New Orleans-jazz om sommeren i et kæmpetelt på havnen lyder som fadøl i stride strømme, ølmaver, trækbasun, stråhatte og har-vi-det-ikke-dejligt! Kort sagt gyseligt, og det er gyseligt – medmindre man selv er der.
Sidste år lokkede gode venner, der selv bor der, os med til afslutningen på Gillelejes lokale minijazzfestival Jazz på Havnen, hvor Tommy Jensens Femø All Stars har tradition for at spille. Vi havde aldrig selv fået tanken, men det viste sig at være mere end o.k., det var faktisk vanvittig sjovt. Aldrig har jeg hørt så mange fladpandede vittigheder på så kort tid, og så kunne orkestret spille. Og Lisa, sangerinden, sang rent – på motorcykel og iført nissehue. Genren kan man diskutere, men teltet gyngede og swingede fire timer i træk. Udenfor piskede regnen ned, men det var der ingen, der lagde mærke til.
Succesen førte til, at vi vedtog, at det skulle være en tradition for fremtiden, så i dag var vi der igen med de samme venner. Bortset fra, at det var tørvejr, var det nøjagtig som sidste år og lige så folkeligt, og sådan skal det være. Og også i år var vi blandt de yngste i salen(!) Blandt de ældste spottede jeg Svend Asmussen med hemmelig baseballcap og egen medbragt hattedame. De udvandrede ikke i protest, så helt uantageligt kan det musikalske niveau ikke have været.
Jeg anbefaler kort sagt Jazz på Havnen til alle næste år, og lad dig ikke skræmme af billederne. Fidusen er at lade den gode smag blive hjemme og koncentrere sig om være en del af den gode stemning.
