kom og vær med til en spontan Operation Morgenluft:

Vælg fem bloggere, du læser jævnligt, og skriv deres navne eller blognavne ind i en ny, affyringsklar mail sammen med bloggernes respektive mailadresser. Skriv så det pæneste, du kan komme på om hver enkelt blog. Send mailen til mig, når du er færdig.

Herefter indsamler jeg alle de gode ord for hver blogger, fjerner dit navn – det er afsendernes anonymitet, der skal få det til at fungere – og sender dem videre til de bloggere, det berører.

Se, nu er det jo ikke sikkert, at du selv får nogen mail, men lad være med at blive skuffet over det. Pointen er, at du har gjort noget opbyggeligt for nogle andre.

Som sporadisk blogger har jeg ikke nogen stor læserskare, så jeg sætter 10 dage af til indsamlingen. Deadline er altså mandag den 23. januar.

Kom nu. Skriv til mig på huskebloggen AT yahoo DOT dk.

Løb hare, løb

Vi bor helt derude, hvor der ikke er nogen vejbelysning, og skamløst tidligt i morges da jeg svinger ud på vejen i bælgravende mørke, fanger lyskeglen en hare, der reagerer ved at sætte sig ned midt på kørebanen og lade som om den ikke er der.

Jeg har det lange lys på, som muligvis blænder den, så jeg blænder ned og standser samtidig bilen. Haren bliver siddende. Jeg prøver at blinke nogle gange, men det er en standhaftig hare. Heller ikke et forsigtigt trut i hornet får den på bedre tanker. Først da jeg står ud og går hen imod den, begynder den at løbe, og det varer længe, før den finder det hensigtsmæssigt at dreje af og forsvinde ind over markerne.

Jeg har gjort det til en vane om aftenen, inden jeg lægger mig til at sove, at skrive fem oplevelser fra dagen - store eller små - ind i en notesbog, jeg har reserveret til det samme. Fem oplevelser, der er værd at huske og glæde sig over.

I aften kommer haren med.

Nytårsstemning

I går formiddags var jeg henne at gøre dagens og årets sidste indkøb (som ikke omfattede champagne og kransekage med serpentiner og raket, men kattegrus og printerpatroner). Jeg var ikke den eneste, og der var rift om parkeringspladserne uden for byens indkøbscenter, hvor jeg pludselig blev vidne til et drama:

Yngre mand i uanselig Suzuki snupper p-plads for næsen af pæn, midaldrende dame i respektabel Audi. Hun eksploderer i raseri. Først ved at tæske løs på hornet og mase det i bund, inderligt og langvarigt. Derefter ved at hugge bremserne i og standse al anden trafik, springe ud af bilen og hibiscusrød i kinderne begive sig hen til misdæderens bil i skarpt trav, flå hans dør op og skrige ham ind i ansigtet af fuld hals. Den præcise rækkefølge af ordene er jeg ikke i stand til at gengive, men "kraftedme", "lille lort" og "eddermame" indgik i svadaen. Manden stiger ud og peger på en ledig bås fem meter længere fremme, men den er hun ikke interesseret i. Han har taget hendes plads, og det er den, hun vil have.

Jeg gik ind for at handle, og da jeg kom ud igen et kvarter senere, var situationen uændret. Jeg tog hjem, og da klokken slog tolv i går aftes, sendte jeg dem begge mine varmeste tanker.

Det må have været koldt og trist at tilbringe nytårsaften på en parkeringsplads.

De tarvelige kvinder

Kvinder er ikke flinke. Ikke altid. De er sammensatte, vrede, selviske, mærkelige, vilde og alt muligt andet. De gør uhyrlige ting mod, med og for hinanden. Deres relationer kan være komplicerede og ondskabsfulde, og det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det er det, der gør dem fascinerende.

Sådan skriver i store træk Nan Mooney i sin blog Bitchcraft. Hun er forfatter til bogen Can’t Believe She Did That: Why Women Betray Other Women at Work, der udkom i oktober, og nu følger hun den altså til dørs med en blog.

