
... at et så blidt og kærligt udseende væsen kan finde på at nakke fire mus på en formiddag?

Vaner er noget man skal bryde, jeg ser det alle vegne. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at ens liv bliver én stor genudsendelse. Man kommer til at leve på vågeblus, og hvis man ikke gør noget ved det, ender det med at flammen går helt ud.
Der er skrevet hele bøger om det, og der er 'konsulenter', der har gjort det til en levevej at afholde kurser og seminarer i, hvordan man bærer sig ad med at bryde sine vaner. Det er åbenbart ikke så ligetil, for mennesker er magelige, og det kræver en indsats at lave om på rutinen. Sandt nok, men det mest tankevækkende, jeg endnu har læst om at ændre vaner, stødte jeg på i den livskloge antologi Det handler om resten af dit liv, som jeg allerede én gang har omtalt. Her fortæller Thomas Winding i en lille artikel om et program, en af hans venner har opfundet. Det går ud på at tage magten over den dominerende ’person’, der indtil nu har bestemt, hvad man skulle foretage sig. Han må holdes i skak og presses til at være mindre dominerende:
Hvis han vil have kaffe, får han derfor en kop the eller et glas vand. Vil han læse avis, får han en bog i stedet. Vil han kende vejrudsigten, bliver han sendt ud i haven for at se, om han ikke kan gætte den selv. Hvis han har lyst til at se tv, lader jeg ham gå en tur, og hvis han er sulten, skubber jeg frokosten et par timer. Hvis han trænger til en eftermiddagslur, sætter jeg ham til at arbejde med et eller andet. Hvis andre spørger, om han har lyst til at gå i zoologisk have, biografen, til fodbold osv., siger jeg kun ja, hvis han ikke har lyst.Jeg går aldrig selv med til at skubbe frokosten et par timer, men i princippet vil jeg godt være med. For det er jo sådan, at hver gang jeg gør noget andet end jeg plejer, hver gang jeg føler mig på gyngende grund, har jeg muligheden for at oplevet noget nyt og spændende. Jeg kan vælge at tænke på risikoen i en mulighed eller mulighederne i en risiko. Jeg vælger selv, om jeg vil være levende eller bare eksistere.

New Orleans-jazz om sommeren i et kæmpetelt på havnen lyder som fadøl i stride strømme, ølmaver, trækbasun, stråhatte og har-vi-det-ikke-dejligt! Kort sagt gyseligt, og det er gyseligt – medmindre man selv er der.
Sidste år lokkede gode venner, der selv bor der, os med til afslutningen på Gillelejes lokale minijazzfestival Jazz på Havnen, hvor Tommy Jensens Femø All Stars har tradition for at spille. Vi havde aldrig selv fået tanken, men det viste sig at være mere end o.k., det var faktisk vanvittig sjovt. Aldrig har jeg hørt så mange fladpandede vittigheder på så kort tid, og så kunne orkestret spille. Og Lisa, sangerinden, sang rent – på motorcykel og iført nissehue. Genren kan man diskutere, men teltet gyngede og swingede fire timer i træk. Udenfor piskede regnen ned, men det var der ingen, der lagde mærke til.
Succesen førte til, at vi vedtog, at det skulle være en tradition for fremtiden, så i dag var vi der igen med de samme venner. Bortset fra, at det var tørvejr, var det nøjagtig som sidste år og lige så folkeligt, og sådan skal det være. Og også i år var vi blandt de yngste i salen(!) Blandt de ældste spottede jeg Svend Asmussen med hemmelig baseballcap og egen medbragt hattedame. De udvandrede ikke i protest, så helt uantageligt kan det musikalske niveau ikke have været.

I 7. klasse havde jeg en ung vikar, som jeg aldrig glemmer. Vi sad alle sammen fuldstændig tryllebundne og lyttede til hende fra det øjeblik, hun åbnede munden. Vi var som hypnotiserede, og man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Det havde jeg aldrig oplevet før med en vikar – og heller aldrig siden. Hvad var det da, hun kunne? Hun hvilede i sig selv. Fortalte hvordan det var at være vikar og om sit liv. Helt enkelt. Sådan ville jeg også være! Hun hed Susanne.
Senere har jeg mødt andre mennesker, der havde den samme virkning på mig. Nogle mennesker er elementært behagelige at være sammen med, og jeg har prøvet at komme i tanker om nogle fællesnævnere. Jeg synes, det er svært at sætte ord på, men det er noget med at være fordomsfri, nysgerrig, i balance, se stort på konventioner, kunne begejstres. Være åben og venlig. Det lyder banalt, men det er måske det, det er.
Også – ja, måske især – med meget syge mennesker har jeg oplevet det. En nær ven havde muskelsvind og sad i en kørestol, forkrøblet siden han var nitten. Han var et af de mest givende, positive og aktive mennesker, jeg har mødt. Han får mig igen til at tænke på Evald Krog – den tidligere formand for Muskelsvindfonden - som jeg ikke kender personligt, men altid har beundret. Man kan det meste, selv om man er handicappet. Somme tider bedre end de fleste.
Jeg har truffet både kvinder og mænd gennem mit job, som har haft betydning for min måde at anskue tilværelsen på. Som ung teknikerelev arbejdede jeg i B&U, Børne – og Ungdomsafdelingen i DR. Her mødte jeg Søren Kragh Jacobsen, som gjorde indtryk med sin ligevægt og imødekommenhed. Han var en af de første, der blev en slags forbillede for mig. En anden var Marianne, en af mine første kolleger, altid varm og åbenhjertig. Hvor er hun mon nu, for resten?
Der er kommet flere forbilleder til med årene, også i blogverdenen. De har de samme livsbekræftende egenskaber.
Har du forbilleder? Hvad er det, du falder for?




