Hver gang jeg hører den lyd mod ruden, giver det et gib i mig, men i dag lød det kraftigere, end det plejer. En voldsom, dump lyd fra den anden ende af huset, som betød, at den forulykkede fugl i hvert fald måtte være større end en mejse. Jeg gik en tur rundt om huset, og dér lå hun, fru Solsort, stendød, med halsen brækket. Somme tider klarer de den og kan flyve videre som om intet var hændt, hvis de får lov at sidde en halv times tid for sig selv og komme til hægterne. Denne gang var det definitivt slut.
Det er så prisen for at bo mellem mange træer, for de vingede væsener ved ikke, at man ikke kan flyve gennem vinduer. Jeg har gjort, hvad jeg kunne - klistret uskønne, sorte rovfuglesilhuetter på de største af ruderne til æsteten Monsieurs græmmelse - for at få ulykkestallet bragt ned, men hundrede procent effektivt er det ikke. Slet ikke.
Hvem af mine solsorte var det mon, der mødte sin skæbne i dag? Hende, der boede i carporten og nåede at få to hold unger på vingerne? Hende, der havde rede i busken på terrassen? Eller måske hende, der valgte at indrette sin bolig i ligusteren ude ved vejen?
Suk.
