Vaner er noget man skal bryde, jeg ser det alle vegne. Hvis man ikke gør det, risikerer man, at ens liv bliver én stor genudsendelse. Man kommer til at leve på vågeblus, og hvis man ikke gør noget ved det, ender det med at flammen går helt ud.
Der er skrevet hele bøger om det, og der er 'konsulenter', der har gjort det til en levevej at afholde kurser og seminarer i, hvordan man bærer sig ad med at bryde sine vaner. Det er åbenbart ikke så ligetil, for mennesker er magelige, og det kræver en indsats at lave om på rutinen. Sandt nok, men det mest tankevækkende, jeg endnu har læst om at ændre vaner, stødte jeg på i den livskloge antologi Det handler om resten af dit liv, som jeg allerede én gang har omtalt. Her fortæller Thomas Winding i en lille artikel om et program, en af hans venner har opfundet. Det går ud på at tage magten over den dominerende ’person’, der indtil nu har bestemt, hvad man skulle foretage sig. Han må holdes i skak og presses til at være mindre dominerende:
Hvis han vil have kaffe, får han derfor en kop the eller et glas vand. Vil han læse avis, får han en bog i stedet. Vil han kende vejrudsigten, bliver han sendt ud i haven for at se, om han ikke kan gætte den selv. Hvis han har lyst til at se tv, lader jeg ham gå en tur, og hvis han er sulten, skubber jeg frokosten et par timer. Hvis han trænger til en eftermiddagslur, sætter jeg ham til at arbejde med et eller andet. Hvis andre spørger, om han har lyst til at gå i zoologisk have, biografen, til fodbold osv., siger jeg kun ja, hvis han ikke har lyst.Jeg går aldrig selv med til at skubbe frokosten et par timer, men i princippet vil jeg godt være med. For det er jo sådan, at hver gang jeg gør noget andet end jeg plejer, hver gang jeg føler mig på gyngende grund, har jeg muligheden for at oplevet noget nyt og spændende. Jeg kan vælge at tænke på risikoen i en mulighed eller mulighederne i en risiko. Jeg vælger selv, om jeg vil være levende eller bare eksistere.
