tirsdag, august 07, 2007

En rejse tilbage i tiden

1930

For et nogle somre siden traf jeg temmelig tilfældigt en halvfætter, som jeg aldrig før havde mødt, og som viste sig at have den samme interesse for slægtens historie som jeg, men på et højere plan. Det førte til en spændende snak og til, at jeg sommeren efter fik en invitation til et familietræf på Lolland, som han havde arrangeret. Vi skulle på rundtur til slægtens gamle gårde.

Dagen oprandt, og af sted drog jeg med Monsieur, madkurv og kamera plus – indrømmet - en vis portion skepsis, som heldigvis hurtigt blev gjort til skamme, for det blev en uforglemmelig oplevelse.

1926Det var en rødglødende sommerdag, og vi var sat stævne i det lokale forsamlingshus i Frejlev, hvor min morfars slægt stammer fra. Efter spisningen blev alle 36 deltagere forsynet med en slægtsbog, som arrangøren havde udarbejdet, og som hele familien fra nær og fjern havde bidraget til med billeder og historier. Mange af dem mennesker, hvis eksistens jeg intet anede om.

I løbet af eftermiddagen besøgte vi tre af de gamle gårde - på den ene af dem boede Vibeke, som havde inviteret på kaffebord i haven under de ældgamle, krogede æbletræer. Ved den lejlighed forærede alderspræsidenten Eva på 95 mig et billede af min mor som lille pige på et hølæs taget engang, hun var på besøg dernede. Det siger sig selv, at det har fået en æresplads i mit familiealbum.

Jeg kom til at genkalde mig den særlige dag, fordi DR2 i øjeblikket genudsender Slavernes slægt, som jeg så første gang lige omkring min Lollandsfærd, og som jeg gerne vil anbefale. Programmerne følger en række efterkommere af de vestindiske slaver under deres søgen i arkiver og på rejser til det tidligere Dansk Vestindien. Helt så eksotisk er min slægtshistorie ikke, men i øjeblikket er min nyopdagede halvfætter ved at udforske den del af vores slægt, der udvandrede til Amerika lige som et utal af andre danskere gjorde omkring år 1900, og jeg venter spændt på at høre, hvad han finder ud af. For resten var samme halvfætter lydmand på den ene af udsendelserne om slavernes slægt, og sådan hænger alting sammen på den ene eller anden måde.

Hvis du ikke allerede har gjort det, så gør dig selv den tjeneste at lære forgreningerne i familien at kende. Det kan være en horisontudvidelse af de store og sjældne.