Jeg ved ikke, om det passer, at kvinder generelt er mere lumpne over for hinanden på en arbejdsplads end mænd, men jeg har en mistanke om, at der godt kunne være noget om det.

Hvis det forholder sig sådan, hvordan kan det så være?

Winter Horrorland

Jeg ville ønske, at jeg stadig kunne glæde mig over sne, der vælter ned i kaskader og uendelige, hvide vidder. Det er slut med det, efter at jeg er flyttet uendelig langt væk fra min arbejdsplads, og jeg forventes at møde til tiden under alle forhold.

Men jeg kan stadig glæde mig over glæden i et barneansigt ved udsigten til at skulle kælke ned ad den allerstørste bakke lige om et øjeblik.

Suk.

Mig og Doris

Ved et tilfælde forvildede jeg mig ind på netudgaven af min ungdoms menighedsblad og blev indfanget af en overskrift: "Feministerne har ikke fattet et klap". Den dækkede over et interview med Doris Lessing, og det var artige sager for kvinder i min generation og dem, der er lidt ældre. Om 1960'erne og 70'erne stod der:

"Det var en følelsesmæssigt overspændt periode, og feministerne fattede ikke et klap. De burde have været mere afklarede og bestræbt sig mere på at arbejde sammen med mænd. Det har altid været min holdning, at kvinder ikke kan gøre fremskridt ved at holde sig på afstand af mænd. Alt for ofte glemmes det, at nogen af historiens største feminister har været mænd."

Jeg er vokset op med feminisme og kvindelejre, og sans comparaison har jeg mistet ven(inde)skaber på at mene det samme som fru Lessing, så jeg vil gerne melde mig som medunderskriver. Jeg går stadig ind for ligestilling OG mænd, i hvert fald nogle af dem. Og også nogle kvinder...

Hele artiklen er her.

En påmindelse

En af mine kolleger kom ikke på arbejde i dag. Lillejuleaften, da hun cyklede hjem gennem København, blev hun overhalet af en anden cyklist, der kom så tæt på, at deres styr blev viklet ind i hinanden, og begge væltede. Lige bag dem kørte en HUR-bus, og hun kom ind under den. Hun var 41 år og højgravid - endelig, efter mange års forgæves forsøg.

Man kan dø uventet når som helst. Der er hele tiden ambulancer i ens bakspejl. Der er sammenstød mellem biler, fly, tog, færger. Man kan få et hjerteanfald. En skjult sygdom, man ikke anede, at man havde, kan gøre det forbi om et øjeblik, og absurde ulykker lurer overalt. En overdimensioneret dekoration i en forretning kan vælte ned over nogen, et fodboldmål kan knuse et hoved, et stillads kan rive sig løs og lande oven i en sportsvogn med to unge mennesker på tyve år. En reklamemand, en lovende skuespiller, en børnebogsforfatter kan dø af en hjerneblødning midt i en sætning. Altsammen er noget, der er sket. Jeg tænker jævnligt på en artikel, jeg læste i et ugeblad for mange år siden, om en mor og en datter, der kom kørende på motorvejen, da et af de store skilte, der hang tværs over vejen, faldt ned over dem og dræbte pigen på stedet. Timingen var uhyggelig perfekt: bilens placering, hastigheden, det sted skiltet landede. Eller det unge søskendepar, der blev dræbt ved en bilulykke på vej til deres fars begravelse. Man tror ikke, det er muligt. Læg hertil de menneskeskabte variationer: nedskydning, knivdrab, kvælning eller lægefejl. Kvinden på toogtredive, der døde under en fødsel, fordi både læger og sygeplejersker overså advarslen i journalen om allergi over for anæstesi. Enhver ved, at kvinder ikke dør under en fødsel længere, men det gør de alligevel. Mennesker dør overalt, hele tiden og på alle tænkelige måder.

Min kollega og hendes barn overlevede, men hun var få centimeter fra at have cyklet sin sidste tur. Hun slap med en brækket skulder og et hospitalsophold.

Somme tider tænker vi knapt nok over, hvor heldige vi også er.