Det var en rødglødende sommerdag, og vi var sat stævne i det lokale forsamlingshus i Frejlev, hvor min morfars slægt stammer fra. Efter spisningen blev alle 36 deltagere forsynet med en slægtsbog, som arrangøren havde udarbejdet, og som hele familien fra nær og fjern havde bidraget til med billeder og historier. Mange af dem mennesker, hvis eksistens jeg intet anede om.


Der er overgået mig den usædvanlige ære at blive udnævnt til én blandt fem Rockin’ Girl Bloggere, udvalgt af Sifka (her burde jeg indsætte den lyserøde knap, jeg nu har lov til at pryde min blog med, men som den slags trofæer skal være, er den så grim-grim, at jeg afstår). Ikke desto mindre er jeg stolt som en Tour de France-vinder og iler med at viderebringe udmærkelsen til fem andre kvindelige bloggere, der fortjener den og i skrivende stund ikke allerede har modtaget den:
Liselotte - fordi hun er Danmarks blogdronning.
Hege - fordi hun så levende fortæller om sit daglige liv og gør mig klogere på norsk kultur og gamle huse med sine smukke billeder.
Lene -fordi jeg pludselig har fået indsigt i, hvordan en moderne landmandskone lever sit liv.
HenrietteB - fordi hun er så god til at analysere og filosofere.
Donald - fordi han har et usædvanligt musisk talent og en krøllet hjerne, der garanteret sagtens kan abstrahere fra, at han ikke er en kvinde.
Og så havde jeg lyst til at kåre en hel masse andre, som allerede har opnået værdigheden …
Huskede jeg at sige tusind tak, Sifka?

Ingen har bedt mig om det, men Hege, der altid skriver så levende om sit arbejde, har givet mig lyst til at fortælle om mit. Jeg er lydtekniker i en ikke helt ukendt, dansk public service-virksomhed. Det har jeg været i mange år, men arbejdet har ændret sig meget, siden jeg 'kom i lære' som 18-årig. Jeg tager ikke ud med sendevogn, optager koncerter eller afvikler direkte udsendelser, som jeg gjorde til at begynde med. Jeg har heller ikke skiftende vagter på alle tidspunkter af døgnet mere, og jeg savner det heller ikke, for der er ikke noget mere stressende. Alligevel var det sjovt! Men de sidste fem år har jeg haft det mest spændende job i hele mit arbejdsliv med at digitalisere gamle, analoge radioudsendelser til brug for nye medier. I mit studie ser der sådan ud i store træk:


Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men vi er nødt til at bruge den alligevel.Man kan betragte alderdommen som en del af livet eller som dødens forgård. Resultatet bliver derefter. Hvorfor skulle man betragte alderdommen som en foreberedelse til døden, som mange mennesker tilsyneladende gør? Og hvordan, i øvrigt? Døden kommer, når den kommer, og man får tid nok til at vænne sig til den bagefter.

Kogebøgerne er lige så forskellige som de to kvinders personligheder, min mors er meget sirlig, min mormors mere håndfast (den øverste). Hun blev født i 1889 og havde allerede tidligt planer om at købe en husholdningsskole og drive den selv. Det lykkedes for hende i 1916, da Holte Husholdningsskoles ejer døde, og hun kunne overtage den. Opskriftbogen indeholder retter med ikke videre indbydende navne som norsk øllebrød, æggegrød, pærevælling, kødhjælper, bum (brunkål med fars) og kogt kage. Min mors kogebog rummer de særeste optegnelser, blandt andet et nøjagtigt regnskab over hvor mange hyldebær, hun plukkede fra 1982 til 1985 - godt og vel 17 kilo om året. 
Å, en ven! Hvor sandt det gamle ord er, at en ven er nødvendigere end vand og ild.Det er jeg måske ikke helt enig med ham i - men han fik i det mindste et comeback i mit baghoved i en stille stund i dag og satte tanker i gang.
Jeg skriver med to fingre og halvandet øje. I går på min fridag tog jeg en tørn i haven, og det var som altid hyggeligt at have Sofus i hælene til at inspicere og til ind imellem at ligge mageligt henslængt på siden og se en rask og rørig kone gøre sig nyttig. Desværre fik jeg ret hurtigt også følgeskab af en flok nærgående mitter, der har deres kronede dage i den fugtige varme. Især har de en svaghed for tyndhudede, sårbare steder på menneskekroppen - nærmere bestemt min. Specielt mit venstre øjenlåg, som en af dem havde udset sig som landingsplads. Og mittestik klør som ind i ...

