Da vi kom hjem fra arbejde i går, skulle der slås græs. Jeg kunne snildt have fundet på noget mere underholdende at tage mig til, men det kunne bare ikke vente længere, så på med (have)vanten. Jeg foreslog Monsieur, at vi deltes om opgaven, så var det ligesom lidt mere overkommeligt at barbere de 1600 kvadratmeter (godt nok er der træer på det halve af arealet, men med håndkraft er det alligevel noget). Og i samme øjeblik jeg var færdig med min halvdel, åbnede de højere magter for sluserne oppefra, så der var sat en effektiv stopper for yderligere græsslåning den dag. Regnen dansede cancan på havebordet, og min afløser lod meget overbevisende som om han ærgrede sig, da han slog ud med armene.
Til gengæld fik jeg rig lejlighed til at øve mig i at fotografere regn ud gennem havedøren. Regnvejr er næsten umuligt at fastholde på et billede, og ovenstående er det eneste, der ligner virkeligheden bare en smule. Det regnede, og det blev ved med at regne, og alle de iberiske skovsnegle kom susende i skræmmende mængder. Jeg samlede op, og jeg samlede op. To sprængfyldte poser kom der ud af det på en halv time, og jeg havde så travlt, at jeg helt glemte at tælle. Så jeg måtte tage køkkenvægten (forsvarligt afdækket) til hjælp for at dokumentere min præstation. 2½ kilo må være foreløbig rekord, men sådan som vejret har artet sig på det sidste, har jeg på fornemmelsen, at jeg kommer til at slå rekorden inden længe.
Heldigvis er det tørvejr lige nu, og jeg nyder at se en rask og rørig ægtemand i gang med den anden halvdel af plænen. Min bedre halvdel, om jeg så må sige ...