Nu må det ud

Sådan set kan jeg jo være rystende ligeglad med, hvad andre bruger deres tid og penge til. Det ville jeg også helst være, men helt så langt er jeg åbenbart ikke nået endnu. Jeg må trøste mig med, at jeg i det mindste har tilbageholdt ubehaget indtil nu, hvor årets julemaraton er afviklet. Men jeg synes godt nok, det har været en slem måned, ikke mindst i Blogland.

Jeg kan ikke vænne mig til det. Det drejer sig om hovedløst forbrug og overhængende fare for mental juleforstoppelse grænsende til hjernedød. Hvis nogen har behov for en uddybning, har andre udtrykt, hvad jeg mener, langt bedre og mere nuanceret end jeg selv er i stand til.

Men desværre bliver jeg vist nødt til at genbruge mit nytårsforsæt fra sidste år: døm ikke, vurdér ikke.

Julen har englelyd – eller noget

Jeg fik sved på panden ved tanken om tre dage uden en gulerod. Jeg var løbet tør for fundamentet i min personlige kostpyramide, og i julestøvregnen måtte jeg hen efter en overlevelsespakke i det lokale, meget service- og indtjeningsmindede supermarked med åbent til middag.

Der var mange, og der var kø ved kassen. Bag mig en kvindestemme:

"Er det ikke irriterende med sådan en julemelodi, man har fået på hjernen!"

"Jo", svarer en anden kvindestemme resigneret, "skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du..."

Derefter istemmer en ældre herre og fem andre voksne, ædru mennesker af diverse køn inklusive kassedamen Søren Banjomus til alles forbavselse.

Årets juleoplevelse var i hus.

Derudover noterede jeg mig, at der var tilbud på kalenderlys.

Møllehave og Petterson

Da Monsieur og jeg i sin tid blev enige om at gifte os - meget uromantisk, det skete over en kop kaffe på en café på Rosenørns Allé - var vi ikke helt enige om, hvordan det skulle foregå. Jeg var ikke medlem af Folkekirken, men min kommende mage, der havde visse principper, nægtede at lade sig vie af en tilfældig borgmester på det forhåndenværende rådhus, så vi indgik et kompromis. Jeg indvilligede i et kirkebryllyp på den betingelse, at det kunne blive med Johannes Møllehave i hovedrollen. Det synes jeg gav en vis mening, fordi jeg kom fra Virum, og Møllehave på det tidspunkt var præst i Virum Kirke. Og sådan blev det.

Jeg husker ceremonien som var det i går. Det var en funklende, sprød forårsdag, og jeg kan stadig se Møllehaves mudrede sko, der stak ud under præstekjolen og lignede mine egne efter en dag på knæ i haven lige efter et skybrud sidst i oktober. Selv om det var os, han talte til og om, hørte ingen af os et ord af det, for man har tusind andre tanker i hovedet, når man står dér på vej ind i en ny fase af sin tilværelse. Det hjalp heller ikke noget videre, at min bror, der er lydtekniker ligesom mig, havde siddet nede i kirken og optaget det hele på bånd efter alle kunstens regler, for akustikken i kirken kunne overhovedet ikke holde trit med Møllehaves tornadoagtige taletempo. Men han var heldigvis så betænksom at overrække os sin tale på skrift, da vi forlod kirken som ægtefolk, så jeg ved godt, hvad der står i den. Jeg foretrækker at holde indholdet for mig selv, men det er en glimrende tale, og i øvrigt var hele seancen en fantastisk oplevelse på alle måder. Møllehave er et utrolig nærværende og karismatisk menneske. Han ser én.

Både før, men selvfølgelig især efter den dag, har Johannes Møllehave betydet meget for mig. Jeg har truffet ham mange gange i kraft af mit arbejde, og jeg har læst de fleste af hans bøger. Lige nu er jeg midt i Du har rørt ved mit hjerte, Karen Thisteds "samtalebog" med Møllehave og Gösta Petterson. På Bjerget betragtes genren som underlødig, og den nye bog er blevet dårligere modtaget af kritikerne end forgængeren, hvor samtalepartneren var Benny Andersen. På mig har den gjort langt større indtryk - på grund af Gösta Petterson. Han er som bekendt hjertekirurg, og han får sagt nogle barske sandheder om lægevidenskaben, som jeg aldrig selv har været i tvivl om, men som virker så meget stærkere, når de en sjælden gang kommer fra lægestanden selv. I en tid, hvor lægerne har overtaget præsternes ophøjede position, og hvor lægers ord er lov, er det tiltrængt, at nogen rokker ved autoritetstroen.