Jeg har lige fået mail fra min fætter, der er på vej Jorden rundt i sin selvbyggede sejlbåd, og her sidder jeg og føler mig som en anden Miss Marple (min efter-aftensmadunderholdning her i sommer), der aldrig har været uden for sin landsby. Morten på det gode skib Frida er ved at realisere en drengedrøm, og jeg følger hans farefulde projekt med ærefrygt og tilbageholdt åndedræt. Det kræver mod og ikke så lidt behændighed at manøvrere rundt blandt hajer, orkaner, pirater, svindlere og bedragere på den anden side af kloden og slippe godt fra det. Lige nu boltrer han sig i Caribien og omegn.



Visse steder på min arbejdsplads har man afskaffet faste telefoner, og min afdeling er en af dem. Jeg har altså en mobiltelefon, fordi jeg er nødt til det, og lige siden jeg fik den, har jeg ikke anet, hvor jeg skulle gøre af den. Jeg ved, at kvinder lægger mobiltelefonen ned i deres tasker mellem alt det andet vraggods, og når den ringer, opstår der febrilsk aktivitet med at få åbnet og fundet himstregimsen med den fløjtende, syngende, trallende, nuttede eller vanvittigt irriterende morsomme ringetone, før den heldigvis forstummer igen. Den sammensværgelse vil jeg ikke være medlem af og slet ikke med den størrelse taske, jeg sædvanligvis fører mig frem med: nummeret mindre end Cirkus Schumann.

Der er en grænse for, hvor meget man kan hjælpe andre. Mennesker, der spænder ben for sig selv og både sårer sig selv og andre. Du kender sikkert nogen - eller har kendt.
Du har givet dem gode råd. Du har lyttet til deres beklagelser. Du har været der for dem så mange gange, at din tålmodighed er ved at være opbrugt, og du har været lige ved at afbryde forbindelsen. Du har gjort dit bedste, men der er ikke sket noget, du er træt, og det går dig på.
Når du når så langt, er tiden inde til at sige stop. Det nytter ikke, hvis de ikke selv ønsker forandringen. Du er ikke til nogen hjælp, hvis du selv brænder ud. På et tidspunkt er du nødt til at trække dig ud - som ven, søster, forælder - og være tilfreds med det, du har gjort. Måske er det tiden, der skal gøre arbejdet.
Har jeg lige fortalt mig selv.
Liselotte skrev smukt om at være mor. Det fik mine tanker på vandring, og jeg satte mig til at kigge på mine forældres gamle dias, som for et par år siden blev scannet ind på en cd af en god ven. Når man kigger på dem, vælter historierne frem. Jeg fandt et par sjove billeder fra cirka 1952, hvor jeg er to år og leger i min mormors have. Billedkvaliteten har ændret sig en del siden da, men Photoshop gør underværker.
Jeg kan ikke selv huske situationerne, kun de historier jeg har fået fortalt – men det giver altid perspektiv at trække tråde tilbage i tiden. Jeg kan huske, da jeg var barn og ung og jævnligt syntes, at mine forældre var fuldstændig håbløse. Jeg ved nu, at de gjorde det så godt de kunne. Dengang kunne jeg ikke se det.





Ella har bedt mig afsløre 8 ting om mig selv, som ingen kunne ane. Så på med vanten:



Som altid holder vi ferie i egen have. Jeg kunne ikke drømme om at sætte min fod uden for landets grænser om sommeren, om det så er regn- eller gråvejr hele tiden, og heldigvis er vi enige om det - 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte …' Der er jo lunt og smukt og grønt udenfor hele tiden (grønnest når det regner!), og vi nyder at lade dagene glide forbi i langsomt tempo uden at foretage os ret meget andet end at kigge op engang imellem for at bekræfte os selv i, at det er her, det sner, eller hvad det nu gør. Alligevel blev vi ramt af pludselig udlængsel i går og besluttede os for at foretage en rejse på mindst fem kilometer for at indtage vores frokost under lidt sydligere himmelstrøg.

Da vi flyttede ind, stod der en tuja uden for vinduet, der mindede mig for påtrængende om kirkegård, så den nedlagde vi med en økse. Og inden under stod der en mikroskopisk hortensia, som i mellemtiden har vokset sig stor og en anelse utilpasset, fordi jeg forsømmer at tage mig af dens opdragelse.


Jeg har klippet hæk i dag. Tredive meter med håndkraft. Jeg bryder mig hverken særlig meget om hækken eller om at klippe den, men den fulgte med, da vi valgte at slå os ned her, og hvordan slipper man af med en ligusterhæk? Svaret er, at det gør man ikke - man tager det som en mand og får det bedste ud af den.




