For nogle år siden fik jeg en - synes jeg selv - ret god idé, som jeg har lyst til at dele med alle, der ikke længere har helt unge forældre.
Da min mor døde, og min far blev enkemand, tog det forfærdelig hårdt på ham. Derfor foreslog jeg ham at sætte sig til computeren og skrive om sit liv - og min mors også, hvis han havde lyst. Det havde han heldigvis, og over det næste år skrev han omkring 200 sider, som han løbende mailede til mig. Tankevækkende og dejlig læsning at have for mig og en meningsfuld opgave for ham selv. Jeg tror, han fik bearbejdet lidt af sin sorg på den måde.
I begyndelsen greb han det helt systematisk an, skrev om sine forældre, sine bedsteforældre osv. Da hele familien havde været en tur gennem tasterne, stillede jeg supplerende spørgsmål, spurgte hvordan en juleaften foregik, da han var barn, hvordan sommerferierne og andre almindelige begivenheder forløb. Nu begyndte det at blive rigtig interessant og levende for mig, som altid har elsket den slags beskrivelser fra gamle dage!
Min fars barndomshjem, som han har fortalt og underholdt om gang på gang igennem alle årene, blev nu beskrevet i alle detaljer, og en dag, da vi var ude at køre en tur sammen, lagde jeg vejen forbi det gamle hus. Vi steg ud af bilen og gik langsomt forbi på fortovet i håb om at få et glimt af et eller andet ved at kigge lidt diskret ind over den høje hæk. Netop som vi nåede hen til havelågen, var ejeren på vej ud med sin cykel, og vi skyndte os at benytte os af lejligheden. Min far fortalte naturligt nok, at han var vokset op i netop dét hus, og så skete der det fantastiske, at vi blev inviteret indenfor, og den venlige og tålmodige ejer brugte en time på at vise huset frem fra kælder til kvist.
For min far var det en meget stor glæde at kunne vise mig, hvor han var vokset op og endda hvor hans og hans brors gamle køjeseng havde stået.
Og for mig er det en god fornemmelse at have en mappe med uerstattelige erindringer stående i reolen.