Jeg tror hverken på præster eller læger, men der er undtagelser. De hedder Møllehave og Petterson. Und dig selv at læse bogen - du behøver jo ikke have den liggende fremme...

Sådan blogger jeg (ikke)

• Ikke på noget bestemt tidspunkt.



• Ikke med bestemte intervaller.



• Som regel ikke spontant. Jeg får en idé, skriver et udkast, retter og skriver det ind i editoren.



• Helst ikke uden en pointe.



• Som regel ikke i en påklædning, jeg ville vise mig offentligt i (badekåbe).



• Uden hensyn til, om emnet passer ind i, hvad jeg tidligere har blogget om.



• Ikke nødvendigvis fordi jeg har et budskab.



• Ikke nødvendigvis for at det skal være morsomt.



• Ikke hvis jeg ikke selv synes, det er interessant.



• Uden at tænke på, om det er interessant nok til at udløse kommentarer.

Anbefaling

Så Mrs. Henderson Presents i går aftes. Det er ikke en genre, der plejer at sige mig ret meget, men Monsieur lokkede mig med, og det var en oplevelse. Judi Dench er blændende, og hendes Mrs. Henderson er sådan en kvinde, jeg ikke ville have noget imod at være, når jeg når den alder (og sådan set også gerne inden): smuk, vittig, spontan, usnerpet, pikant og arrogant. Det sidste ligger ikke til mig, og jeg synes normalt ikke, det er noget tiltalende karaktertræk, men hvis jeg kunne være det på så charmerende en måde, tror jeg, omgivelserne - og jeg selv - ville bære over med mig.

En pragtfuld film. Se den.

In Denmark I am born

I min økologiske favoritbutik er der stillet nogle små, lysebrune skiver bagværk frem som smagsprøve.

"Hvad er det for nogen", spørger jeg den unge mand bag disken.

"Det er cookies med lemon", svarer han.

Jeg snupper én og tager en bid. Den smager grangivelig som en småkage med citron.

Jul på den gamle benzintank

Også jeg har ind imellem min gang på en tankstation, og på den lokale Statoil er varesortimentet så overvældende, at det med benzinen må være et beskedent tilskud til omsætningen. Man kan få (dvs. købe) alt, og man kan selvfølgelig også leje dvd’er.

Foran mig står et ungt par, der er på jagt efter en familiejulefilm.

"Hvad med den her?" spørger konen og holder Miraklet på Manhattan op.

"Og bidrage til at bestyrke julemandsmyten?" svarer manden, der ser så forbitret og indeklemt ud, at jeg er lige ved at foreslå ham et par mere rummelige underbukser.

"Hør nu her, han er tre år", siger konen. "Jeg synes godt, vi kan lade ham tro på julemanden lidt endnu."

"Jeg bryder mig bare ikke om at fylde ham med løgn", siger manden, mens han løber teksten på bagsiden af kassetten igennem.

"Det har da ikke noget at gøre med løgn", forsøger konen.

"Det er en masseløgn, man har bundet generationer af børn på ærmet, og hvad er resultatet? Desillusion og skuffelse!"

Jeg gætter på, at der har været alt for mange bløde pakker under hans barndoms juletræ.

Intet bord uden kat

Kan man sidde bedre eller mere centralt?

Køb-det-hele-dag

I morgen er det global Buy Nothing Day. I princippet er det lige vand på min mølle, men det bliver alligevel uden mig, for mine indkøb foregår nu engang om lørdagen. Til gengæld køber jeg ikke noget resten af ugen.

Men jeg har det heller ikke så godt med bevægelser, og jeg er decideret dårlig til at marchere i takt. Jeg kommer altid til at træde skoen af en eller anden.

Jeg må nok leve med at være en forræder.

Langt ude

Det er myldretid i København, og jeg holder for rødt. I bilen ved siden af sidder en mand, der desperat forsøger at fortælle mig et eller andet på hjemmestrikket tegnsprog. Jeg ruller sideruden ned.

- Hvor faen er Valby Station? råber han.

Jeg bliver altid så glad, når nogen er dårligere end mig til at finde vej. Vi holder midt på H.C. Andersens Boulevard...

Endnu et gyldent øjeblik

Omsider nåede vi ned på de etcifrede temperaturer, og hvor bliver man dejlig vågen af en blæsende fodtur i byen sådan en dag.

Formummet i den pelsforede passerede jeg en opgang, der udspyede en familie inklusive en pige på måske seksten i korte ærmer og et par ultratynde bukser af noget faldskærmsagtigt stof. Hun brokkede sig højlydt og vedvarende over vejret og temperaturen.

På et tidspunkt blev det hendes ellers imponerende tålmodige mor for meget: "Hvorfor i alverden tog du så ikke noget ordentligt tøj på?"

Hvortil pigen svarede: "Ødddh, hvor fedt tror du lige det er at rende rundt i en dynejakke?"

Det var en af de stunder, hvor jeg opsendte en stille tak for, at de børn, jeg har nu, har pels og indskrænker sig til at sige mjav.

Snapshot uden kamera

Jeg står oppe i klitterne og nyder udsigten og eftermiddagens havluft. Nede på stranden er der en kvinde med en golden retriever. Hun har løftet armen og trukket den tilbage og slynger noget ud i vandet, der ligner et stykke træ, i hvert fald flyder det. I det sekund hendes hånd slipper træet, sætter hunden i med en henrykt gøen, springer op, skruer kroppen i luften og mosler plaskende ud i vandet efter pinden, der ligger og gynger i bølgerne.

Retrieveren har fuld fart på - der er ikke noget, der kan holde den tilbage. Målrettet padler den ud efter det, dens menneske har kastet, tager det i gabet og svømmer i land. Den standser kun op et øjeblik på strandbredden for at ryste pelsen og flintrer så omgående hen og lægger det for fødderne af kvinden, kaster hovedet tilbage og hyler.

Den frydefulde lyd når helt op til mig, og hunden danser foran kvinden. Jeg kan næsten høre den sige "Gør det igen, gør det igen!" Så det gør hun – seks gange. Det er hendes arm, der bliver træt, ikke hunden. Jeg kan stadig høre den, da jeg er vendt om for at gå hjem til mit hus.

Andet skete der ikke. Men jeg var glad for at have været der nøjagtig på det tidspunkt. Ikke noget dårligt liv. Hverken hundens, kvindens eller mit.

Popcornsædernes mekka

Endelig i går aftes fik vi taget os sammen til at gå ind og se Drabet, og det var en rystende oplevelse. Ikke så meget på grund af filmen som på grund af biografen.

Vores lokale bif er den rene svir at komme i. Repertoiret er på højde med de bedste i København, og stemningen og miljøet er som en blanding af Vester Vov Vov, Grand og Reprisen i vores ungdom. Det var dengang vi syntes, vi var nødt til at gå i biografen et par gange om ugen for at være på konversatorisk omgangshøjde ved de forskellige zinkdiske rundt om i byen. En hektisk tid.

Nu går der til gengæld måneder imellem vores biografbesøg, og vi måtte foretage en rejse til det nye 11 sals Kinopalæ i Lyngby for at komme til at se den film, som vi garanteret var de sidste, der ikke havde set.

Det blev en aften i popcornenes tegn. Ikke vores popcorn, men alle andres. I samme øjeblik, vi trådte ind i det prangende filmtempel, blev vi som grebet om struben af den kvalmende hørm, der slog os i møde fra de svingende fulde, absolut åbne og hektoliterstore popcornsbægre, man øjensynligt havde pligt til at købe og balancere op ad trapperne med – og vé den, der ikke spildte mindst halvdelen på gulvet, så de bagvedgående kunne trampe dem flade eller træde dem op i skosålerne og slæbe med hjem og tilbringe resten af aftenen med at pirke ud af rillerne igen med en hårnål.

Den eneste formildende omstændighed ved at være omringet af et usynligt landskab af dunstende popcornsbjerge og en hær af ihærdige ædedolke i mørket er, at bombardementet af ens lugtesans er så massivt, at der kun går et kvarters tid, før man er blevet helt immun, så man kan koncentrere sig om det, der foregår oppe på lærredet.

Filmen var for resten næsten lige så sindsoprivende som rammerne. "Drabet" var helt sikkert en god film, alle spillede blændende, og selv lyden (min kæphest) var fremragende. For en gangs skyld kunne man høre, hvad der blev sagt - en sjældenhed i film produceret her i landet.

Men noget helt andet: er kvoten for etiske dilemmaer i nyere danske film ikke snart opbrugt?

Dyrlægens bord

Med årene synes jeg ellers, at jeg er blevet ret god til at holde mig fri af mennesker, der hælder deres åndelige affald i hovedet på mig. Jeg siger det ikke gerne, men der er mennesker, det ikke er sundt at omgås.

Desværre er der også en del af affaldssprederne, der ikke sådan lader sig ryste af uden videre. Dertil kommer, at det ofte er et ledsagefænomen hos dem, at de har en tendens til at kredse om svært uinteressante emner, også når de ikke beklager sig. Og da de ikke er i stand til at opfange selv tydelige signaler om, at man ikke er interesseret, kan man blive nødt til at fortælle dem direkte, hvordan landet ligger med hensyn til underholdningsværdien af samtalen. Men det holder som regel kun til næste gang, man af en eller anden (som regel professionel) grund er nødt til at opholde sig i nærheden af dem.

Et frisk eksempel fra i dag:

Hun (med betydningsfuldt tonefald): Jeg har lige været henne og blive vaccineret mod influenza i dag. Hvad med dig?

Jeg: Jeg bliver aldrig vaccineret mod influenza.

Hun (lettere chokeret og mildt bebrejdende): Gør du ikke?

Jeg (bemærk, at det er en samtale, jeg ikke har lyst til at deltage i): Nej, jeg har prøvet én gang, og da blev jeg syg i tre uger.

Hun (uden at have hæftet sig ved tonløsheden i mit svar): Nå, men det beskytter heller ikke mod fugleinfluenza.

Jeg: Nej, det har jeg læst…

Hun (eftertænksomt): Nej, der skal vi jo nok hen til dyrlægen...

Jeg nøjedes med at nikke.

Apropos barndom og uskyld

Bog & idés julekatalog 2005 med gaver til børn, side 25:

Muldvarpen - plysdukke
Den verdensberømte lille fyr med lort på hovedet - nu som plysdyr! 49.95

Jaja.

Flashbacks

På det seneste har jeg brugt en del tid på at fordybe mig i min fortid. Jeg sysler lidt med slægtsforskning, og det har samtidig betydet oprydning i gamle fotos.

Det er min 6 års fødselsdag, og jeg er nummer 2 fra højre. Jeg husker ikke specielt den dag, men billedet minder mig om mit univers, der ikke rakte meget længere end til over på den anden side af Kongevejen. Det minder mig også om den nøjsomhed, der prægede 50'erne, hvor meget mere vi har fået af alting og hvor meget mere kompliceret, tingene er blevet siden. Et fjernsyn var ikke en selvfølge dengang, der var ingen mobiltelefoner og ikke noget internet, og jeg troede, at månen var lavet af grøn ost.

Under sorteringen har jeg lært noget - meget - om mig selv, min familie, mine venner og min verden. Jeg er blevet mindet om gamle historier, jeg ikke har tænkt på i årevis. Jeg har skiftet syn på mennesker, steder og ting, og der er mange historier, der endnu ikke er blevet fortalt.

Jeg fandt ud af, at jeg har været på en interessant rejse, der ikke har meget at gøre med den forestilling, jeg havde om, hvordan tingene ville blive, når jeg blev voksen. Er der noget, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg kunne vælge om? Er der noget, jeg ville have gjort anderledes? Afgjort. Men alle gør, hvad de kan og gør deres bedste. Jeg fortryder ikke noget - som en anden Edith Piaf.

Gad vidst om børn nu om stunder kan se manden i månen, som jeg kunne på klare nætter for ubegribelig mange år siden.

Måske nøjes de med at stirre ind i fladskærmen.

Søndagsresumé

Det blev ikke til nogen strandtur på den første, grå, fugtige søndag i november, men en inspektionsrunde i haven og en slentretur langs kanalen...

Jeg er ikke utilfreds med kulisserne, dér hvor jeg bor.

Fredagsindkøb

Lige vendt hjem fra supermarkedet, hvor jeg kom til at gå bag ved to ældre kvinder/gamle damer. Ligegyldigt hvor jeg færdedes, var de hele tiden lige foran mig, og ret hurtigt fremgik det, at de boede sammen og havde fælles økonomi. Men de var ikke enige om noget som helst.

Højdepunktet var, da den ene pludselig standsede op ved en køledisk og sagde: ”Se her, Martha. Røget medister!”

”Vi bryder os ikke om røget medister, det ved du godt”, svarede Martha.

Efter et øjebliks tavshed tilføjede hun: ”Nåja, hvis man kan få tre pakker for 25 kroner, kan vi vel lære at holde a'et.”

Hverdagens originaler

Lige idet jeg så ham, tænkte jeg, at han ikke lignede en, der går på biblioteket. Han var iført ulastelig, nålestribet habit, kridhvid skjorte og et elegant, rødt silkeslips og ville have gjort sig på forsiden af Børsens Nyhedsmagasin (som vist nu hedder Berlingskes Nyhedsmagasin), hvis det ikke lige havde været for fodbeklædningen. Erhvervsledere går sjældent i hvide træsko til nålestribet habit.

Jeg er blevet en flittig gæst på biblioteket, efter at jeg er holdt op med absolut at skulle eje de bøger, jeg læser, og klientellet er altid interessant. Ethvert biblioteksbesøg byder på antropologiske overraskelser, og jeg tænkte, at Træskomanden måtte være dagens øjenbrynsløfter. Men lidt efter, da jeg kastede et blik ind i avisafdelingen, fik jeg øje på Kuvertmanden.

Foran sig på bordet havde han liggende et bjerg af breve, og at dømme efter antallet af papæsker, der stod ved hans fødder, måtte han være gået flere gange. Han havde også en stor, armygrøn taske hængende over ryggen på stolen ved siden af. En for en tog han kuverterne op, granskede indholdet metodisk og traf en beslutning for hver af dem. Nogle rev han midt over og stoppede i tasken, andre levede op til hans kriterier og kvalificerede sig til at komme i en af æskerne, der åbenbart var en form for arkiveringssystem.

Men hvorfor i himlens navn skulle det absolut foregå på biblioteket?

Et kvarters tid senere havde jeg forsynet mig med en ulogisk blanding af biografier, krimier og andres filosofiske overvejelser, og på vejen hen til skranken hørte jeg en lavmælt herrestemme sige i forbifarten: ”Ja, det kunne være meget interessant.” Han stod med ryggen til og stirrede ind i en reol, så det kunne ikke være mig, han henvendte sig til, og der var ingen andre i nærheden. Jeg var nysgerrig nok til at sætte farten ned for at finde ud af, om det var en håndfri mobiltelefon, han konverserede, men nej, han havde ingen fremmedelementer i ørerne. ”Jeg er glad for, at vi kan mødes her”, sagde han venligt ud i den blå luft. Han var åbenbart den lykkelige ejer af en usynlig kanin ved navn Harvey.

Jeg havde lavet hattrick på under en halv time, men det var ikke forbi endnu. Da jeg overrakte damen i udlånet mit kort, var der en nydelig, ældre frue, der lænede sig ind over skranken og spurgte: ”Undskyld, men hvor finder jeg nogle bøger om gift?”

Ikke fordi det gør noget - snarere tværtimod - men hvorfor virker et bibliotek altid som en magnet på originaler?